»Lad Herren vejlede jer i jeres liv«, Liahona, sep. 2022.
Unge voksne
Lad Herren vejlede jer i jeres liv
Jeg kunne ikke altid se, hvordan tingene ville falde på plads, men når jeg handlede i tro, velsignede Herren mig.
Religion var ikke populært i mit barndomshjem – selvom mine forældre havde været meget religiøse det meste af deres liv, førte min fars diagnose med uhelbredelig sygdom blandt andet til, at de opgav den religion, de var opvokset i. Jeg var fire, da han døde af kræft og var også den yngste af 13 børn, og min mor, der nu var enke, kunne bare ikke tro, at Gud ville lade sådan noget ske for vores familie.
Men da jeg var 14 år gammel, følte jeg, at der manglede noget i mit liv. Jeg spekulerede på, om der var et højere formål med det, som jeg ikke var klar over. Jeg følte som Joseph Smith, at »mit sind [blev] vakt til alvorlige overvejelser og stor uro« (JS-H 1:8). Selvom jeg på det tidspunkt aldrig havde hørt om Joseph Smith, begyndte jeg på en søgen meget lig hans, da jeg tog til mange kirker i håb om, at jeg ville finde sandhed.
Og det gjorde jeg en dag, da jeg så to unge mænd i jakkesæt besøge min nabos hjem. Jeg var nysgerrig og spurgte dem, om jeg måtte komme til deres aftale. Da jeg havde fået min mors tilladelse, begyndte jeg at deltage i missionærlektionerne og sluttede mig til sidst til Kirken.
At slutte mig til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige hjalp mig til at finde mit formål, især i mine år som ung voksen, hvor jeg skulle træffe mange beslutninger, som folk omkring mig ikke var enige i. Men selvom jeg havde et formål og vejledning, var jeg ikke altid sikker på, hvordan tingene ville udarte sig.
Men i takt med, at jeg oplevede ukendte ting og usikkerhed og mange forandringer, var vor himmelske Faders vejledning konstant, når jeg vendte mig til ham. Jeg lærte, hvordan jeg kunne stole på ham og på min tro, som hjalp mig til at bevæge mig fremad og fortsætte med at finde formål med tilværelsen.
Fremad mod en mission
Da de fleste af mine jævnaldrende forberedte sig på at gå på universitetet, prøvede jeg at finde ud af, hvordan jeg kunne tage på mission. I Chile skal alle tage en prøve, før de tager på universitetet. Den blev kun udbudt en gang om året, så hvis jeg tog på mission, ville jeg ikke alene udskyde min uddannelse i to år, men jeg ville også være nødt til efterfølgende at vente et år mere på at starte på universitetet.
Min familie, især min mor, var imod, at jeg tog på mission. Det var meget vigtigt for hende, at jeg fik en universitetsuddannelse. Men jeg troede på, at Herren ville hjælpe mig med at gøre det, der var nødvendigt, så jeg begyndte bønsomt at forberede mig alligevel.
Da min biskop kom hjem til mig med mine udfyldte missionspapirer og bad om min mors underskrift, blev hun overrasket; Jeg havde ikke fortalt hende, at jeg var gået videre med processen. Det krævede en del overtalelse, men Herren blødgjorde hendes hjerte og hjalp hende til at forstå, at jeg ønskede at tjene.
Evangeliet gav mig vished om, at jeg gjorde det rette, men det var kun ved at gå fremad i tro, trin for trin – selv med alle mine spørgsmål og min usikkerhed – at jeg blev ved med at udvikle mig.
Åbenbaring efter åbenbaring
Da jeg vendte hjem fra min mission, vendte jeg også hjem til usikkerhed. Da jeg søgte vejledning fra vor himmelske Fader gennem bøn og faste, modtog jeg åbenbaring om, at jeg var nødt til at flytte til USA og gå på Brigham Young University, hvilket virkede som en næsten umulig opgave.
Jeg gjorde mit bedste og tog de næste bedste skridt. Sommetider følte jeg, at jeg ikke kom nogen vegne – jeg arbejdede så hårdt, jeg kunne, men jeg vidste ikke med sikkerhed, om min indsats ville hjælpe mig til at nå mine mål. Men mit primære mål var at gøre det, Herren ønskede, at jeg skulle gøre, og det mål var dyrebart for mig.
Da jeg gjorde mig de anstrengelser, følte jeg mig en dag inspireret til at række ud til min gode ven, der var fra USA og boede i min hjemby. Jeg vidste ikke, hvordan tingene ville ende på det tidspunkt – jeg rakte blot ud, fordi Ånden havde vejledt mig til det – men min ven og hans far endte med at være afgørende for at hjælpe mig til at vide, hvad jeg skulle gøre for at søge om og få det visum, jeg skulle bruge for at studere på BYU. Med deres hjælp og med store ofre, som min mor ydede for at betale for min rejse, kom jeg derhen. Det var et mirakel.
Mit liv blev ved med at udvikle sig på samme måde. Jeg gjorde mit bedste og fik så inspiration, en ting ad gangen, til hvad jeg så skulle gøre. På den måde fik jeg et job på missionærskolen, fandt måder at betale for min uddannelse på, besluttede mig for en studieretning, og med tiden dimitterede jeg fra universitetet og blev gift.
De svar, jeg modtog, kom ikke altid med det samme, og jeg fik aldrig en fuldkomment detaljeret plan, men jeg fik vished om, at Herren var tilfreds med den retning, jeg var på vej i.
Når åbenbaring ikke giver mening
Nogle få år senere lærte jeg, hvor vigtige ofre er for at efterleve evangeliet. Hvis vi ønsker, at Herren viser os et formål og vejleder os, må vi være villige til at tage imod den vejledning.
Efter min uddannelse gik tingene ikke som planlagt med det firma, jeg arbejdede for, så min hustru og jeg havde to valgmuligheder: At blive i USA eller vende tilbage til Chile. Vi følte begge to tydeligt, at vi var nødt til at vende tilbage til Chile. Det kan virke normalt at ønske at vende hjem, men det var en meget vanskelig tid. Der var ikke mange job i Chile. Jeg havde svært ved at sælge vores hjem. Økonomisk og logistisk set var det ikke det mest oplagte at gøre; selv vores familier mente, at det var uklogt.
Hvad gør man, når åbenbaring kommer i konflikt med sund fornuft? Selvom det var svært, vidste min hustru og jeg, hvad vi skulle gøre. Vi mindede os selv om, at evangeliet havde hjulpet os indtil nu. Uden Herren ville jeg ikke have fået den inspiration, der hjalp mig til at tage på mission, få min uddannelse og møde min hustru. Vi måtte bare stole på, at uanset hvad årsagen var, så var der brug for os i Chile.
Vi overlod vores hus til vores biskop, så det kunne lejes ud, indtil han kunne sælge det, og vi flyttede væk. Det var svært, men vi oplevede så mange velsignelser og mirakler, da vi gav agt på Herrens kald. Herren ved, hvor der er brug for os, og hvor vi bedst kan tjene ham, og han velsigner os for vores lydighed.
Find løsninger med Herren
Jeg håber, at unge voksne i dag vil følge Jereds brors eksempel. Selvom jereditterne vidste, at de skulle rejse til det forjættede land, var de ikke helt sikre på, hvordan de skulle komme derhen. Da Jereds bror »påkaldte Herrens navn« (Eter 2:15), gav han ham nogle løsninger. Herren fortalte ham, at han skulle bygge fartøjer og vejledte ham i, hvordan han kunne sørge for luft til dem i fartøjerne.
Men så stillede Herren Jereds bror dette spørgsmål: »Hvad vil I, at jeg skal gøre, for at I kan have lys i jeres fartøjer?« (Eter 2:23). I stedet for at fortælle Jereds bror præcis, hvad han skulle gøre, bad Herren ham om at gå hen og finde sin egen løsning.
Det er sådan, det har virket i mit liv. Sommetider giver Herren mig klare instruktioner. Andre gange venter han på, at jeg kommer til ham med mine egne ideer. I begge tilfælde er det dog afgørende, at jeg involverer ham i processen. Faste, bøn og rådførelse med Herren er nødvendige trin for alle, der prøver at træffe beslutninger om deres liv.
Til alle unge voksne, der søger et formål med livet, giver jeg dette råd: Vend jer til Herren for at få personlig åbenbaring. Vend ofte tilbage til jeres patriarkalske velsignelse. Og vær villige til at ofre de mindre vigtige ting i jeres liv, hvis Herren fortæller jer, at han har et større formål med jer.
Jeg elsker Herren. Evangeliet betyder alt for mig. Jeg ved, at Herren ser jeres potentiale og ønsker at hjælpe jer til at opnå det guddommelige formål med jeres liv.