Jesus Kristus: Kilden til varig glæde
Fra talen »That They Might Have Joy«, der blev holdt på Brigham Young University den 4. december 2018.
Ethvert medlem af Herrens genoprettede kirke, der stræber efter at erindre og ære hellige pagter og holde buddene, kan modtage gaven varig glæde.
Jeg var for nylig til et åndeligt stærkt vidnesbyrdsmøde, hvor jeg lyttede nøje, da en hengiven søster erklærede: »Jeg nyder stor glæde på grund af Faderens frelsesplan.«
Det faktum, at denne kvinde ikke bare udtalte velkendte ord, stod umiddelbart klart for mig. Det lys, der skinnede i hendes øjne, den åndelige værdighed i hendes stemme, hendes strålende og fredfyldte fremtoning – alt ved hende bekræftede sandfærdigheden af det, hun sagde. Hun var fuld af glæde! Hun udstrålede glæde. Hun var sandelig ved at blive mere som Frelseren og havde antaget hans billede i sit ansigtsudtryk (se Alma 5:14), som er en del af det at være fyldt med glæde.
Hendes udtryk for tro fik mig til tænke på flere velkendte salmer:
Som Zions ungdom vi står fast …
vi glade synger her.1
Kom, kom, Guds folk, fremad og frygter ej,
kun med mod fremad drag!
Os bedre er at jage væk
unyttig kummer, kval og skræk;
og fryd bor da i hver en sjæl,
alt er vel, alt er vel!2
Han lever! Vor Forløser stor,
ej tolkes kan vor fryd på jord.«3
Og i denne juletid vil vi synge:
»Glade tidender om stor glæde
til dig og hele menneskeheden.«4
Og
Fryd dig, o jord, bered dig nu,
tag mod din Konge stor …
Mens alt omkring …
vil også synge med,
med fryd, med fryd vi synger med.5
Lige siden han blev præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, har Russell M. Nelson ofte fremrakt en invitation til folk over hele verden, der omfatter løftet om glæde: »Vores budskab til verden er enkelt og oprigtigt: Vi indbyder alle Guds børn på begge sider af sløret til at komme til deres Frelser, modtage det hellige tempels velsignelser, nyde varig glæde og opnå evigt liv.«6
Hvad er den glæde, som vi synger og underviser om, og som vi er forpligtet til at tilbyde hele menneskeheden? Og hvordan opnår man den? Lad os overveje svarene på disse to vigtige spørgsmål sammen.
Hvad er glæde?
En almen definition af glæde er »en følelse af tilfredshed eller lykke«.7 Til sammenligning beskriver Guide til skrifterne glæde som »en tilstand af lykke som følge af et retfærdigt levned.«8 Interessant nok hjælper vores evangeliske perspektiv os til at forstå, at glæde er mere end en flygtig følelse eller sindstilstand, den er snarere en åndelig gave og en tilstand af at være og blive. Af den årsag beskrev jeg den søster, der bar sit vidnesbyrd som fyldt med og strålende af glæde.
Som den kloge og kærlige far Lehi var, underviste han sine sønner om, at selve formålet med jordelivet er, at alle mennesker skal nyde glæde.
»Men se, alt er blevet gjort i hans visdom, han som ved alt.
Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde« (2 Ne 2:24-25).
Adam og Eva opsummerede den vigtige lektie, de havde lært af den Evige Fader og af egen erfaring. Adam erklærede: »Priset være Guds navn, for på grund af min overtrædelse er mine øjne blevet åbnet, og i dette liv skal jeg nyde glæde, og atter i kødet skal jeg se Gud« (Moses 5:10; fremhævelse tilføjet).
Og Eva sagde: »Var det ikke for vor overtrædelse, ville vi aldrig have fået efterkommere og ville aldrig have kendt godt og ondt og glæden over vor forløsning og det evige liv, som Gud giver alle de lydige« (Moses 5:11; fremhævelse tilføjet).
Faderens plan for lykke gør hans børn i stand til at få et fysisk legeme og jordisk erfaring, for at vælge retfærdighed, hvor der også findes ondt og fristelser, og for at bistå vor himmelske Fader i hans store plan gennem ærværdigt ægteskab og forældreskab.9 I sidste ende, når tiden for vores opstandelse er inde, bliver »ånden og legemet … forene[t] for aldrig mere at blive adskilt, så de [kan] modtage en fylde af glæde« (L&P 138:17; fremhævelse tilføjet).
Hvordan opnår man glæde?
Jeg tror, at kontrasten mellem retfærdig glæde og verdslig sjov er instruktiv og kan hjælpe os til at forstå glædens sande natur. Glæde kommer af at udøve tro på Herren Jesus Kristus, værdig modtagelse og trofast overholdelse af hellige ordinancer og pagter og ved at stræbe efter dyb omvendelse til Frelseren og hans mål. Sjov er et resultat af »fornøjelse«, »morskab [og] ofte støjende adfærd eller tale« eller behagelig adspredelse.10 En dag i Disneyland er sjov. Værdig forberedelse og deltagelse i nadveren er glædelig.
Glæde er primært åndelig, sjov er primært timelig. Glæde er primært varig, sjov er primært midlertidig. Glæde er primært dyb og fyldig, sjov er primært overfladisk. Glæde er primært hel og komplet, sjov er primært delvis. Glæde angår primært jordelivet og evigheden, sjov angår kun jordelivet.
Det er vigtigt for os aldrig at forveksle eller bytte den varige, dybe glæde, der følger af hengiven efterfølgelse af Jesus Kristus, for midlertidig og overfladisk sjov.
Forløseren er den endelige og eneste kilde til varig og evig glæde. Profeten Jakob vidnede således: »Men se, de retfærdige, Israels Helliges hellige, de, der har troet på Israels Hellige, de, der har udholdt verdens kors og foragtet skammen ved det, de skal arve Guds rige, som var beredt for dem fra verdens grundlæggelse, og deres glæde skal være fuldkommen for evigt« (2 Ne 9:18; fremhævelse tilføjet).
Den sande kilde til glæde
På grund af vor himmelske Faders plan og Frelserens forsoning opfordrer oprigtig omvendelse os til at vende os til og forlade os på Jesus Kristus, den sande kilde til glæde. Overvej venligst nøje reaktionen blandt kong Benjamins folk, da han havde undervist dem om Frelserens forsoning:
»Og se, det skete, at da kong Benjamin var færdig med at tale de ord, som var blevet givet ham af Herrens engel, at han kastede blikket rundt på mængden, og se, de var faldet til jorden, for frygt for Herren var kommet over dem.
Og de havde set sig selv i deres egen kødelige tilstand, endog ringere end jordens støv. Og de råbte alle højt med én røst og sagde: O, hav barmhjertighed og anvend Kristi forsonende blod, så vi kan få tilgivelse for vore synder, og vort hjerte kan blive renset, for vi tror på Jesus Kristus, Guds Søn, som skabte himlen og jorden og alting, og som skal komme ned blandt menneskenes børn.
Og det skete, efter at de havde talt disse ord, at Herrens Ånd kom over dem, og de blev fyldt af glæde, idet de fik forladelse for deres synder og fik fred med samvittigheden som følge af den overordentlig store tro, som de havde på Jesus Kristus, som skulle komme« (Mosi 4:1-3; fremhævelse tilføjet).
På grund af vor himmelske Faders plan og Frelserens forsoning opfordrer lydighed os til at følge Jesus Kristus, den sande kilde til glæde. Frelseren sagde til sine disciple:
»Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.
Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen« (Joh 15:10; fremhævelse tilføjet).
»Og ingen modtager en fylde, medmindre han holder hans befalinger.
Den, som holder hans befalinger, modtager sandhed og lys, indtil han bliver herliggjort ved sandheden og ved alt« (L&P 93:27-28).
På grund af vor himmelske Faders plan og Frelserens forsoning opfordrer tjeneste os til at efterligne Jesus Kristus, den sande kilde til glæde. Jeg har for nylig læst en udtalelse af Kevin J Worthen, rektor for Brigham Young University, om dyb glæde. Han sagde: »Jeg er nået frem til den tro, at en målestok for vores evige udvikling er, hvor meget glæde vi får ud af tjeneste.«11
Alma den Yngre sagde til sin søn Helaman: »Nu har jeg arbejdet uden ophør for at kunne bringe sjæle til omvendelse, så jeg kunne få dem til at smage den overordentlig store glæde, som jeg smagte, så de også kunne blive født af Gud og blive fyldt af Helligånden« (Alma 36:24; fremhævelse tilføjet).
Husk Ammons fryd, da han mindedes sin missionering blandt lamanitterne:
»Se, min glæde er fuldkommen, ja, mit hjerte er fyldt til randen af glæde, og jeg vil fryde mig i min Gud …
Se, hvor mange tusinde af vore brødre har han ikke løst fra helvedes smerter, og de er blevet bragt til at synge om den forløsende kærlighed, og dette på grund af kraften af hans ord, som er i os; har vi derfor ikke stor grund til at fryde os? …
Se, det er min glæde og min store taksigelse; ja, jeg vil give tak til min Gud for evigt« (Alma 26:11, 13, 37; fremhævelse tilføjet).
På grund af vor himmelske Faders plan og Frelserens forsoning opfordrer udfordringer og modgang os til at åbne vores øjne (se Es 40:26; Sl 123:1-2) mod Jesus Kristus, den sande kilde til glæde. Det dyrebare perspektiv, der ligger i det gengivne evangelium, lader os lære lektier, der forbereder os på evigheden, gennem jordelivets modgang. Vores lidelser og uheld kan blive »opslugt i glæden over Kristus« (Alma 31:38) og helliggjort til vores gavn (se 2 Ne 2:2) »så [vores] gerning[er] må blive til [vores] sjæls velfærd« (2 Ne 32:9). Således holder glæde gennem tid og gennem både gode og dårlige erfaringer på grund af vores kundskab om Faderens plan og Frelserens forsoning.
Tro på Herren Jesus Kristus, omvendelse, lydighed, tjeneste og et evangelisk perspektiv på de prøvelser, vi møder igennem vores liv på jorden, alt tjener det til at opfordre os til at komme til kilden for varig glæde – Jesus Kristus. Jeg opfordrer jer til at finde frem til, studere og bønsomt overveje yderligere principper, der gør os i stand til at modtage denne vigtige åndelige gave glæde.
Et glædeligt løfte
Varig glæde er ikke blot en velsignelse, der er forbeholdt nogle få udvalgte. Derimod kan ethvert medlem af Herrens genoprettede kirke, der stræber efter at erindre og ære hellige pagter og holde buddene, modtage denne gave i henhold til Guds vilje og timing. Må vi hver især i denne juletid stræbe efter at påskønne glæden – denne himmelske gave – mere. Og må vi, når vi gør det, se med nye øjne og høre med nye ører, når vi »med engle stemme i«, og vi »med fryd … synger med«, og vi »pris[er] … Herren stor.«12
Med glæde bærer jeg mit sikre vidnesbyrd om, at Herren Jesus Kristus vitterligt lever og om hans guddommelighed.