Johannes 3:1-8
»I skal fødes på ny«
Nikodemus var farisæer og »medlem af jødernes råd« (Joh 3:1). Han kom til Frelseren om natten for at stille vigtige spørgsmål om, hvordan man bliver frelst. Denne lektion kan hjælpe jer med at forstå og føle vigtigheden af at blive født på ny »af vand og ånd« (Joh 3:5) for at kunne komme ind i Guds rige.
Et ønske om forandring
Tænk på et scenario om en teenager, der ønsker at ændre sig, komme tættere på Frelseren og opleve mere fred, men som ikke er sikker på, hvordan det kan ske. Tænk på specifikke ting, som denne person måske gerne vil ændre, og på nogle vanskeligheder, som de sandsynligvis vil få, når de ændrer sig. Det kan også være en god idé at tænke over de oplevelser, I eller andre har haft med at foretage positive ændringer, der kan give denne teenager håb om, at han/hun kan ændre sig.
-
Hvorfor tror I, at vor himmelske Fader kræver forandring hos dem, der ønsker at komme ind i hans rige?
Skriv i jeres studiebog, hvordan I føler jer tilskyndet til at ændre jer for at blive mere som Jesus Kristus. Inviter til Helligåndens inspiration under denne lektion, hvor I lærer, hvordan I søger Frelserens hjælp til at foretage de ændringer, han ønsker af dig.
Jesus lærte Nikodemus om at blive født på ny
En mand ved navn Nikodemus kom til Jesus om natten. Nikodemus var farisæer og medlem af jødernes råd. Senere forsvarede han Kristus foran farisæerne (se Joh 7:50-53) og sluttede sig til de troende ved Jesu begravelse (se Joh 19:39-40). Nikodemus kom til Frelseren denne nat, idet han erkendte, at Jesus var »en lærer, der er kommet fra Gud« (Joh 3:2).
Læs Joh 3:1-5 og se efter, hvad Frelseren fortalte Nikodemus, hvad han måtte gøre for at komme ind i Guds rige.
-
Hvad tror I, det betyder at blive »født på ny«? (Joh 3:3).
-
Hvorfor tror I, at vi har brug for at blive født på ny for at se Guds rige?
-
Hvad lærte Frelseren Nikodemus, da han ikke forstod, hvordan man kunne blive født på ny (beskrevet i vers 5)?
Et af de principper, vi lærer af Frelserens ord til Nikodemus, er, at vi må fødes af vand og ånd for at komme ind i Guds rige.
-
Hvad tror I, at det betyder at blive født af vand og ånd?
-
På hvilke måder tror I, at det at blive døbt og bekræftet kan hjælpe os med at blive født på ny og komme ind i Guds rige?
-
Hvad af det, som Frelseren lærte Nikodemus, ønsker I, at personen i det scenarie, I skabte, forstår?
Dåb og bekræftelse er to af de nødvendige ordinancer til frelse og ophøjelse, som ethvert menneske er nødt til at modtage for at arve det celestiale rige. Disse ordinancer er porten, som vi går ind ad, for at begynde på den pagtssti, der fører til evigt liv (se 2 Ne 31:17-20). Når vi går ad denne sti og holder vores pagter, oplever vi en forandring og en åndelig genfødsel. Profeten Alma forklarede i Mormons Bog Frelserens rolle i at gøre det muligt for os at blive født på ny. Læs Alma 7:14, og se efter, hvordan Frelseren kan hjælpe os med at blive født på ny.
-
Hvad er Frelserens rolle med hensyn til at hjælpe os med at blive født på ny?
Af 2 Nefi 31:17 lærer vi også om Helligåndens rolle i at hjælpe os med at blive født på ny: »Og da får I forladelse for jeres synder ved ild og ved Helligånden.«
-
Hvordan hjælper Helligånden os med at blive født på ny?
Se videoen »A Change of Heart« (4:39), fra tidskode 0:40 til 4:09, for at se den unge mand Evers oplevelse. Se efter specifikke ting, han gjorde, som gjorde det muligt for Frelseren at hjælpe ham med at ændre sig. (Videoen findes på ChurchofJesusChrist.org.)
-
Hvad imponerer jer ved de ændringer, den unge mand foretog?
-
Hvilke ændringer har I eller nogle, I kender, foretaget for at blive mere som Jesus Kristus?
-
Hvilken rolle har ordinancerne dåb og bekræftelse haft for disse ændringer?
Nogle gange undrer vi os over, hvordan det går med vores egen åndelige genfødsel. Frelseren sagde i Johannes 3:8, at vi kan høre vinden suse, men vi ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. På samme måde kan vi ikke altid forstå, hvornår det at blive født på ny begynder, eller hvordan ændringerne i os sker. Men vi kan se dens virkning, når vores ønsker og handlinger ændrer sig (se Mosi 5:1-2). Skriv i jeres studiebog om beviser, I ser på at Frelseren hjælper jer til at ændre jer. Vær opmærksom på alle tilskyndelser, tanker og indtryk, I måtte modtage fra Ånden.
Hjælp andre
Valgfrit: Vil I lære mere?
Hvad vil det sige at blive født på ny?
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:
Herrens bemyndigede tjenere har gentagne gange lært os, at et af hovedformålene med vores jordiske liv er at blive åndeligt ændrede og forandrede gennem Jesu Kristi forsoning …
Vi er blevet anvist at »kom[me] til Kristus, og bliv[e] fuldkommengjort i ham, og fornægt[e] [os] selv al gudløshed« (Moro 10:32), at blive »en ny skabning« i Kristus (se 2 Kor 5:17), at aflægge »det naturlige menneske« (Mosi 3:19), og at opleve »en mægtig forandring i os, eller i vort hjerte, så vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2). Læg mærke til, at den omvendelse, der beskrives i disse vers, er mægtig, ikke mindre – en åndelig genfødsel og grundlæggende ændring af det, vi føler og ønsker, det vi tænker og gør, og det vi er. Selve kernen i Jesu Kristi evangelium medfører en grundlæggende og varig forandring af selve vores natur, som muliggøres, når vi sætter vores lid til »den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde« (2 Ne 2:8). Når vi vælger at følge Mesteren, vælger vi at blive forandret – at blive åndeligt genfødt.
(David A. Bednar, »I må fødes på ny«, Liahona, maj 2007, s.19-20)
Hvordan kan jeg blive født på ny?
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har holdt en tale med titlen »Bliv altid ved med at have forladelse for jeres synder« (Liahona, maj 2016, s. 59-62), der giver indsigt i dette spørgsmål.
Hvorfor kan det være svært at vide, om jeg er født på ny?
Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har udtalt:
I spørger måske: Hvorfor sker denne store forandring ikke hurtigere for mig? … For de fleste af os sker ændringerne mere gradvist og med tiden. At blive født på ny … er snarere en proces end en hændelse. Og at tage del i den proces er hovedformålet med livet på jorden …
Lad os ikke samtidig retfærdiggøre os selv med en overfladisk indsats. Lad os ikke være tilfredse med at bibeholde tilbøjeligheder til at gøre ondt. Lad os deltage værdigt i nadveren hver uge og fortsætte med at trække på Helligånden for at udrydde de sidste spor af urenhed i os. Jeg bærer vidnesbyrd om, at når I fortsætter på stien til åndelig genfødsel, vil Jesu Kristi forsonende nåde fjerne jeres synder og pletten fra disse synder i jer, fristelser vil miste deres interesse, og gennem Kristus vil I blive hellige, ligesom han og vor Fader er hellige.
(se D. Todd Christofferson, »Født på ny«, Liahona, maj 2008, s. 78)
Hvad er forskellen på »at se« og »at komme ind« i Guds rige?
Profeten Joseph Smith (1805-1844) underviste om Frelserens ord i [Joh 3:3, 5], der handler om »at se« og »komme ind« i Guds rige: »Det er én ting at se Guds rige, og en anden ting at træde ind i det. Det kræver en forandring af hjertet at se Guds rige og en accept af ordinancer og befalinger at komme ind« (i Journal, December 1842–June 1844; Book 3, 15 July 1843–29 February 1844, s. 130, josephsmithpapers.org). Når en person »ser« Guds rige, har Helligånden bevirket, at personen har oplevet en mægtig »forandring i hjertet« (se Alma 5:14). Derefter må personen deltage i evangeliets ordinancer for at »komme ind« i Guds rige.
(»Joh 2-4,« i New Testament Student Manual, 2018, ChurchofJesusChrist.org)