Det første skridt mod omvendelse
Forfatteren bor i Ouest i Haiti.
Jeg kunne mærke et mørke sænke sig over mit liv. Og da indså jeg, at jeg var nødt til at tale med min biskop.
Jeg husker, at jeg fastsatte en dåbsdato med missionærerne. De spurgte, om jeg var klar til at indgå denne pagt med vor himmelske Fader. Uden overhovedet at tænke over det og med hjertet fuld af glæde sagde jeg: »Ja.« Jeg ønskede at tage imod den særlige gave, min kærlige himmelske Fader havde givet mig, og jeg vidste, at jeg ikke kunne blive så lykkelig uden Frelseren i mit liv. Men jeg var ikke sikker på, hvad fremtiden indebar for mig.
Endelig kom den store dag. Den var uforglemmelig, og jeg var så glad.
Mørke dage
Efter jeg var blevet døbt og bekræftet, virkede dagene pludseligt mørke. Der var nogle problemer med min familie, og jeg kæmpede for at adlyde alle Guds bud. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og jeg havde lyst til at opgive det hele. Ingen syntes at forstå mig.
Jeg havde altid elsket at læse Mormons Bog, men på det tidspunkt lagde jeg den til side. En dag, hvor jeg var alene hjemme, følte jeg Åndens søde tilskyndelse til at læse i Mormons Bog. Jeg bad inden, da jeg ønskede at finde et svar, der kunne give mig fred. Jeg slog direkte op på Alma kapitel 5. Vers 27 lyder: »Har I vandret og holdt jer ulastelige for Gud? Kunne I, hvis I blev pålagt at dø på dette tidspunkt, sige inde i jer selv, at I har været tilstrækkelig ydmyge? At jeres klæder er blevet renset og gjort hvide ved Kristi blod, han, som kommer for at forløse sit folk fra deres synder?«
Jeg følte mig berørt af disse ord. Jeg vidste, at jeg var nødt til at omvende mig, så jeg aftalte at mødes med min biskop. Jeg kan ikke benægte, at jeg var bange, men jeg tvang mig selv til at gå hen og tale med ham.
Forstå Guds løfte
Da jeg ankom til biskoppens kontor, følte jeg mig så skyldig, at jeg bare ønskede at dreje om på hælen. Men jeg bad om mod til at sige det, der var nødvendigt. Biskoppen bød mig indenfor, og så bad han en bøn for at modtage Guds hjælp. Han talte til mig, som var jeg hans søn og han viste mig kærlighed igennem sine ord. Han gav mig råd og bad mig om at gøre bestemte ting for at få Guds tilgivelse og derefter komme tilbage og tale med ham.
Jeg var så glad for denne mulighed. Jeg fulgte hans råd og kom med tiden til at forstå Guds løfte om tilgivelse, som han gav Alma: »Hvis han bekender sine synder for dig og mig og omvender sig i sit hjertes oprigtighed, skal I tilgive ham, og jeg vil også tilgive ham« (Mosi 26:29). Efter jeg oprigtigt havde omvendt mig, vidste jeg, at Herren havde tilgivet mig. Endelig blev jeg i stand til at føle vor himmelske Faders kærlighed i mit hjerte, og mørket lettede. Jeg blev glad og stolt af mig selv!
Biskoppen er der for at hjælpe
Biskoppen er Herrens repræsentant i menigheden. Vid, at han er der for at hjælpe jer med at finde den sande lykke, som Gud har beredt for jer. Stol på ham. Har I problemer eller behov for at omvende jer, så find ham. Han vil hjælpe jer.
Jeg ved, at det ikke altid er let at gå til ham. Men som præsident Lorenzo Snow (1814-1901) forklarede om vor himmelske Faders evige plan: »Jeg vover den påstand, at da det i åndeverdenen blev foreslået, at vi skulle … gennemleve de erfaringer, som vi nu gør, ikke kun lød behageligt og hyggeligt … Alligevel er der ingen tvivl om, at vi klart så og forstod, at det var en nødvendig oplevelse for at opnå ophøjelse og herlighed.« Han gik videre og sagde: »Vi var villige til at underkaste os Guds vilje, og derfor er vi her« (Kirkens præsidenters lærdomme: Lorenzo Snow, 2012, s. 108).
Omvendelse er en del af at underkaste sig Guds vilje. Så frem for at bære bange for biskoppen så gør ham til jeres ven. Han er udvalgt af Gud, og han kan hjælpe jer til omvendelse og heling af jeres sjæl ved at komme til Jesus Kristus. Herren ønsker at hjælpe os, men vi er nødt til selv at tage det første skridt mod omvendelse. På den måde kan vi se løftet i Esajas 1:18 gå i opfyldelse: »Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne.« Og det er det, biskoppen er der for at hjælpe med.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud lever, og at Jesus Kristus er vor Frelser. De elsker os meget højt!