Holder jeres fortid jer tilbage?
Frelseren har allerede betalt prisen. Tag ham i hånden og fortsæt fremad.
For lidt tid siden bad min biskop vores menighed om at tænke over nogle svagheder eller synd, som vi billedligt kunne lægge ved nadverbordet, så Jesus Kristus kunne fjerne dem. Der er synder, som jeg har slæbt på igennem mit liv som ung voksen, som jeg har prøvet at overvinde, men det har jeg ikke været i stand til gennem bøn eller min egen viljekraft. Til trods for, at jeg havde udviklet mig gennem årene, vidste jeg, at jeg var nødt til at overvinde dem for at kunne fortsætte fremad.
Søndagen efter, at biskoppen var kommet med sin opfordring, besluttede jeg, at jeg bare ville lægge en af mine synder ved nadverbordet, der er et fysisk symbol på Frelseren og hans sonoffer. Mens jeg forberedte mig på at tage nadveren, huskede jeg på, at klædet på bordet repræsenterer de klæder, han blev begravet i, og brødet og vandet er et billede på hans legeme og blod.
I oprigtighed og hjertets rene hensigt fornyede jeg mine dåbspagter og med en bøn i hjertet, bad jeg min himmelske Fader om hjælp og forpligtede mig til at lægge denne synd bag mig. Så skete der noget helt uventet, mit ønske om at synde forsvandt helt. Jeg prøvede dette nogle få gange mere, og det samme skete med andre synder. Var det for godt til at være sandt?
Underordner min vilje hans
I ugen efter vidste jeg, hvilken synd jeg gerne ville efterlade ved nadverbordet, men jeg følte mig ikke helt klar til at opgive den. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at mit hjerte ikke var, hvor det skulle være. Jeg var ikke oprigtig nok til at forpligte mig til forandring. Men jeg indså, hvor meget den synd sårede vor himmelske Fader. Jeg vidste, at jeg måtte underordne min vilje hans og centrere mit liv om ham for at blive fri. Så jeg gjorde mit bedste for at få det til at ske.
Jeg undgik enhver fristelse, der kunne føre til den synd. Jeg ændrede måden, jeg læste mine skrifter på hver dag og grundede virkelig over dem og anvendte dem i mit liv. Jeg fokuserede på at være oprigtig i min forpligtelse til at ændre mig, og hver dag forsøgte jeg at sætte Herrens vilje over min egen. Jeg satte ham først, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne lægge den synd bag mig uden kraften i Frelserens forsoning. Ved at blive ved med at sætte ham først, blev jeg i stand til at opgive denne synd ved nadverbordet. Jeg var endelig fri for noget, der havde holdt mig tilbage i så mange år.
I den proces kom jeg vor himmelske Fader og min Frelser nærmere. Jeg forestillede mig, at de havde set på mig igennem alle de år med tålmodighed og kærlighed – og de vidste, at jeg med tiden ville opgive de synder, der havde hæmmet min fremgang åndeligt. Og da jeg var rede til at opgive dem, ville Jesus Kristus være der for at løfte mig – tage mig ved hånden og give mig tilgivelse og styrke. Han havde allerede igennem sit sonoffer banet en vej for, hvordan jeg kunne blive fri for mine synder. Han betalte prisen for mine svagheder, fejltrin og synder. Jeg måtte bare stole på ham.
I kan komme videre
I den periode læste jeg nogle ord af ældste Richard G. Scott (1928-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum, der gav mig det lille skub, jeg havde brug: »Hvis dit liv er blevet afsporet, og du føler dig utilpas og uværdig … så frygt ikke. Det ved han allerede. Han venter på, at du knæler ned i ydmyghed og tager de første små skridt. Bed om styrke … Bed om at Frelserens kærlighed vil skylle ind i dit hjerte.«1
Da vi sang »O, se hvilken kærlighed« (min yndlingssalme) ugen efter, lød hvert et ord sandt, jeg var virkelig forbløffet over, at det, jeg havde kæmpet med i mere end ti år, var blevet taget fra mig. I ærefrygt over kraften i Frelserens forsoning kunne jeg komme videre. Han kan hele alle synder og sørge for, at der ikke er spor af dem. Jeg behøvede ikke at blive holdt tilbage af min fortid.
Jeg har stadig så meget at lære og overvinde, men mit liv er på ret kurs. Jeg føler mere glæde og fred. Jeg udtrykker mere taknemmelighed. Jeg er kommet tættere på vor himmelske Fader og Frelseren, og mit vidnesbyrd er blevet styrket. For hver dag jeg vælger at prøve igen, kommer jeg et skridt nærmere på dem og det menneske, de ved, jeg kan blive.