Det er der, jeg erpå vej hen, ikke hvor jeg har været
Forfatteren bor i Utah i USA.
Jeg valgte en vej, der førte væk fra den lige og snævre sti mange gange, men af alt det har jeg lært, at Frelserens kraft og hans forsoning er virkelig.
Mit liv er ikke gået helt, som jeg havde tænkt mig.
Da jeg var 18 forventede jeg at tjene som fuldtidsmissionær, blive gift relativt kort tid efter og stifte familie, når jeg var 25. Nu er jeg 32 år! Jeg har ikke været på mission, og jeg har været inaktiv i Kirken det meste af mit voksne liv. Jeg blev gift – blev skilt – og gift igen.
Fordi jeg valgte en vej, der førte væk fra den lige og snævre sti mange gange, har jeg ikke altid følt, at jeg passede ind i Kirken. Men jeg har indset, at der er plads til mig. Mine erfaringer har lært mig, at Frelserens kraft og forsoning er virkelig og det, der betyder mest er ikke, hvor jeg har været, men hvor jeg er på vej hen nu.
Jeg tror, at jeg til at begynde med var i tvivl om, hvad jeg troede på, for jeg havde ikke tillid til, at mit vidnesbyrd var stærkt nok til, at jeg tog på mission. Jeg husker, at jeg i den periode, da jeg blev færdig med high school, tænkte noget i stil med: Hvad nu hvis mit vidnesbyrd ikke helt er mit eget? Hvad nu hvis jeg har stolet for meget på andre menneskers vidnesbyrd?
Det plagede mig. Jeg ville gerne på mission, men jeg var i tvivl om de åndelige erfaringer, jeg havde gjort mig indtil da, var nok til at gøre mig til det, jeg troede, at en succesrig missionær skulle være – en der var åndeligt stærk nok og vidste nok om evangeliet til at undervise andre.
Når jeg ser tilbage, skulle jeg have bedt Gud om at hjælpe mig med at forstå det råd, der bliver givet i Lære og Pagter 124:97: »Lad ham være ydmyg over for mig og være uden svig, så skal han få af min Ånd, ja, Talsmanden, som skal tilkendegive sandheden om alt for ham og skal give ham i selv samme stund, hvad han skal sige.«
Men frem for at spørge Gud, for jeg vild i sammenligningen af min åndelige habitus med andres, og jeg var bange for, at mine utilstrækkeligheder ville afholde folk fra at tage imod evangeliet.
Som ung voksen og på egen hånd fortsatte jeg med at prøve at finde ud af, hvad jeg troede på. Jeg kunne ikke se nogen fare i det, jeg betragtede som isolerede valg, som ikke omdefinerede, hvem jeg var som menneske. Jeg begyndte at trække mig væk fra dem, jeg elskede, fordi jeg vidste, at de ville blive skuffet over de valg, jeg traf. I stedet for omgav jeg mig med mennesker, der ikke rigtig bekymrede sig for, hvad jeg lavede.En dag prøvede jeg af nysgerrighed at drikke noget med alkohol i. Det blev en del af mit liv og med tiden gik det fra noget, jeg blot nød til at være noget, jeg brugte til at klare svære oplevelser. De negative ændringer i mit liv dengang var nok ikke knyttet til et bestemt valg, de kom bare gradvist. Det tog mig to år at indse, at de små valg, jeg havde truffet over tid, havde ført mig til et sted, hvor jeg ikke ønskede at være.
Nu siger jeg ikke, at man er nødt til at prøve det modsatte for at lære om sandfærdigheden i evangeliet. Mine handlinger voldte smerte ikke blot for mig, men også for mennesker jeg elskede – og langt hen ad vejen ganske unødvendigt. Jeg er taknemmelig for, at jeg var i stand til at være ydmyg nok til at erkende, at (1) jeg havde det elendigt, og at (2) jeg havde været lykkeligst, når jeg holdt Guds bud. Det var noget, jeg selv vidste, noget jeg kunne stå ved og fortælle andre om.
Jeg opsøgte min biskop for at bringe tingene i orden, og vi mødtes regelmæssigt for at forberede mig på at tage på mission. Mine papirer var næsten klar, da jeg følte mig tilskyndet til at sikre mig, at han forstod nogle af de valg, jeg havde truffet. Den samtale var ikke let, men hvor meget jeg end ønskede at tage på mission, ønskede jeg at gøre rent bord for Gud. Jeg var villig til at tage ejerskab for det forkerte, jeg havde gjort og lægge alt frem for ham, så jeg kunne blive ren.
Snart efter kom jeg for et disciplinærråd. Det var på en måde skræmmende at indrømme, hvad jeg havde gjort, for folk, der havde været mine ledere og vejledere igennem årene, men da jeg så mig om i lokalet, følte jeg fred. Jeg kunne se, at de var der for at forstå og hjælpe mig. Da jeg gik, følte jeg Ånden forsikre mig om, at uanset hvad udfaldet blev, havde jeg gjort min del, og det skulle nok gå. Gud og ledere med kærlighed til mig ville arbejde med mig for at få mig hen, hvor jeg måtte være. Jeg følte Frelserens kærlighed, da jeg gik derfra, og jeg vidste, at jeg ikke var uden for hans forsonings rækkevidde.
Plads til ufuldkommenhed
Trods den fred jeg følte, var det svært at møde folks spørgsmål om, hvorfor jeg ikke var på mission. Da jeg fortsatte med at arbejde mig igennem omvendelsesprocessen med min biskops hjælp, blev det mindre og mindre sandsynligt, at en mission var en del af min fremtid. Jeg måtte finde ud af, hvordan jeg kom videre med mit liv. Da jeg var 21, og jeg ikke faldt under kategorierne som kommende missionær, hjemvendt missionær eller gift blandt de unge voksne, blev det svært at føle, at jeg hørte til nogen steder.
Det var hårdt at date. Sommetider behandlede piger mig anderledes, når jeg fortalte dem, at jeg ikke havde været på mission og at jeg havde været inaktiv i en periode. Af en eller anden årsag blev de fleste dates aldrig til mere end en.
Jeg blev glad, da jeg endelig kunne gifte mig i templet, men sommetider følte jeg stadig ikke, at jeg passede ind. Jeg havde et vidnesbyrd, men jeg kunne ikke finde ud af at bære det, og klasseværelserne i kirken føltes som eksamensværelser, hvor de andre kunne se mig dumpe. Jeg tænkte, at det var, fordi de fleste af dem levede det liv, jeg ønskede mig, de var ikke snublet så meget som mig.
En dag kaldte biskoppen mig ind på sit kontor og gav mig en kaldelse til at undervise i ældsternes kvorum. Jeg blev overrasket, for jeg havde kun været i ældsternes kvorum to gange i årets løb. Trods nervøsitet takkede jeg ja til kaldelsen. På den første søndag, hvor jeg skulle undervise, lagde jeg nok ud med den mærkeligste indledning, de nogensinde havde hørt:
»Hej brødre, jeg hedder Richard Monson. Jeg har ikke været på mission, og jeg har været inaktiv det meste af mit voksne liv. Jeg er ikke kommet ret meget i ældsternes kvorum, for jeg har aldrig følt, at jeg passede ind. Jeg vil ikke være i stand til at svare på alle jeres spørgsmål, men jeg håber, at I vil deltage, så vi kan lære sammen. Hvis det er okay med jer, så lad os se at komme i gang.«
Den dag indså jeg, og jeg kunne indrømme det over for andre – og for mig selv – at selvom jeg ikke anså mig for at være en »lige pil« (en der havde tjent som missionær, havde været aktiv hele livet og ikke havde begået alvorlige overtrædelser), så pegede jeg i samme retning, som de gjorde, og det var det, der talte. Til min overraskelse opdagede jeg, at en af de mænd, som jeg troede var perfekt, også havde begået fejl. Jeg tænker, at det bekræfter den tanke for os alle, at fuldkommenhed ikke er et krav for at bidrage i en klasse eller i Kirken som helhed.
Svære tider og en beslutning
Desværre varede min aktivitet i Kirken ikke ved. Mit ægteskab skrantede, og jeg gentog min gamle last for at flygte fra smerten. Kirkedeltagelse veg for andre interesser.
Der gik tre år, og så ramte jeg bunden. Jeg måtte træffe et valg. Kunne jeg efterleve evangeliet uanset, hvad der skete i mit liv? Eller skulle jeg bare lade mig overmande af mørket? Jeg vidste, at en forpligtelse til at blive på den lige og snævre sti indebar, at jeg skippede alt, der påvirkede mit liv negativt. Mit ønske om at vende tilbage til Kirken kastede også lys over det faktum, at min ægtefælle og jeg var på hver sin vej. Med ægteskabet i den tilstand, havde vi retning mod en skilsmisse.
Jeg var bange. Der var ingen garantier for, at min indsats ville give mig det gode af livet, som jeg ønskede mig. Men min beslutning kom i bund og grund tilbage til det, jeg havde erfaret flere år før – jeg var lykkeligst, når jeg efterlevede evangeliet. Jeg valgte at forpligte mig fuldt ud og lægge mit liv i Guds hænder, så måtte det briste eller bære. Herfra var det mig og ham.
Atter engang begyndte jeg at komme tilbage i Kirken og få mit liv på ret køl. En af de lykkeligste dage i mit var, da jeg fik en tempelanbefaling igen. Jeg fandt fred i templet, da mit ægteskab stadig skrantede og i sidste ende forliste.
Fandt kilden til mit selvværd
Hvor skræmmende den beslutning end føltes, lærte jeg at påskønne Guds hånd på min vej. Om end jeg var snublet, var løbet ikke tabt. Jeg løb ikke om kap med nogen andre. Da jeg satsede på Frelseren for at finde mit selvværd, kunne jeg holde op med at bruge alle mine kræfter på at ændre andres opfattelse af mig.
Jeg opdagede, at jeg havde det okay med at sidde i kirken alene eller blandt medlemmer, der var forskellige steder i livet. Jeg gjorde en indsats for ikke at gemme mig og gjorde mig tilgængelig for en snak med folk i min menighed. Jeg var også i stand til at deltage i mine møder med den rette hensigt.
Den fred hjalp mig også, da jeg begyndte at date igen. Det var stadig sjældent, at det blev til den anden date, men nu vidste jeg, at jeg ikke skulle gå på kompromis med mine standarder, for jeg havde sluppet fortiden. Jeg efterlevede evangeliet efter bedste evne, og jeg var god nok til at date dem, der også efterlevede evangeliet efter bedste evne.
Til sidst fandt jeg en værdig Guds datter, som jeg giftede mig med i templet. Hendes vej havde været helt anderledes end min, men når det gjaldt kærlighed til Frelseren og en forståelse af hans forsoning, var vi på samme side.
I årenes løb har jeg lært ikke at lade min fortid eller andre menneskers bekræftelse definere mit selvværd. Jeg har måttet opgive min opfattelse af, at succes ser ud på en helt bestemt måde. Det er ikke alle, der har accepteret, hvor jeg er nu på grund af min vej hertil, og det er i orden. Det er ikke mit mål at overbevise dem. Det er mit mål at blive ved med at omvende mig og komme Frelseren nærmere. Det er takket være ham, at jeg ligesom Alma den Yngre efter sin omvendelse kunne sige, at jeg »ikke mere [er] revet op ved erindringen om mine synder« (Alma 36:19). Jeg føler fred ved at vide, at det er, hvor jeg er på vej hen – mod Frelseren – der tæller.