1 Og se, da kongen havde hørt disse ord, sagde han til sine præster: Bort med denne karl, og slå ham ihjel, for hvad har vi at gøre med ham, for han er gal.

2 Og de stod frem og forsøgte at lægge hånd på ham; men han modstod dem og sagde til dem:

3 Rør mig ikke, for Gud skal slå jer, hvis I lægger hånd på mig, for jeg har ikke fremført det budskab, som Herren har sendt mig for at fremføre; ej heller har jeg sagt jer det, som I forlangte, at jeg skulle sige; derfor vil Gud ikke tillade, at jeg bliver slået ihjel på dette tidspunkt.

4 Men jeg må opfylde de befalinger, hvormed Gud har befalet mig; og fordi jeg har sagt jer sandheden, er I vrede på mig. Og videre, fordi jeg har talt Guds ord, har I bedømt mig til at være gal.

5 Se, det skete, efter at Abinadi havde talt disse ord, at kong Noas folk ikke turde lægge hånd på ham, for Herrens Ånd var over ham; og hans ansigt strålede med overordentlig stærk glans, ligesom Moses’ gjorde, mens han var på Sinajs bjerg, mens han talte med Herren.

6 Og han talte med magt og myndighed fra Gud; og han fortsatte sine ord, idet han sagde:

7 I ser, at I ikke har magt til at slå mig ihjel, derfor fuldfører jeg mit budskab. Ja, og jeg fornemmer, at det skærer jer i hjertet, fordi jeg siger sandheden om jeres syndighed.

8 Ja, og mine ord fylder jer med forundring og forbløffelse og med vrede.

9 Men jeg fuldfører mit budskab; og derefter betyder det intet, hvor jeg går hen, blot jeg bliver frelst.

10 Men så meget siger jeg til jer: Hvad I gør med mig herefter skal være et sindbillede på og en skygge af det, der skal komme.

11 Og nu læser jeg resten af Guds befalinger for jer, for jeg fornemmer, at de ikke står skrevet i hjertet; jeg fornemmer, at I har udtænkt og undervist i ugudelighed i størstedelen af jeres liv.

12 Og se, I husker, at jeg sagde til jer: Du må ikke lave dig noget udskåret gudebillede eller noget afbillede af noget, som er oppe i himlen, eller som er nede på jorden, eller som er i vandet under jorden.

13 Og videre: Du må ikke bøje dig for dem eller dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, der straffer fædres syndighed på børnene indtil tredje og fjerde slægtled efter dem, der hader mig,

14 og viser barmhjertighed mod tusinder af dem, der elsker mig og holder mine befalinger.

15 Du må ikke misbruge Herren din Guds navn, for Herren vil ikke lade den være skyldfri, der misbruger hans navn.

16 Husk sabbatsdagen, at holde den hellig.

17 I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning;

18 men på den syvende dag, Herren din Guds sabbat, må du ikke gøre noget arbejde, hverken du selv eller din søn eller din datter, din træl eller din trælkvinde eller dit kvæg eller din fremmede, som er inden dine porte.

19 For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet og alt, hvad de rummer; derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.

20 Ær din far og din mor, for at dine dage må blive mange i det land, som Herren, din Gud, giver dig.

21 Du må ikke begå drab.

22 Du må ikke begå ægteskabsbrud. Du må ikke stjæle.

23 Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd mod din næste.

24 Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru eller hans træl eller hans trælkvinde eller hans okse eller hans æsel eller noget som helst, som er din næstes.

25 Og det skete, efter at Abinadi havde afsluttet disse ord, at han sagde til dem: Har I lært dette folk, at de skulle bestræbe sig på at gøre alt dette for at holde disse befalinger?

26 Jeg siger jer: Nej, for hvis I havde, ville Herren ikke have fået mig til at stå frem og profetere ulykke over dette folk.

27 Og se, I har sagt, at frelse tilvejebringes ved Moseloven. Jeg siger jer, at det er nødvendigt, at I endnu holder Moseloven; men jeg siger jer, at den tid skal komme, da det ikke længere vil være nødvendigt at holde Moseloven.

28 Og endvidere siger jeg til jer, at frelse ikke tilvejebringes ved loven alene; og var det ikke for den forsoning, som Gud selv skal foretage for sit folks synder og syndighed, så måtte de dog, på trods af Moseloven, uundgåeligt fortabes.

29 Og se, jeg siger jer, at det var nødvendigt, at der skulle gives Israels børn en lov, ja, endog en meget streng lov; for de var et stivnakket folk, hurtige til at gøre misgerninger og langsomme til at huske Herren deres Gud;

30 derfor blev der givet dem en lov, ja, en lov med skikke og med ordinancer, en lov, som de skulle iagttage strengt fra dag til dag for at holde dem i erindring om Gud og deres pligt mod ham.

31 Men se, jeg siger jer, at alt dette var sindbilleder på det tilkommende.

32 Og se, forstod de loven? Jeg siger jer: Nej, de forstod ikke alle loven, og det var på grund af deres hjertes hårdhed; for de forstod ikke, at ingen kunne blive frelst, undtagen ved Guds forløsning.

33 For se, profeterede Moses ikke for dem om Messias’ komme, og om at Gud skulle forløse sit folk? Jo, og endog alle de profeter, der har profeteret lige siden verden begyndte, har de ikke talt mere eller mindre om dette?

34 Har de ikke sagt, at Gud selv skulle komme ned blandt menneskenes børn og påtage sig et menneskes skikkelse og gå omkring med mægtig kraft på jordens overflade?

35 Ja, og har de ikke også sagt, at han skulle tilvejebringe de dødes opstandelse, og at han selv skulle blive undertrykt og plaget?