At høre til i Kirken set igennem et barnløsheds perspektiv
Kampen med barnløshed fik mig til at føle, at jeg ikke havde en plads i kirken.
Illustrationer: J. Beth Jepson
Jeg havde aldrig følt, at jeg ikke passede ind i kirken, før min mand, Cameron, og jeg begyndte at kæmpe med barnløshed. De børn og familier, der almindeligvis gjorde mig glad at se i kirken, blev nu anledning til sorg og smerte.
Jeg følte mig ufrugtbar uden et barn i armene eller en blepose i hånden. I Hjælpeforeningen blev der bekendtgjort legegrupper, mødrene sludrede og det virkede som om alle lektionerne i sidste ende handlede om moderskab.
Jeg følte mig fortabt.
Jeg havde ikke noget barn at tage med til legegruppe. Jeg havde ingen personlige historier at fortælle om, hvordan jeg opdrog mit barn i evangeliet.
Jeg ønskede desperat at være en del af samtalerne om moderskab og blive venner med de søstre i min menighed, men jeg følte ikke, at der var nogen forbindelse mellem os, fordi jeg ikke var mor.
Den sværeste søndag var vores første i en ny menighed. Fordi vi ikke havde børn blev vi spurgt, om vi var nygifte, og hvornår vi planlagde at få børn. Jeg var blevet ret god til at svare på den slags spørgsmål uden at lade mig gå på af dem – jeg vidste godt, at der ikke lå nogen ond hensigt bag.
Men denne bestemte søndag blev de spørgsmål dog særligt svære. Vi havde lige fundet ud af, at vi efter at have håbet på det modsatte – endnu engang – ikke var gravide.
Jeg gik nedtrykt ind til nadvermødet, det var svært for mig at svare på den slags »indledende« spørgsmål. Under nadveren så jeg ud over forsamlingen efter andre unge par uden børn, som min mand og jeg kunne forholde os til. Vi kunne ikke se nogen.
Men det var Søndagsskolen, der blev en kniv i hjertet. Lektionen, der skulle have handlet om mødres guddommelige rolle, skiftede hurtigt spor og blev til et ventileringsmøde. Mit hjerte sank i livet, og tårerne trillede ned ad mine kinder, da jeg hørte kvinder klage over en velsignelse, jeg ville give alt for at få.
Jeg for ud af kirken. Til at begynde med ville jeg ikke tilbage. Jeg havde ikke lyst til at opleve den følelse af isolation igen. Men efter jeg havde talt med min mand den aften, vidste vi, at vi ville blive ved med at komme i kirken, ikke blot fordi Herren har bedt os om det, men også fordi vi begge vidste, at den glæde, der kommer af at forny sine pagter og føle Ånden i kirken, overgår den tristhed, jeg havde følt den dag.
Vi føler alle nogen gange, at vi ikke hører til
Denne oplevelse fandt sted for fire år siden. Tiden er gået. Og jeg har stadig ikke et barn i mine arme eller en blepose i hånden, men jeg ved mere end nogensinde tidligere, at jeg hører til i kirken.
Mens jeg bearbejdede min egen sorg, blev jeg mere opmærksom på andre omkring mig. Jeg kigger stadig ud over forsamlingen, men nu lægger jeg mærke til dem, der er kommet i kirke uden at føle, at de hører til. Og jeg har lært, at vi alle nogen gange føler, at vi ikke hører til.
I Kirken er der enker, enkemænd, fraskilte og enlige medlemmer; der er dem, hvor familien er faldet fra evangeliet; mennesker med kroniske sygdomme eller økonomiske problemer; medlemmer, der føler sig tiltrukket af andre af samme køn; medlemmer, der kæmper for at overvinde afhængighed eller tvivl; nyomvendte; nytilflyttede; folk, hvis børn har forladt reden, og sådan kunne man blive ved.
Hver især kan vi føle, at vores prøvelser eller omstændigheder gør, at vi ikke hører til eller passer ind, men sandheden er den, at vores unikke liv og individuelle udfordringer faktisk er det, der gør, at vi passer perfekt ind i Kristi Kirke.
Vi hører til hos vor Frelser
Formålet med at være medlem af Kirken er at følge ham. Vi hører til hos vor Frelser, og derfor hører vi til i hans kirke. Han har sagt: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile« (Matt 11:28).
Frelseren indbyder os til at komme til ham – uanset hvad vores situation er. Vi kommer i kirke for at forny vores pagter, øge vores tro, finde fred og gøre det, Frelseren gjorde med fuldkommenhed i sit liv – tjene andre, som ikke føler, de hører til.
Der kan være gange, hvor jeg er den eneste i Hjælpeforeningen, der ikke har børn. Der kan være gange, hvor folk stadig spørger, hvorfor vi ikke har børn. Det kan være svært, men ligesom så mange andre svære ting, er der flere af de glædelige.
At mærke Ånden i kirken og vise min kærlighed til min Frelser, vil altid overgå enhver følelse af at være alene. Jeg ved, at der er fred i Kristus. Jeg ved, at der er helbredelse ved at komme i kirke. Jeg ved, at vi er blevet velsignet ved at blive ved med at komme. Vores prøvelser adskiller sig måske fra de andres i kirken, men vores personlige erfaringer kan hjælpe med at blive mere empatiske over for andre, der måske ikke føler, at de passer ind. Og som resultat kan de erfaringer forene os.
Jeg ved, at jeg ved at bære mit vidnesbyrd og åbne mit hjerte, kan hjælpe andre til at forstå, at de – og hver og en - hører til i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.