Kom endeligt i templet
Når man bor på en lillebitte ø i Caribien, kan det at komme til templet synes helt umuligt.
Forfatteren bor på Barbados.
For nogle få år siden havde jeg aldrig hørt om templer. Efter jeg fandt Kirken for næsten tre år siden, virkede templer som noget i missionærernes fantasi. På min lille caribiske ø Barbados var tanken om et tempel på jorden som et eventyr, der var for godt til at være sandt. Hvis de var så fantastiske, hvorfor var der så ikke et på Barbados?
Et år efter jeg havde tilsluttet mig Kirken, fik jeg endelig en større forståelse af den rolle, som templer spiller for medlemmer af vor himmelske Faders sande kirke. Jeg fik et ekstremt stort ønske om at besøge det, der lå tættest på vores ø – templet i Santo Domingo i Den Dominikanske Republik.
Tilbageslag og forberedelse
Prisen for en flybillet til Den Dominikanske Republik var langt højere end de få dollars, jeg havde på kontoen. Tilbageslag på tilbageslag skubbede mig længere væk fra det tilsyneladende umulige mål om at besøge templet. Men jeg gjorde det til en vane aldrig at glemme dette citat af præsident Thomas S. Monson (1927-2018): »Hav altid templet i sigte. Gør intet, der vil hindre jer i at træde gennem dets døre og modtage de hellige og evige velsignelser der« (»Det hellige tempel – et banner for verden«, Liahona, maj 2011, s. 93).
En af de største glæder i dette liv er den glæde, templet giver. Når jeg hørte missionærerne tale om den glæde og overvældende fred, der altid fyldte dem, når de besøgte templet, blev jeg lidt misundelig, for jeg tænkte, at selvom jeg var trofast mod mine pagter, var jeg ikke så heldig som dem, da jeg var ude af stand til at gå eller køre til det nærmeste tempel. Da templet i Den Dominikanske Republik lå så langt væk, begyndte det at føles som om, at jeg aldrig ville blive i stand til at modtage de velsignelser, der ventede mig der.
Akkurat som jeg havde opgivet alt håb om at besøge templet, gjorde en tur til templet i Den Dominikanske Republik for unge voksne fra Bridgetown-missionen i Barbados mine drømme til virkelighed. Forberedelse var afgørende. Det er ikke nogen lille eller ubetydelig bedrift at komme ind i templet, så ved årets begyndelse gik jeg op i gear for at øge min åndelighed. Jeg tog nadveren mere alvorligt, jeg begyndte at være mere opmærksom under nadvermødet, jeg bar mit vidnesbyrd, når som helst jeg havde muligheden, og jeg lod være med at lade teknologien distrahere mig og besluttede at vie min tid til Kirken for at kunne føle Ånden i endnu større udstrækning.
Endelig …
At være åndeligt forberedt og værdig, inden man træder ind i templet, sikrer, at vi modtager de velsignelser, vor himmelske Fader har i vente for os. Efter måneders modgang, prøvelser og tilmed, at min elskede bedstemor døde, kan ord ikke helt beskrive, hvad jeg følte, da jeg tog de første skridt ind på grunden ved templet i Den Dominikanske Republik. Da jeg stod der med tårer i øjnene, følte jeg Ånden som aldrig før.
Under mine mange besøg i templet på den tur, slog jeg altid op i Mormons Bog på et bestemt skriftsted. Det var det, jeg læste for min bedstemor, selvom hun ikke var medlem af Kirken, inden hun døde. Det står i 1 Nefi 3:7: »Og det skete, at jeg, Nefi, sagde til min far: Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem.«
Jeg ved med sikkerhed, at vor himmelske Fader forberedte en vej for mig til templet, og det var ved hans guddommelige indgriben, at jeg endelig blev i stand til at komme derhen. Hvor der er modgang eller hindringer på vores vej, vil vor himmelske Fader bane vejen for os, så vi kan gå fremad, selvom vejen synes mørk. Templet er i sandhed et helligt sted, hvor vi her på jorden kan mærke vor himmelske Faders kærlighed til os.