»Kapitel 11: Find mennesker at undervise«, Forkynd mit evangelium: Vejledning til at dele Jesu Kristi evangelium, 2023
»Kapitel 11«, Forkynd mit evangelium
Kapitel 11
Hjælp andre til at indgå og holde forpligtelser
Omvendelse fra synder, forpligtelse og omvendelse
Som Jesu Kristi missionær og discipel ønsker du at frelse sjæle (se Mosi 28:3). Frelseren er »mægtig til at frelse« dem, som holder de pagter, de indgår ved at modtage de grundlæggende præstedømmeordinancer, der begynder med dåb (se 2 Ne 31:19). At fremsætte opfordringer og hjælpe folk med at forpligte sig, vil forberede dem til dåb.
Mennesker frelses, hvis de omvender sig (se Hel 5:11). Omvendelse er at vende sig fuldstændigt og oprigtigt til Jesus Kristus. Forpligtelse er en nødvendig del af omvendelse. Når du opfordrer folk til at indgå forpligtelser som en del af din undervisning, inviterer du dem til at omvende sig.
At forpligte sig vil sige at vælge en handlingsplan og gennemføre denne beslutning. Konsekvent handling ud fra evangeliets sandheder fører til omvendelse.
Omvendelse er en ændring i en persons tro, hjerte og tilværelse, så man accepterer og følger Guds vilje. Det er en bevidst forpligtelse til at blive Kristi discipel. Omvendelse sker, når folk udøver tro på Kristus, omvender sig fra deres synder, bliver døbt, modtager Helligåndsgaven og holder ud til enden. Herren og hans profeter kalder denne ændring en åndelig genfødsel (se Joh 3:3-5, Mosi 27:25-26).
Frelserens forsoning gør omvendelse mulig, og Helligånden skaber denne mægtige forandring i hjertet (se Mosi 5:2, Alma 5:12-14).
Omvendelse er en proces, ikke en begivenhed. At hjælpe mennesker med at blive omvendt til Jesus Kristus er centralt for formålet med din mission. Med vejledning fra Ånden opfordrer du mennesker til at indgå forpligtelser, der vil hjælpe dem med at udvikle sig åndeligt og føle Helligåndens indflydelse i deres liv. Derefter støtter du folk i at holde de forpligtelser, de har indgået. Du hjælper dem med at handle i tro mod varig forandring (se Mosi 6:17).
Folk som holder forpligtelser, inden de bliver døbt, er mere tilbøjelige til at indgå og holde hellige pagter bagefter. Når du lærer folk at holde forpligtelser, lærer du dem at holde pagter. At indgå og holde pagter er en væsentlig del af Jesu Kristi evangelium og Guds plan for hans børn.
Dette kapitel indeholder retningslinjer for at fremsætte opfordringer, love velsignelser, dele dit vidnesbyrd og hjælpe folk med at holde deres forpligtelser, så de kan komme til Frelseren og blive frelst.
Fremsæt opfordringer
Som repræsentant for Jesus Kristus indbyder du mennesker til at følge ham og modtage glæden ved hans evangelium. Du fremsætter specifikke opfordringer til dem om at gøre ting, der vil opbygge deres tro Kristus. Derefter støtter du dem i at holde det, de har forpligtet sig til.
Opfordringer og forpligtelser er vigtige af de følgende årsager:
-
De hjælper folk med at efterleve de principper, de lærer om, så de kan føle Åndens bekræftende vidnesbyrd.
-
At holde forpligtelser er en måde, hvorpå folk viser deres omvendelse (se L&P 20:37).
-
Omvendelse hjælper folk med at opleve den fred og glæde, der er i Guds tilgivelse. De vil også modtage mere hjælp fra Gud med deres udfordringer.
-
At holde forpligtelser forbereder folk til at indgå og holde hellige pagter.
-
Du kan vise din kærlighed til folk og din tro på Guds løfter ved at hjælpe dem med at at holde deres forpligtelser.
Fremsæt alle opfordringer som Ånden leder dig
Lad Ånden vejlede dig til, hvilke opfordringer du skal fremsætte, og hvornår du skal fremsætte dem. Overvej, hvilken undervisning eller læresætning der, når den forstås korrekt, vil hjælpe en person med at tage din opfordring til sig. Den rette opfordring på det rette tidspunkt kan tilskynde folk til at gøre ting, der vil opbygge deres tro. Disse handlinger kan føre til en mægtig forandring i hjertet (se Mosi 5:2, Alma 5:12-14).
De opfordringer du fremsætter kan være små, såsom at læse et kapitel i skrifterne eller deltage i et nadvermøde. Eller de kan være afgørende, såsom at blive døbt. Opfordringer bør passe til, hvor et menneske befinder sig sin åndelige rejse.
Opfordringer, der tilskyndes af Ånden bygger på hinanden for at hjælpe en person med at udvikle sig åndeligt (se 2 Ne 28:30, L&P 93:12-13). Spørg dig selv: »Hvilke forpligtelser holder denne person? Hvad skal han eller hun gøre som det næste for at opnå fremskridt?«
Lyt til dem, du taler med eller underviser. Brug det du hører og føler til at søge Åndens vejledning til, hvilke opfordringer der vil hjælpe den enkelte person med at opnå fremskridt i retning af at indgå hellige pagter.
Principper for fremsættelse af opfordringer
At fremsætte opfordringer kræver tro på Kristus. Tro på at han vil velsigne folk, når de accepterer og handler på dine opfordringer.
Folk er mere tilbøjelige til at forandre sig, når du inviterer dem til at handle ud fra en evangelisk sandhed og hjælper dem med at se, hvordan ændringen vil velsigne dem. De vil forandre sig i det omfang, de føler Ånden og oplever glæden ved at efterleve Jesu Kristi evangelium.
Når du engagerer dig med mennesker, enten personligt eller online, kan du overveje, hvilken opfordring, der kan være med til at styrke deres tro på Kristus og føle Ånden. Nogle gange kan det være noget så enkelt, som at I mødes igen eller deltager i en aktivitet i Kirken.
Når du forbereder dig på at undervise i en lektion, kan du overveje hver persons behov og fremskridt. Sørg for at din lektionsplan indeholder en eller flere opfordringer, der vil hjælpe personen med at opnå fremskridt.
Vær forsigtig med ikke at fremsætte for mange opfordringer på en gang. Mennesker har brug for tid til at handle, udvikle sig og lære af hver enkelt opfordring.
Vær dristig, men ikke dominerende, når du indbyder folk til at indgå forpligtelser (se Alma 38:12). Respekter folks handlefrihed.
Fremsæt opfordringer i venligt og tydeligt sprog
En opfordring fremsættes ofte som et »vil du«-spørgsmål, der kræver et ja/nej-svar. Fremsæt dine opfordringer venligt, specifikt og tydeligt. De bør tilskynde eller lede folk til at indgå en forpligtelse til at handle med tro på Jesus Kristus.
Selv om dine opfordringer vil være unikke for den enkelte person, kan du overveje følgende eksempler:
-
At gå i kirke giver en tid og et sted, hvor du kan tilbede Gud og føle hans Ånd. Det kan også gøre, at man bliver en del af et støttende fællesskab, mens man gennemgår forandringer for at komme nærmere Frelseren. Vil du komme med os til nadvermøde på søndag?
-
Nu, hvor vi har talt om, hvor vigtigt det er at studere skrifterne, vil du så læse [et specifikt skriftsted]? Vil du nedskrive dine indtryk eller eventuelle spørgsmål du måtte have? Vi kan tale om dine tanker, næste gang vi mødes.
-
Vi har talt om Frelserens liv og hans befalinger. Vil du følge hans eksempel ved at blive døbt i hans Kirke og give løfter til ham? (Se »Invitationen til at blive døbt og bekræftet« i kapitel 3).
-
Du har udtrykt interesse for at få et stærkere bånd til Gud i dit liv. Vil du bede med tro de næste dage, så du kan opleve velsignelserne ved bøn?
-
Vi har en video, der måske kan hjælpe dig. Må vi vise dig den eller sende dig et link? Vil du se den? Må vi kontakte dig i morgen for at høre, hvad du synes?
Søg Helligåndens tilskyndelser, mens du overvejer naturlige måder at fremsætte venlige, specifikke og tydelige invitationer på.
Lov mennesker velsignelser
Gud lover at velsigne os, hvis vi holder hans befalinger (se L&P 130:20-21). Mennesker, som holder befalingerne, »er velsignede i alt« og vil »bo hos Gud i en tilstand af aldrig ophørende lykke« (Mosi 2:41).
Når du opfordrer folk til at forpligte sig, så lov dem velsignelser for at holde deres forpligtelser. Du kan identificere mange af disse velsignelser ved at studere skrifterne, sidste dages profeters lærdomme og lektionerne i kapitel 3. Tænk også på velsignelserne i dit eget liv. Beslut bønsomt, hvilke velsignelser du vil love hver person, når du fremsætter opfordringer.
Når du inviterer en person til at efterleve en befaling, så lær dem følgende:
-
Når vi holder buddene, viser vi vores kærlighed til vores himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus (se Joh 14:15).
-
Når vi holder befalingerne, viser vi Gud, at vi stoler på ham (se Ordsp 3:5-6).
-
Guds velsignelser er både åndelige og timelige (se Mosi 2:41).
-
Guds største velsignelse er evigt liv (se L&P 14:7).
-
Når vi beder oprigtigt og handler i tro, vil Gud hjælpe os med at kunne gøre de ting, han har befalet os at gøre (se 1 Ne 3:7).
-
Gud holder sit løfte om at velsigne os i henhold til sin vilje og timing (se L&P 88:68).
Folk oplever ofte modstand, når de forsøger at holde befalingerne. Støt dem, du underviser, og giv dem forsikring om, at Gud vil velsigne dem, når de søger at opfylde hans vilje. Hjælp dem med at forstå, at modstand er en mulighed for vækst ved at vælge at følge Kristus, også når det er svært (se 2 Ne 2:11, 13-16).
Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »Nogle velsignelser kommer hurtigt, andre kommer senere, og nogle kommer først i himlen, men for dem, som modtager Jesu Kristi evangelium, vil de komme« (»En ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til«, Liahona, jan. 2000, s. 42).
Bær dit vidnesbyrd
Del dit vidnesbyrd, hver gang du fremsætter en opfordring, og lov velsignelser. Fortæl, hvordan du er blevet velsignet, når du har efterlevet de principper, du underviser i. Bær vidnesbyrd om, at princippet vil velsigne personens liv, når han eller hun efterlever det.
Dit oprigtige vidnesbyrd vil hjælpe med at skabe et miljø, hvor folk føler at Helligånden bekræfter sandheden. Dette forbereder dem til at acceptere de opfordringer, du fremsætter.
Se yderligere oplysninger i »Del dit vidnesbyrd« i kapitel 10.
Hjælp folk med at holde deres forpligtelser
Når folk accepterer dine opfordringer til at gøre noget, så følg op for at hjælpe dem med at holde deres forpligtelser. Du hjælper mennesker med at udvikle tro på Kristus. Din rolle er at hjælpe dem med at styrke deres tro og deres beslutning om at bevæge sig fremad mod fuld omvendelse. Tilskynd ikke bare folk til at forandre sig - støt dem i at gøre det.
Folk vil modtage vidnesbyrd om Ånden, når de udøver tro på omvendelse ved at holde forpligtelser. Dette vidnesbyrd kommer ofte ikke »førend [deres] tro er blevet prøvet« (Eter 12:6). Bliv ikke overrasket, når problemerne melder sig. Planlæg, hvordan du vil hjælpe dem gennem deres prøvelser, så de modtager Åndens vidnesbyrd. Andre medlemmer af Kirken kan også bidrage med støtte.
Folk føler ofte Åndens indflydelse, når I er sammen med dem. Fremhæv vigtigheden af bøn, at læse skrifterne og følg op på jeres invitationer, så de har disse følelser, når de er alene.
At holde forpligtelser forbereder folk til ordinancer og pagter på den sti, der fører til livslang omvendelse. Din indsats kan hjælpe dem til at »ved deres gerninger virkelig vise[]« deres ønske om at følge Jesus Kristus (L&P 20:37).
Planlæg kort, daglig kontakt
At hjælpe mennesker med at holde forpligtelser begynder allerede første gang, I besøger og underviser dem. Bed dem om at nedskrive deres forpligtelse i deres telefon, kalender eller noget, du efterlader hos dem.
Spørg om I eller et medlem, som har deltaget, må kontakte dem kortvarigt hver dag mellem undervisningsbesøgene. Forklar, at formålet med denne kontakt er at støtte dem, og beskriv nogle måder hvorpå I kan gøre dette. Disse kontakter er én måde at anvende princippet i Lære og Pagter 84:106 på.
Fastlæg den mest effektive kontaktmetode, det være sig et kortvarigt besøg, en telefonopringning, en sms eller en besked på sociale medier. Teknologi giver mange muligheder for yderligere påmindelser og støtte.
Giv folk opmuntring og hjælp med jeres daglige kontakt
For hver opfordring, I fremsætter, laver I en optegnelse i Forkynd mit evangelium-appen om, hvordan I vil følge op næste dag. Søg Åndens vejledning til planlægning af næste dag, når I drøfter, hvordan I kan hjælpe folk med at holde deres forpligtelser.
Gør jeres daglige kontakter med folk til en positiv og opmuntrende oplevelse. Bed for dem. Vis kærlighed og forståelse, når I hjælper dem med at holde deres forpligtelser. Besvar spørgsmål og hjælp dem med at overvinde udfordringer. Læs sammen i Mormons Bog, hvis der er tid. Del relevante medier fra Kirken, herunder musik produceret af Kirken, der kan opløfte dem. Vis respekt for deres tid og ønsker.
Præsenter dem for andre medlemmer af Kirken. Når det er passende, kan du bede medlemmer om at hjælpe folk med at holde deres forpligtelser (se kapitel 10).
Ros folk, når de arbejder på at holde deres forpligtelser. Hjælp dem med at se, hvordan Herren glæder sig over deres indsats. Disse mennesker er ved at forandre deres liv, hvilket kræver meget arbejde og tålmodighed. Hjælp dem med at få øje på de velsignelser, de modtager. Udtryk tillid til, at det kan lykkes for dem.
Vis også kærlighed, hvis folk ikke har holdt deres forpligtelser. Tilbyd at støtte dem gennem jeres daglige kontakt. Hvis en person for eksempel har accepteret en opfordring til at læse et kapitel i Mormons Bog, men endnu ikke har gjort det, kan du tilbyde, at I læser den sammen. Hjælp personen med at erfare, hvordan det kan velsigne hans eller hendes liv at holde forpligtelser.
Det kan kræve mange forsøg for folk at holde en forpligtelse, og I kan være nødt til at aflægge mange besøg for at hjælpe dem. Drøft, hvordan de kan overvinde forhindringer for at holde forpligtelser. Vær tålmodige og støttende, og ikke kritiske eller fordømmende.
Hav Helligåndens indflydelse i jeres daglige kontakt
Når I følger op med folk, så bed dem om at dele deres oplevelse af at holde forpligtelser. Spørg, hvad de har lært og følt. Det vil hjælpe dem med at genkende Åndens indflydelse i deres liv og hjælpe dem med at identificere det næste skridt.
Når I kontakter folk hver dag, er et vigtigt formål med det at invitere Helligåndens indflydelse ind i deres tilværelse. Hjælp dem med at genkende følelsen af Ånden, når I ikke er sammen med dem. Jeres daglige kontakt bør styrke de åndelige følelser, de oplevede, mens I underviste dem. De vil blive omvendt, når de føler Helligåndens kraft og indflydelse.
Vis kærlighed
Omvendelsesprocessen er baseret på kristuslignende kærlighed (se 4 Ne 1:15). Søg næstekærlighedens gave. At vise oprigtig kærlighed kan hjælpe folk til at mærke Ånden i deres tilværelse. Jeres udtryk for kærlighed kan også hjælpe dem til at acceptere opfordringer og holde forpligtelser, der fører til omvendelse.
Når du elsker og underviser andre, vil din egen omvendelse til Frelseren blive dybere.
At hjælpe en anden person til omvendelse, er en hellig gerning. Du vil finde varig glæde, når du dedikerer dig til dette arbejde og til at tjene andre (se Matt 10:39, Mosi 2:17, Alma 27:17-18, L&P 18:10-16).
Herren ønsker at folk skal komme for at blive
Missionering har størst effekt, når folk forpligter sig til at efterleve evangeliet og holder det og forbliver aktive i Kirken hele deres liv. Det er ikke nok blot at slutte sig til Kirken. Herren ønsker, at de kommer for at blive (se Joh 15:16). Målret al jeres undervisning og alle opfordringer mod dette formål. For at modtage alle de velsignelser, som vor himmelske Fader har til dem, må medlemmer fortsætte med at efterleve evangeliet ved at holde befalingerne og de pagter, de har indgået, mens de forbliver aktive i Kirken.
Nefi sagde: »Efter at I er kommet ind på denne snævre og trange sti, vil jeg spørge, om alt er gjort? Se, jeg siger jer: Nej, for … I må trænge jer frem med standhaftighed i Kristus, …og [hvis I] holder ud til enden, se, så siger Faderen: I skal få evigt liv« (2 Ne 31: 19-20).
Gør jeres bedste for at hjælpe folk med at blive egnede til »evigt liv, som er den største af alle Guds gaver« (L&P 14:7).
Forslag til studium og anvendelse
Personligt studium
-
Identificer en befaling fra lektion 4. Find og nedskriv de skriftstedshenvisninger og citater fra sidste dages profeter, der beskriver de lovede velsignelser, der er tilknyttet denne befaling. Tænk over de velsignelser, du har modtaget, ved at adlyde denne befaling, og skriv dem ned i din studiebog.
-
Når du kommunikerer med din familie eller andre, så spørg dem, hvordan de er blevet velsignet ved at adlyde en bestemt befaling (for eksempel at holde sabbatsdagen hellig), adlyde tiendeloven eller holde en befaling, der er vanskelig for nogen, du underviser).
-
Besvar følgende spørgsmål for at identificere områder, hvor du kan forbedre dig, når du fremsætter opfordringer. Lav planer om at forbedre dig.
-
Ved folk, at jeg elsker dem?
-
Er jeg sikker på, at de vil blive velsignet ved at handle på vores opfordringer?
-
Giver jeg passende tid og opmærksomhed til at tage daglig kontakt med folk for at hjælpe dem med at holde deres forpligtelser?
-
Indeholder vores undervisningsplaner specifikke opfordringer til at handle?
-
Fællesstudium og makkerudveksling
-
Gennemgå invitationerne i en af missionærlektionerne. Besvar følgende spørgsmål for hver opfordring:
-
Hvilke velsignelser lover Herren dem, der holder hans bud?
-
Hvordan kan det hjælpe folk med at få større tro og vidnesbyrd at adlyde dette princip?
-
Hvordan vil denne forpligtelse hjælpe folk med at omvende sig og være modtagelige over for Ånden?
-
-
Brug jeres planlægningsværktøjer til at lave en liste over de mennesker, I har kontaktet de seneste to dage. Medtag dem, I underviser, og medlemmer.
-
Skriv ud for hver person, hvilke opfordringer I fremsatte og hvad de forpligtede sig til.
-
Overvej, hvilke andre opfordringer I kunne have fremsat?
-
Drøft, hvorfor I var i stand til at opnå forpligtelser fra nogle af disse personer, men ikke fra andre.
-
Hvad vil I gøre for at følge op på disse opfordringer?
-
Distriktsråd, zonekonferencer og missionsledelsesråd
-
Drøft effektive og kreative ideer til daglig kontakt med de mennesker, I underviser. Hvordan har missionærerne samarbejdet effektivt med medlemmer? Hvilke trykte eller digitale medier er brugbare? Hvad kan I gøre, når folk ikke er hjemme eller har for travlt til at se jer?
-
Drøft hvordan missionærerne effektivt har undervist i befalingerne i lektion 4.
Missionsledere og missionsrådgivere
-
Deltag når det er muligt, når missionærerne underviser. Hjælp dem med at fokusere på at hjælpe folk med at indgå og overholde forpligtelser.
-
Tilskynd menighedens præstedømmeledere, organisationsledere og medlemmer til at tage daglig kontakt til folk, som missionærerne underviser – hvis de pågældende personer har givet samtykke til denne kontakt.