Vores evige identitet som forældre
Forfatteren bor i Utah i USA.
Efter konventionelle, verdslige standarder er jeg ikke mor, men Gud kender – og jeg kender – min evige identitet.
Sommetider tænker jeg på, om jeg nogensinde bliver mor i dette liv, eller om jeg er nødt til at vente på, at Guds lovede velsignelser bliver opfyldt i næste liv. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg aldrig beklager mig over at være enlig. Men hvis jeg skal være ærlig, er det bare svært nogle dage. Jeg føler mig ensom. Jeg føler mig modløs.
Men for at være ærlig har jeg også nogle virkelig, virkelig gode dage. Jeg har dage, hvor jeg føler total fred med den retning, mit liv har taget, og så beriget af alt, jeg lærer. På en af de gode dage for ikke så længe siden, fik jeg den tanke: »Hvorfor er jeg så heldig? Hvorfor får jeg så mange utrolige oplevelser?«
Jeg fandt mit svar i Mormons Bog: »Gud har betroet dig disse ting, som er hellige, og som han har holdt hellige, og som han også vil beskytte og bevare med det, som han anser for et víst formål, for at han kan vise sin magt for kommende slægter« (Alma 37:14; fremhævelse tilføjet).
Selvom det vers blev skrevet om bronzepladerne, lærte de ord mig noget, jeg aldrig havde tænkt over før. Gud har betroet mig disse oplevelser, så jeg kan være til velsignelse for fremtidige generationer. Så jeg kan hjælpe mine børn engang i fremtiden, og alle Guds børn, til at lære ham at kende.
Præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Uanset jeres personlige situation er I en del – en vigtig del – af Guds familie og af jeres egen familie, hvad enten det er i fremtiden, i denne verden eller i åndeverdenen. Jeres ansvar fra Gud er at nære så mange af hans og jeres familiemedlemmer, som I kan, med kærlighed og jeres tro på Herren Jesus Kristus.«1
Vælger at forberede mig
Nogle dage længes jeg slemt efter at være sammen med min evige ledsager og mine børn. Det er som en del af mig ved, at jeg stadig ikke har mødt nogle af de vigtigste mennesker i mit liv, og jeg ønsker, at jeg kunne give dem min kærlighed.
Men sandheden er den, at selv uden dem, og selvom det måske kan virke som en fjern drøm, kan jeg træffe valg nu omkring dem.
Præsident Eyring har også fortalt om, da han var biskop, og en ung mand kom til hans kontor. Denne mand havde lavet alvorlige fejl, men han ønskede at ændre sig. Han ønskede, at de børn, han fik engang, kunne blive beseglet til en far, der kunne bruge sit præstedømme. Han var villig til at kæmpe sig igennem en omvendelsesproces for at give sine børn den gave.
Præsident Eyring fortalte, at denne mand »følte behovet hos de børn, han blot drømte om, og han gav tidligt og gavmildt. Han ofrede sin stolthed, dovenskab og dulmede følelser. Jeg er sikker på, at det ikke føles som et offer nu.«2
Min identitet: En mor
Jeg så for nylig et billede af min mor som lille pige. Hun så så sød ud med sine krøller og en lille blå kjole. Men når jeg ser på det billede, er alt, jeg kan se min mors ansigt på en lille piges krop. Jeg ved, at det ikke så sådan ud, da det billede blev taget – men hun har altid været min mor.
Det fik mig til at tænke på alle de gaver, hun forberedte til mig, inden jeg blev født. Jeg tænkte på, hvordan hun lærte at skabe et smukt hjem. Jeg tænkte på, hvordan hun knoklede i skolen for at blive sygeplejerske, og hvordan hun studerede evangeliet for selv at få et vidnesbyrd. Jeg tænkte på, hvordan hun ydmygt valgte at ofre alt for at tage sig af mig og vores familie.
Og så gik det op for mig, at for mine kommende børn er jeg mor. Og i Guds øjne er min evige identitet at være mor.
Præsident Russell M. Nelson har sagt, at »enhver kvinde er mor på grund af hendes evige guddommelige natur.«3 Enhver kvinde er mor, og enhver mand er far, uanset om man har børn eller ej. Vores efterkommere kommer måske i dette eller det næste liv, men det ændrer ikke ved vores evige identitet som forældre.
Min gave til kommende generationer.
Lige nu, er det svært at forestille sig. Visse dage føler jeg mig alene. Visse dage bekymrer jeg mig over, om jeg lever op til målet med mig, eller om jeg gør en forskel for nogen.
Men jeg kan vælge lige nu at være en positiv indflydelse for andre i mit liv. Der er børn, jeg kan tage mig af og undervise. Der er måder at bruge min erfaring på til at velsigne andre. Og en dag kan det være, at mine børn ser på et billede af mig og ikke er i stand til at fatte, at jeg nogensinde har været andet end deres mor.