Seminar
7. Ordinancer og pagter


7. Ordinancer og pagter, Evangelisk mesterlære, hoveddokument, 2018

7. Ordinancer og pagter

en pige bliver døbt

Ordinancer

7.1. En ordinance er en hellig handling, der udføres med præstedømmets myndighed. Gud har udtænkt hver ordinance, så den underviser i åndelige sandheder, ofte ved brug af symbolik.

7.2. Nogle ordinancer er nødvendige for ophøjelse og kaldes for frelsende ordinancer. Kun ved at modtage de frelsende ordinancer og overholde de tilhørende pagter kan vi opnå alle de velsignelser, der er tilgængelige gennem Jesu Kristi forsoning. Uden disse frelsende ordinancer kan vi ikke blive vor himmelske Fader lig eller komme tilbage og bo i hans nærhed i evigheden (se L&P 84:20-22). De frelsende ordinancer udføres under ledelse af dem, der bærer præstedømmets nøgler.

7.3. Den første af evangeliets frelsende ordinancer er dåb ved nedsænkning i vand af en, der har myndighed. Dåb er nødvendig for, at en person kan blive medlem af Jesu Kristi Kirke og komme ind i det celestiale rige (se Joh 3:5).

7.4. Når en person er døbt, bekræfter en eller flere bærere af Det Melkisedekske Præstedømme vedkommende som medlem af Kirken og overdrager ham eller hende Helligåndsgaven (se 3 Ne 27:20). Helligåndsgaven adskiller sig fra Helligåndens indflydelse. Før dåben kan en person føle Helligåndens indflydelse og modtage et vidnesbyrd om sandheden. Efter modtagelsen af Helligåndsgaven har en person ret til Helligåndens konstante ledsagelse, hvis vedkommende holder sine pagter.

7.5. Andre frelsende ordinancer omfatter ordination til Det Melkisedekske Præstedømme (for mænd), tempelbegavelsen og ægteskabsbeseglingen. I templet kan disse frelsende ordinancer også udføres stedfortrædende for afdøde. Stedfortrædende ordinancer træder kun i kraft, når de afdøde personer accepterer dem i åndeverdenen og ærer de tilknyttede pagter.

7.6. Andre ordinancer, såsom at tage nadveren for at forny vores dåbspagter, salvelse af de syge og navngivning og velsignelse af børn, er også vigtige for vores åndelige udvikling.

Henvisninger: Malakias 3:23-24; Matthæus 16:15-19; 1 Peter 4:6; Lære og Pagter 131:1-4

Relaterede emner: Guddommen: Helligånden; Frelsesplanen: Livet efter døden; Jesu Kristi forsoning; Præstedømmet og præstedømmenøgler

Pagter

7.7. En pagt er en hellig aftale mellem Gud og mennesket. Gud opstiller pagtens betingelser, og vi indvilliger i at gøre det, han beder os om. Gud lover os derpå visse velsignelser for vores lydighed (se 2 Mos 19:5-6; L&P 82:10). Hvis vi ikke holder vores pagter, modtager vi ikke de lovede velsignelser.

7.8. Alle præstedømmets frelsende ordinancer ledsages af pagter. For eksempel indgår vi pagt med Herren gennem dåb (se Mosi 18:8-10). Mænd, der modtager Det Melkisedekske Præstedømme, indtræder i præstedømmets ed og pagt. Vi fornyr de pagter, vi har indgået, når vi tager nadveren.

7.9. Vi indgår yderligere pagter, når vi modtager begavelsens frelsende ordinancer og ægteskabsbeseglingen i templet. Vi forbereder os på at deltage i ordinancer og indgå pagter i templet ved at efterleve de standarder for værdighed, som Herren har fastsat (se Sl 24:3-4). Det er afgørende, at vi er værdige til at indtræde i templet, fordi templet bogstaveligt talt er Herrens hus. Det er det helligste tilbedelsessted på jorden.