Opbygger riget i Ny Kaledonien

Mindy Selu

Kirkens Tidsskrifter

Unge voksne i Ny Kaledonien og rundt om i hele verden giver agt på kaldet til at tjene og være ledere i Kirken.

»Muligheden for at tjene er en af de største velsignelser ved vores medlemskab af Kirken.«¹ Som ung voksen kan det at tjene i Kirken være en spændende mulighed for at udvikle sig, få ledelseserfaring og styrkelse af ens åndelige muskelmasse. Men med alle de andre ansvar, voksenlivet indebærer for de unge voksne, kan det at tjene sommetider være en udfordring – især i områder, hvor Kirken er ganske lille. Hvad gør man for eksempel, når man kaldes til være præsident for Unge Mænd i staven, og man prøver at forberede sig på at tage på mission, samtidig med at man går på universitetet og hjælper med at koordinere institut og man – ja, blot er 21?

I mange områder af Kirken er det ikke et ualmindeligt scenarie. I Ny Kaledonien, der er et lille oversøisk fransk territorium med omtrent 2400 medlemmer af Kirken, får de unge voksne ofte ret store ansvar i opbyggelsen af Herrens rige. Præsident Russell M. Nelson har engang sagt til de unge voksne: »I er de kommende ledere i Herrens kirke! Er I klar til at tage lederskabets tøjler?«² Af nødvendighed og den kærlighed, de har til Frelseren, er unge voksne rundt om i verden klar til at tjene og lede i Kirken.

Et liv i hans tjeneste

For mange unge voksne i Ny Kaledonien tjener deres mission som forberedelse til et liv i tjeneste i Kirken. Syoelanne (Syo) Ulivaka modtog et kald til at tjene som andenrådgiver i biskoprådet blot en uge efter, han var vendt hjem fra sin fuldtidsmission. »Jeg var kun lige blevet færdig med min mission,« siger Syo. »Jeg var træt, og jeg havde lovet mig selv, at nu skulle jeg hvile.« Men han accepterede kaldelsen. »Jeg indså, at det var det, Herren ønskede, at jeg gjorde. Jeg er i hans tjeneste – ikke blot i to år, men på livstid.«

Efter Syo tjente i biskoprådet, er han nu blevet gift, fået barn og er flyttet til en anden menighed. Men han fortsætter med at tjene og passe sine kaldelser i Kirken.

Ældste Earl C. Tingey, emeritus halvfjerdser og generalautoritet, har sagt til de unge voksne: »En kirkekaldelse er en af de mest vidunderlige velsignelser, I kan nyde i jeres stadie af livet. I har så meget at bidrage med i den menighed, hvor I bor. Jeres talenter og evner er nødvendige for, at Kirken kan vokse.«³ Syo er ikke den eneste unge voksne på øen, hvis evner har været i anvendelse for at fremme Kirkens vækst – andre unge voksne tjener på næsten alle områder på både menigheds- og stavsplan. Syo siger: »Vi prøver at tage det, vi lærte på vores missioner med tilbage for at styrke vores stav og vores menigheder.« Disse unge voksne ofrer meget for at styrke riget i deres hjemland, men som Syo bemærker, er »det mest vores tid, vi ofrer.«

Nogle unge voksne har to eller tre kaldelser. »Det kan være en velsignelse for dem, men det kan også være en byrde,« siger Syo, da mange kæmper med at finde balancen mellem livet som ung voksen og deres ansvar i Kirken. »Det er svært at gøre alt på samme tid.« Men Syo har fundet ud af, at sætter han Herren først, er resten let at opnå. Han siger: »Herren har hjulpet med alt andet – skole, finde en hustru – alt var i Herrens hånd.«

Kirkens fremtid

Profeterne og apostlene har stærke meninger om de unge voksnes evner og tjeneste i Kirken: »Vi har brug for hele jeres hjerte og sjæl. Vi har behov for levende, tænkende og lidenskabelige missionærer, som ved, hvordan man lytter til og reagerer på Helligåndens hvisken.«⁴

Unge voksne i Ny Kaledonien og rundt om i hele verden giver agt på dette profetiske kald. De ved, at de er Kirkens fremtid, og de vælger at tjene på alle de måder, de kan. De opmuntrer andre i deres kaldelser. De arbejder sammen med missionærerne. De fortæller deres venner om evangeliet og inviterer dem med i kirke. De giver de unge i deres menighed råd og motiverer dem til at tage på mission. De rejser langt for at komme i templet. De undervise ikke-medlemmerne i deres familie. Og alt dette er med til at opbygge riget.

Syo anerkender, at når det drejer sig om at tjene Herren, »er vi alle hans redskaber.« I disse tider med vækst i Kirken, kan Herren kalde de hellige i enhver alder, på ethvert sted, til at tage ansvar for opbygge og styrke hans rige på sig. Er vi rede til at svare på det kald?