Sådan overlever man søndagen, når man er introvert
Evangeliet er for alle, og vores individuelle egenskaber kan bringe os sammen.
Som teenager frygtede jeg kirke.
Jeg troede på, at evangeliet er sandt, og jeg vidste, at det var nødvendigt for mig at komme i kirke for at fortsætte med at vokse åndeligt. Men jeg følte mig ofte utilstrækkelig.
I mit hoved kunne jeg ikke leve op til alles forventninger om, hvordan et godt medlem af Kirken bør være (eller hvad jeg tænkte, alles forventninger var). Alle andre lod til at være sprudlende, udadvendte, veltalende og altid villig til at bære vidnesbyrd eller bede bøn. Men mig? Jeg var stille og urolig i sociale situationer. Så jeg følte ikke, at jeg som medlem af Kirken havde et lys, der kunne skinne.
Sandheden er, at der er mange medlemmer af Kirken, der er udadvendte og entusiastiske. Og selvom det er godt, følte jeg i lang tid, at min mere reserverede og stille personlighed ikke passede i »formen«. Men nu indser jeg, at det er så langt fra sandheden.
Anerkendelse af, at jeg kunne trives
Mens jeg gik på college, flyttede jeg ind i en ny lejlighed, og min roommate præsenterede mig for sine venner i menigheden. Jeg følte med det samme, at jeg hørte til hos dem på grund af deres kærlighed og den accept, de viste mig. Jeg følte, at de oprigtigt ønskede at lære mig at kende. Til min overraskelse følte jeg, at en stor del af min sociale angst blev mindre.
Det gik op for mig, at følelsen af at høre til ikke kom fra et nyt miljø, men fra et ændret perspektiv. Jeg lærte, at jeg ikke behøver at være udadvendt for at være Jesu Kristi discipel. Der er styrke i ro. Der er styrke i at lytte og tænke. Ved at anerkende mine styrker som mere end en introvert person og håndtere mine svagheder forbundet med social angst fandt jeg en middelvej, der hjalp mig til at overleve – og endda trives i evangeliet.
Vi har alle styrker og svagheder
Gud har givet os forskellige personligheder, styrker og svagheder af en årsag. En person, der er mere udadvendt, kan have det nemmere ved at deltage i klassen og skabe en følelse af samhørighed i en menighed. Og dem, der er mere reserverede, bærer stærke vidnesbyrd gennem deres handlinger og forpligtelse over for Jesus Kristus. De kan også være gode til at række ud til andre stille individer.
Hvis I er introverte, så vid, at der er en vigtig plads til jer i Kirken. Både de introverte og ekstroverte personligheder afspejler egenskaber hos Frelseren, som vi kan bruge til at opløfte hinanden i evangeliet.
Det handler ikke om jer
Et spørgsmål, jeg har stillet mig selv, var, hvorfor jeg overhovedet gik i kirke. Jeg gik for at nyde nadveren, for at lære mere om Jesus Kristus og være værdig til templet. Men skrifterne lærer os også, at »legemet [Kirken] har … brug for hvert eneste lem, så alle kan blive opbygget sammen« (L&P 84:110; se også Ef 4:12).
Selvom kirkemøder nærer vores eget vidnesbyrd, indså jeg, at kirke ikke alene handler om mig. Vi mindes individuelt Frelseren, når vi nyder nadveren, men vi bliver opbygget sammen, når vi er fælles om denne ordinance som menighed.
Jeg bekymrede mig for meget om, hvad andre tænkte om mig, og ikke nok om det princip, der bør lede os i alle vores tanker og handlinger: Kærlighed. Profeten Mormon skrev: »Jeg frygter ikke for, hvad mennesket kan gøre, for fuldkommen kærlighed driver al frygt ud« (Moro 8:16).
Den »fuldkomne kærlighed« kommer fra Gud. Hvis vi åbner os for at føle den kærlighed, vil vi være mindre frygtsomme omkring vores egne mangler, og hvad andre tænker om os, og vi vil være mindre bekymret over vores egne problemer og mere villige til at vise venlighed mod andre, der føler, at de ikke hører til.
Gør tingene en efter en
Vores pligt til at elske hinanden og dele evangeliet betyder, at vi må skabe gode forhold til andre.
Vi kan undgå at blive overvældet ved at fokusere mere på meningsfuldt samvær med en eller to personer på en gang. Selvom Jesus Kristus underviste og helbredte og tjente tusinder i sin jordiske tjenestegerning, fulgte han en fremgangsmåde med at betjene folk en efter en (se 3 Ne 11:15; 17:21).
Jeg indså, at jeg ikke behøver at være bedste ven med alle eller være den mest populære i menigheden. Det vigtigste er ikke mængden af mine sociale samspil, men kvaliteten af mine forhold. I stedet for at bekymre mig om alle på en gang, har jeg bare fokus på at få forbindelse med en person hver uge i kirke.
Kirken er stadig til tider en udfordring, men når jeg blidt har skubbet mig selv til at træde udenfor min komfortzone og overvinde min sociale angst, har jeg følt Frelserens kærlighed til mig og alle hans børn. Jeg er ved at finde min plads. Jeg ved, at jeg har modtaget nåde gennem Jesu Kristi forsoning til at arbejde på at overvinde mine svagheder og bruge mine styrker til at opbygge Guds rige.