1 Og det skete, at Jereds bror (se, antallet af fartøjer, der var blevet bygget, var otte), gik op på det bjerg, som de kaldte Shelem på grund af dets overordentlig store højde, og smeltede seksten små sten ud af en klippe; og de var hvide og klare ligesom gennemsigtigt glas; og han bar dem i sine hænder op til toppen af bjerget og anråbte igen Herren og sagde:

2 O Herre, du har sagt, at vi vil blive omgivet af vandet. Se nu, o Herre, og bliv ikke vred på din tjener på grund af hans svaghed over for dig, for vi ved, at du er hellig og bor i himlene, og at vi er uværdige for dig; som følge af faldet er vor natur blevet bestandig ond; alligevel har du, o Herre, givet os den befaling, at vi skal påkalde dig, så vi fra dig kan få efter vore ønsker.

3 Se, o Herre, du har slået os på grund af vor ugudelighed og har drevet os ud, og i disse mange år har vi været i ørkenen; alligevel har du været barmhjertig mod os. O Herre, se på mig med medlidenhed, og bortvend din vrede fra dette dit folk, og tillad ikke, at de skal drage over dette oprørte dyb i mørke, men se disse ting, som jeg har smeltet ud af klippen.

4 Og jeg ved, o Herre, at du har al magt og kan gøre, hvad end du vil til menneskets gavn; rør derfor ved disse sten, o Herre, med din finger, og bered dem, så de kan lyse i mørket; og de skal lyse for os i de fartøjer, som vi har bygget, så vi kan have lys, mens vi krydser havet.

5 Se, o Herre, du kan gøre dette. Vi ved, at du er i stand til at vise stor magt, som synes lille for menneskers forstand.

6 Og det skete, at da Jereds bror havde sagt disse ord, se, da strakte Herren sin hånd ud og rørte ved stenene en efter en med sin finger. Og sløret blev taget bort fra Jereds brors øjne, og han så Herrens finger; og den var som fingeren på et menneske, som af kød og blod; og Jereds bror faldt ned for Herren, for han var overvældet af frygt.

7 Og Herren så, at Jereds bror var faldet til jorden, og Herren sagde til ham: Rejs dig, hvorfor er du faldet om?

8 Og han siger til Herren: Jeg så Herrens finger, og jeg frygtede, at han ville slå mig, for jeg vidste ikke, at Herren havde kød og blod.

9 Og Herren sagde til ham: På grund af din tro har du set, at jeg skal påtage mig kød og blod; og aldrig er nogen kommet til mig med så overordentlig stor tro, som du har; for var det ikke sådan, kunne du ikke have set min finger. Så du mere end det?

10 Og han svarede: Nej, Herre, vis dig for mig.

11 Og Herren sagde til ham: Tror du de ord, som jeg vil tale?

12 Og han svarede: Ja, Herre, jeg ved, at du taler sandhed, for du er en sanddru Gud og kan ikke lyve.

13 Og da han havde sagt disse ord, se, da viste Herren sig for ham og sagde: Fordi du ved dette, er du forløst fra faldet; derfor er du blevet ført tilbage til min nærhed; derfor viser jeg mig for dig.

14 Se, jeg er ham, som fra verdens grundlæggelse var beredt til at forløse mit folk. Se, jeg er Jesus Kristus. Jeg er Faderen og Sønnen. I mig skal hele menneskeslægten have liv, og det for evigt, ja, de som vil tro på mit navn; og de skal blive mine sønner og mine døtre.

15 Og aldrig har jeg vist mig for mennesket, som jeg har skabt, for aldrig har mennesket troet på mig, som du har. Ser du, at du er skabt efter mit eget billede? Ja, alle mennesker blev skabt i begyndelsen efter mit eget billede.

16 Se, dette legeme, som du nu ser, er min ånds legeme; og mennesket har jeg skabt efter min ånds legeme; og ligesom jeg viser mig for dig i ånden, således vil jeg vise mig for mit folk i kødet.

17 Og se, som jeg, Moroni, sagde, kan jeg ikke give en fuldstændig beretning om dette, som er skrevet, derfor er det mig nok at sige, at Jesus viste sig for denne mand i ånden på samme måde og med samme udseende som det legeme, hvormed han viste sig for nefitterne.

18 Og han betjente ham, ligesom han betjente nefitterne; og alt dette for at denne mand skulle vide, at han var Gud, på grund af de mange store gerninger, som Herren havde vist ham.

19 Og på grund af denne mands kundskab kunne han ikke afholdes fra at se ind bag sløret; og han så Jesu finger, som, da han så den, fik ham til at falde om af frygt, for han vidste, at det var Herrens finger; og han havde ikke længere tro, for han vidste uden at tvivle.

20 Da han derfor havde denne fuldkomne kundskab om Gud, kunne han ikke holdes uden for sløret; derfor så han Jesus; og han betjente ham.

21 Og det skete, at Herren sagde til Jereds bror: Se, du skal ikke lade det, som du har set og hørt, komme ud i verden, førend den tid kommer, da jeg skal forherlige mit navn i kødet; derfor skal du bevare det, som du har set og hørt, og ikke vise det til nogen.

22 Og se, når du kommer til mig, skal du skrive det og forsegle det, så ingen kan oversætte det; for du skal skrive det på et sprog, så det ikke kan læses.

23 Og se, disse to sten vil jeg give til dig, og også dem skal du forsegle sammen med det, som du skal skrive.

24 For se, det sprog, som du skal skrive, har jeg forvirret; derfor vil jeg, når jeg anser tiden for at være inde, foranledige, at disse sten skal gøre det, som du skal skrive, tydeligt for menneskenes øjne.

25 Og da Herren havde sagt disse ord, viste han Jereds bror alle jordens indbyggere, som havde været til, og også alle dem, som ville blive til; og han holdt dem ikke tilbage for hans blik, ja, lige til jordens ender.

26 For han havde tidligere sagt til ham, at hvis han ville tro på ham og på, at han kunne vise ham alt – da ville det blive vist ham; derfor kunne Herren ikke holde noget tilbage for ham, for han vidste, at Herren kunne vise ham alt.

27 Og Herren sagde til ham: Skriv dette, og forsegl det, så vil jeg vise det til menneskenes børn, når jeg anser tiden for at være inde.

28 Og det skete, at Herren befalede ham, at han skulle forsegle de to sten, som han havde modtaget, og ikke vise dem, førend Herren ville vise dem til menneskenes børn.