2020
Vælg evigheden
Januar 2020


Vælg evigheden

Jeg vidste, at tiden var inde til, at jeg måtte vælge, om jeg ville holde fast i mine værdier.

Da jeg hørte, at jeg havde vundet et stipendium til at blive kulturel udvekslingsstudent i Argentina, som jeg altid havde drømt om, havde jeg ingen anelse om, at det ville blive begyndelsen på så stor en ændring af mit liv.

Jeg ankom til Rosario i Argentina, hvor jeg boede hos en familie, der var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Og således begyndte et år med åndelige eventyr, samtaler med missionærerne og deltagelse i seminar og institut. Jeg ville gerne vide alt, og jeg kunne mærke, at det, jeg lærte om evangeliet, var en velsignelse for mig på mange måder.

Inden for kort tid fik jeg et stærkt vidnesbyrd om sandheden i de læresætninger, jeg blev undervist om; tro, kærlighed, tålmodighed, barmhjertighed, tillid og lydighed mod Guds bud, som han har givet for at beskytte os mod smerte.

Han ønsker ikke, at vi skal lide smerte uden et formål. Han elsker os så meget, og han ønsker virkelig at bevise det. Men sommetider vælger vi selv at smække døren i, adskille os fra ham, og så står vi alene med den. Vi må tage det første skridt for at genoprette freden i vores hjerte. Det er noget, jeg selv har oplevet.

Efter måneders undervisning, missionærlektioner og klasser, oplevelse jeg modgang i en meget smertelig form – modgang, hvor man konfronteres med følelser fra fortiden, hvor man fristes til at træffe dårlige valg i nutiden og forsøger at ødelægge den fremtid man altid har drømt om. Jeg lærte, at modgang sommetider (og mange gange) kommer fra en helt uventet kant.

At være værdig og dydig i tanker og handling havde altid været en del af mig, indtil da. Jeg vidste, at det jeg havde gang i ikke var rigtigt, at folk, som jeg engang havde stolet på, var ved at komme på vildspor, og at jeg faktisk allerede var begyndt at skabe en afstand mellem mig og vor himmelske Fader. Jeg vidste, at tiden var inde til, at jeg måtte vælge, om jeg ville fortsætte med det eller holde fast i de værdier, jeg altid havde sat højt. Så jeg måtte finde den styrke inde i mig, der sagde, at så let kunne jeg ikke opgive de drømme. Jeg kunne ikke knuse mit håb om en evig familie og en kærlig ægtemand. Der var noget galt i mit liv, og jeg vidste, at det måtte ændres.

Den følelse og det spæde vidnesbyrd, der var begyndt at blomstre i mit hjerte, reddede mig tillige med sande engle, der altid var der for mig, fra at fare vild og gjorde mig igen stærk nok til, at jeg kunne vælge at vende tilbage til Herren i tide. Og jeg ved, at han altid er der, velsigner mig i mine bestræbelser på at lytte til hans røst og forblive værdig til evige velsignelser.

Når jeg nu tænker på det, jeg gik igennem dengang, tænker jeg på mod til ikke at lade sig overvinde, mod til altid at stå for mine værdier og den tro, jeg havde og stadig har.

Selvom den efterfølgende tid med omvendelse var fuld af smerte, erkendelse af dårlige følelser og situationer og af ydmyghed, er jeg meget taknemmelig for den, og det vil jeg altid være. Jeg er taknemmelig for det faktum, at jeg på rette tid kunne føle, at vor himmelske Fader havde tilgivet mig, og at han stadig elsker mig og altid vil gøre det.

Det, der har været sværest, var at tilgive mig selv. Jeg husker, hvordan jeg følte mig uværdig og blottet for skønhed både udenpå og indeni. Men min Frelser var der altid og gav mig styrke og inspiration. Han sørgede for, at jeg mødte mennesker på min vej, der hjalp mig til at lære mere om Kirken, efter jeg var vendt tilbage til Belgien. De elskede mig for den jeg er, og hjalp mig til at elske mig selv og indse, at denne oplevelse ikke behøvede at være en smerte, jeg skulle bære resten af livet. Jeg kunne se, at jeg havde muligheden for vælge og opleve, hvor stærkt mit vidnesbyrd allerede var ved at forsvare min værdier. Nu kan jeg se, at jeg ved at arbejde på at styrke mit vidnesbyrd gennem den oplevelse, kan være til velsignelse for mange mennesker både nært og fjernt.

Frygt ikke. Giv aldrig op og forsvar altid jeres værdier. Husk altid på, hvor smukt og hvor en velsignelse det er at dele den kærlighed til Frelseren og at have hans rene kærlighed som en grundvold at bygge et forhold og en fremtidig familie på. Hvis I vælger at være lydige og vælger vor himmelske Fader i alt, vil velsignelserne komme før eller senere. Vær ikke bange, hvis I ikke kan se dem lige nu, men stol hver dag lidt mere på, at I vil få øje på Herrens hånd i jeres liv. Det vil blive forår i vores hjerte, og evige blomster vil begynde at blomstre.

Jeg blev døbt den 16. marts 2019 i min menighed i Belgien, og jeg er så glad for at have taget det første skridt på min vej mod evigheden. Ja, jeg vil møde flere udfordringer hen ad vejen – det vil vi alle – men med vidnesbyrdet i mit hjerte, er jeg klar til at møde dem, for jeg ved, hvem jeg vælger.