Det rette mål af »god nok«
»Det, hun sagde, var rigtigt: Jeg var for lav, jeg kunne ikke danse. Ville jeg nogensinde blive god nok?«
»Det er en skam, at du er så lav, at du er nødt til at stå foran,« sagde min lærer. »Du er den dårligste danser i klassen.«
De ord blev sagt til mig foran hele min korklasse på min high school. De blev udtalt med humor, og jeg reagerede med et lille tvungent smil, men jeg var helt ærligt rædselsslagen. Min lærer havde koreograferet nogle enkle dansetrin, som vi skulle bruge til et stykke, vi skulle opføre. Desværre havde jeg altid været kluntet, så jeg kæmpede for at få styr på trinnene. Og hendes ord slukkede mere eller mindre den spinkle flamme, som mit allerede miserable selvværd bestod af. Det, hun sagde, var rigtigt: Jeg var for lav, og jeg kunne ikke danse. Jeg spekulerede på, om jeg nogensinde ville blive god nok.
Den oplevelse var blot en af mange gange, hvor jeg ikke følte mig »god nok«. I de øjeblikke fokuserer jeg kun på det, jeg ikke har, eller det, jeg ikke kan, frem for det, jeg har, og det, jeg kan gøre. Det er et af Satans stærkeste våben, som han bruger mod mig og mange andre.
Da min korlærer havde fortalt mig, at jeg var en frygtelig dårlig danser, blev jeg nedslået. Jeg havde altid prøvet at bevise mit værd ved at være god til noget, som andre brillerer i. Og hver gang gik det galt. Jeg kunne ikke ryste den tanke af mig, at mit eneste talent var at være professionel bænkevarmer. Jeg følte, at Gud havde glemt at give mig tilstrækkeligt til at være »god nok«, hvilket han tilsyneladende havde givet alle andre.
En dag til seminar gav min lærer en lektion om Guds skaberværk. Han viste os fascinerende billeder af rummet. Jeg husker, at jeg måbende så på alle galakserne, stjernerne og planeterne, vi blev vist – hver især var de unikke, forunderlige og smukke på deres helt egen måde.
Og da var det, at jeg indså noget.
Af alle de fænomenale og utrolige ting, Gud har skabt, har han også taget sig tid til at skabe mig. Et lille, tilsyneladende ubetydeligt, almindeligt menneske, der ikke rigtigt forstår, hvor ualmindelig hun egentligt er. Et menneske, der udskiller sig fra alle de andre. Et menneske for hvem, der ligger en egen og helt specifik plan. Et menneske med uendeligt potentiale og en guddommelig skæbne.
Mig.
Det var i det øjeblik, at jeg endelig og helt forstod, at »sjæles værdi er stor i Guds øjne« (L&P 18:10). Jeg indså, at han mener, at jeg er uvurderlig, og at jeg lige præcis er »god nok« i hans øjne.
Jeg blev aldrig rigtig god til at danse. Jeg kan uden at skamme mig ærligt sige, at jeg virkelig er dårlig til at danse. Men det er i orden! For i årernes løb har jeg opdaget mange talenter og styrker ved mig, som jeg ikke anede, at jeg havde. De er blevet afdækket over tid i takt med, at jeg har sat min lid til Herren og troet på, at han ved, at jeg er god nok. Indimellem bliver vi alle skuffede, men når vi træder et skridt tilbage og virkelig ser på, hvem vi egentligt er, vores bemærkelsesværdige styrker, vores særlige evner og Herrens hånd i vores liv, bliver vi bedre i stand til at holde ud i dette liv med tro, håb og enestående selvtillid.