2018
Tre nutidige pionerrejser
Juli 2018


Tre nutidige pionerrejser

Forfatteren bor i Utah i USA.

Tre unge voksne fortæller deres historie om at slutte sig til Kirken og skabe en arv af tro for dem selv og deres familie.

Mens jeg tjente som missionær i Melbourne i Australien, kom jeg i en menighed, der bestod af internationale studerende. Da de lærte om pionererne i Søndagsskolen, tænkte jeg på, hvor interesserede de ville være – de var næsten alle nyomvendte, og ingen af dem havde nogle forfædre, der havde krydset de nordamerikanske sletter.

Overraskende nok blev mange af de internationale studerende fængslet af historierne. Nogle af dem nævnte, hvordan de kunne relatere til de første hellige på et personligt plan. Akkurat som pionererne var disse internationale studerende nyomvendte, og de havde ofret for at opbygge Kirken i de områder, de boede. For nogle af disse medlemmer var Kirken enten lille eller ikke-eksisterende i deres hjemlande. De var nutidens pionerer, der skabte en religiøs arv til kommende generationer.

Her er tre beretninger fra konvertitter, der har sluttet sig til rækken af nutidige pionerer.

Hædring af min familie på nye måder

Nami Chan er fra Taoyuan i Taiwan

Billede
woman getting baptized

Min familie og mange i min slægt i Taiwan er buddhister. Jeg husker, at jeg som ung hjalp med at forberede ofre til forfædre og forskellige guder ved det kinesiske nytår og andre helligdage. Det var en familietradition, og en måde at mindes vores forfædre på og bringe fred og fremgang til min familie.

Da nogle af mine slægtninge sluttede sig til en kristen kirke, havde det først ingen indvirkning på min familie. Men under Qing Ming-festivalen, hvor man tilbeder sine forfædre og brænder røgelse på deres grav, nægtede mine kristne slægtninge at deltage. De sagde, at de var forpligtet til at følge de ti bud, især »Du må ikke have andre guder end mig« (2 Mos 20:3). Min familie havde ikke drøftet andre overbevisninger før, men fra den dag var kristendom i min families øjne lig med ødelæggelse af traditioner og blev betragtet meget negativt.

Da jeg kom på universitetet, mødte jeg missionærerne på gaden. Normalt ville jeg ikke have interesseret mig for, hvad de havde at sige, men visse oplevelser havde forberedt mig på at modtage deres budskab. Da jeg mødtes med dem, indvilligede jeg i at bede og læse Mormons Bog, og jeg begyndte at få et personligt vidnesbyrd om det, jeg var blevet undervist om. Men på grund af mine forældres indstilling til kristendom havde jeg ikke lyst til at fortælle dem, at jeg gerne ville døbes. Mange måneder efter mit første møde med missionærerne fortalte jeg endelig mine forældre, at jeg gerne ville døbes, og at jeg ønskede at tage på mission. De blev oprørte, men jeg vidste, at jeg traf det rette valg.

Jeg har ikke nogen pionerforfædre, men jeg føler, at jeg forstår deres offer. Det er svært at opgive sine traditioner og møde modstand fra sine familiemedlemmer. Selv nu fem år efter jeg sluttede mig til Kirken, hvor jeg bl.a. har tjent på mission, støtter min familie stadig ikke helt min beslutning, men de accepterer den nu. At tilslutte mig Kirken har givet mig nye muligheder for at ære min familie ved at lave slægtshistorie og slægtsforskning. Mit vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans forsoning har hjulpet mig til at løse de konflikter, jeg måtte have med min familie.

Finder glæde i evangeliet

Harry Guan fra Utah i USA

Billede
young man holding phone

Jeg voksede op i Kina og betragtede mig selv som kristen, til trods for jeg aldrig kom i kirke. Jeg var interesseret i Gud og Jesus Kristus, og jeg syntes, at den kristne lære var meget trøstefuld.

Da jeg flyttede til USA for at studere på universitetet, begyndte jeg at komme i en kristen kirke af en ubestemt trosretning. Efter nogle få måneder hørte jeg om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fra nogle venner, der overvejede at studere på BYU. Jeg spurgte nogle få studerende i den kristne kirke om de sidste dages hellige, og jeg blev overrasket, da de meget bestemt rådede mig til at holde mig væk fra »mormonerne«. Til at begynde med lyttede jeg til deres råd, men da jeg kiggede på de sociale medier en uge senere, faldt jeg over en tale af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum. I den tale sagde han, at medlemmer af Kirken bør være respektfulde over for andre religioner (se »Faith, Family, and Religious Freedom«, lds.org/prophets-and-apostles). Da jeg lyttede til ældste Holland, følte jeg det, som jeg nu ved, er Ånden, og jeg besluttede mig for at lære mere om Kirken.

Det endte med, at jeg gik i kirke, og at jeg senere mødtes med missionærerne. Jeg blev rørt af deres undervisning, især om frelsesplanen. Mine forældre var ikke ligefrem begejstrede, da jeg besluttede mig for at blive døbt, men de accepterede, at jeg var gammel nok til selv at træffe mine beslutninger. Da mine bedsteforældre besøgte mig i Amerika nogle få måneder senere, var jeg i stand til at undervise dem om evangeliet. De besluttede sig begge for at blive døbt.

Evangeliet har bragt mig så megen glæde, og det har ført mig til min kommende brud. Det har været ethvert offer værd og vil også være det fremover.

Baner vejen for kommende generationer

Brooke Kinikini er fra Hawaii i USA

Billede
hawaiian woman holding oil lamp

Jeg blev medlem af Kirken, da jeg var 15 år gammel, men jeg havde gået i kirke og udviklet min tro og mit vidnesbyrd, siden jeg var barn. Selvom jeg var det eneste medlem af Kirken i min familie, elskede mine trofaste venner mig og viste mig et godt eksempel.

Ulig de første pionerer har jeg aldrig måtte traske med en håndkærre over de frosne sletter. Rent faktisk mødte jeg slet ikke modgang, da jeg sluttede mig til Kirken. Jo, jeg mistede nogle venner, og jeg måtte tage i kirke alene og gå alene til seminar. Men når jeg tænker på den indflydelse, det har haft og stadig har på min familie, ved jeg, at det var en af de bedste beslutninger, jeg nogensinde har truffet. Min beslutning om at blive døbt, at blive beseglet i templet og være tro mod min pagter har skabt en kædereaktion, der vil påvirke mine tre smukke børns liv og de fremtidige generationer positivt for evigt.

At være pioner handler om at bane vejen for andre. Jeg kan godt lide at tænke, at en af mange velsignelser, jeg har fået for at være et trofast medlem af Kirken, er, at jeg kan hjælpe andre med at komme til Kristus. En tilsyneladende lille begivenhed – som en dåb af en 15-årig pige i Maui i Hawaii eller en 14-årigs ydmyge bøn i en lund – kan ændre livet for familier i fortiden, nutiden og fremtiden.

En nutidig brug af begrebet pioner er ikke blot forbeholdt konvertitter. Når vi stræber efter at bygge en varig arv af trofasthed for kommende generationer, kan vi alle blive pionerer.

Udskriv