Hvordan kan jeg hjælpe dem i min menighed eller stav med at føle, at de er elskede, værdsatte og nødvendige?

Folk har brug for at føle sig nødvendige

Som medlemmer af Kirken har vi alle et ansvar for at skabe et miljø, der er støttende og kærligt for alle vores brødre og søstre. Et sådant støttende netværk gør det meget lettere at efterleve evangeliet og søge Ånden, mens man prøver at navigere i livets forskellige aspekter.

»Jeg tror aldrig jeg har mødt nogen, som ikke gerne ville føle, at de hørte til et sted, hvor de følte sig værdsat, hvor de følte, at de havde værdi.

Når folk undrer sig over, om der er sådant et sted for dem, kan der være mange årsager til det, og nu spørger de sig selv: Passer jeg ind her? Hører jeg til her? Har de virkelig brug for mig? Og til det vil jeg gerne bestemt sige: ›Ja!‹

Jeg tænker på Paulus’ metafor, som jeg elsker, om, at Kirken er Kristi legeme. Og han siger, at vi er døbt ind i dette legeme. Og han siger, at det er ét legeme. Mange medlemmer, men ét legeme.

Jeg kan godt forstå, at folk nogle gange føler, at der måske ikke er brug for dem. Og nogle gange er andre skyldige i at sige, at vi ikke har brug for denne person; vi har ikke brug for den person, vi har det fint, som vi er. Ingen af delene er sande. Det er ikke den kristne måde. Det er ikke sådan, at Kristus ser os. Han ser os alle med uendelig værdi. Og uanset hvordan vi har det lige nu, er Kristi legeme der for at støtte hvert enkelt medlem. Når en person føler sig isoleret – jeg benægter ikke, at følelsen er reel, og hvorfor det er så naturligt at føle sig sådan – men hver enkelt af os skal, når denne følelse kommer over os, stoppe op og tænke: Jesus Kristus døde for mig. Jesus Kristus mente, at det var værd at udgyde sit blod for mig. Og han elsker mig. Han har håb for mig. Og han kan betyde en forskel i mit liv. Hans nåde kan forvandle mig. Og måske sidder den person ved siden af og ignorerer mig eller ønsker endda at rykke sig væk, og måske gør han eller hun det ikke. Men det ændrer ikke ved det, Kristus føler for mig, eller ved de muligheder, jeg har i Kristus.

Det knuser mit hjerte, hvis nogen kommer og er meget sårbare og siger: ›Jeg vil gerne prøve det. Jeg vil gerne være her,‹ og så får man en kold skulder eller manglende interesse. Og det er tragisk. Det er virkelig tragisk. Vi må være bedre end det.

Den mangfoldighed, som vi finder i Kirken nu, er måske kun begyndelsen. Jeg tror ærlig talt, at vi vil se en større og større mangfoldighed. I den gamle kirke var der en enorm mangfoldighed. Og det er ikke bare mangfoldighed for mangfoldighedens skyld, men det faktum, at folk kan bidrage med forskellige gaver og perspektiver, og den brede vifte af erfaringer og baggrunde og udfordringer, som folk står over for, vil vise os, hvad der virkelig er vigtigt i Kristi evangelium. Og at meget af resten, der måske er erhvervet i tidens løb, er af mere kulturel end doktrinær art. Det kan måske glide bort, og vi kan lære at være disciple« (D. Todd Christofferson, »Is There a Place for Me?«, ChurchofJesusChrist.org).