2023
Navigation i et forholds vanskelige sider
Januar 2023


»Navigation i et forholds vanskelige sider«, Liahona, jan. 2023.

Navigation i et forholds vanskelige sider

Familiemæssige prøvelser kan overvindes, hvis vi er villige til at søge Herrens hjælp til at ændre og forbedre os.

kvinde og mand, der står over for hinanden på en bro, der er gået i stykker

Illustrationer: Ale+Ale

At navigere igennem familieforholdenes udfordringer kan prøve os følelsesmæssigt til vores yderste grænser. Som terapeut så jeg mange hjerteskærende situationer. Men jeg var også vidne til velsignelser hos dem, der mødte deres prøvelser i familien ved at søge Herrens hjælp til at forbedre deres kommunikation, øge deres kærlighed og forståelse og arbejde sammen om at foretage vigtige ændringer. Med Herrens hjælp fandt de styrke til at vokse gennem deres problemer.

Kristuslignende kommunikation kan bringe kærlighed og forståelse

Tom og Joan (navnene er blevet ændret) havde begge mistet deres ægtefælle. Toms hustru var død af kræft, og Joans mand havde på grund af afhængighed kastet sig ind i andre relationer. Tom og Joan mødtes til en singlekonference og så frem til deres ægteskab.

De havde begge børn på 15 år og derunder. Deres familie havde været på adskillige udflugter sammen, og både Tom og Joan kunne se potentielle problemer ved at blande familierne sammen. De kom for at få rådgivning og nogle forslag til, hvordan de kunne kommunikere på sunde måder for at navigere i dette nye kapitel af deres liv.

Jeg foreslog, at de gennemgik budskabet om familieråd af præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum. »Børn har desperat brug for, at deres forældre villigt lytter til dem,« sagde han, »og familierådet kan udgøre en tid, hvor alle i familien kan lære at forstå og elske hinanden.«1

Til deres familieråd besluttede de sig for følgende dagsorden:

  1. Definer problemet.

  2. Brainstorm efter løsninger.

  3. Vælg en plan.

  4. Omsæt den til praksis.

  5. Evaluer planens succes ugen efter og juster planen, hvis det er nødvendigt.

Udover at sidde i råd sammen som familie lærte Tom og Joan, at når der er stor stress i forholdet, kan der også være behov for at lære, hvordan man forbedrer kommunikation på tomandshånd.

Tom og Joan lærte flere teknikker, der hjalp dem til at forbedre deres kommunikation og forhold til deres børn.

  • Forældrene stod sammen for at finde løsninger på problemer med børnene.

  • Hvis et barn havde svært ved at udføre sine daglige opgaver, tog en af forældrene sig tid til at drøfte dagen med dem, mens de arbejdede på at udføre opgaverne.

  • De brugte hver uge tid på at styrke deres forhold til alle børnene.

  • De fastsatte på forhånd, at de ville tage en timeout, så snart den »følelsesmæssige« hjerne (råben) tog over fra den »rationelle«, løsningsorienterede hjerne (samtale).

  • Når som helst der var en magtkamp mellem forælder og barn, trak forælderen sig tilbage, ud fra et skøn, og kom senere tilbage for at brainstorme en ny løsning.

Idet familien gjorde deres bedste for at håndtere udfordrende forhold på trofaste, sunde måder – kommunikere om deres udfordringer og sammen arbejde sig igennem dem – bemærkede Tom og Joan en vigtig udvikling i deres børn såvel som i dem selv.

Forståelse og kærlighed bringer os tættere sammen

Når børn skal til at blive voksne, træffer de ikke altid de valg, vi ville ønske, at de ville. Hvordan håndterer vi sådanne situationer? Hvordan kan vi bevare eller endda styrke vores forhold, så vi fortsat kan have en støttende og retskaffen indflydelse i deres liv?

Tina og Bent kom ind på mit kontor kort tid efter, at Tina og deres søn, Søren, havde haft et skænderi på telefonen. Søren havde været væk hjemmefra i tre år på grund af uddannelse. Han havde haft en alvorlig sygdom og behandlingen var endnu ikke afsluttet. På grund af sin sygdom havde han ikke været på mission. Tina og Bent vidste ikke, hvor stærkt hans vidnesbyrd var, eller om han gik i kirke. De var bekymrede for, om Joan, Sørens nye kæreste, var den slags indflydelse, de ønskede i Sørens liv. Begge forældre var fortvivlede over hans livsvalg.

Da vi talte om, hvad de kunne gøre, drøftede vi lignelsen om det vildfarne får. Hyrden lyttede sikkert efter lammets brægen, før han fandt det, drog omsorg for det og bragte det tilbage til folden (se Luk 15:6). Tina og Bent erkendte, at de ikke kunne ændre Søren, men de besluttede sig for at lytte til ham, elske ham og invitere ham hjem. De kunne ikke vælge hans hustru eller hans livsstil for ham, men de kunne minde ham om deres families kærlighed til ham og evangeliet.

Tina ringede til Søren og undskyldte for skænderiet. Hun lyttede, da han fortalte hende, at han var flov over, at han ikke havde været på mission. Han spekulerede på, hvordan han kunne date en pige fra kirken. De inviterede Søren og Joan hjem i skoleferien.

Søren og Joan kom. Sørens søstre omsluttede parret med kærlig omsorg. Begge forældre elskede at have Søren hjemme igen og fortalte ham det. Tina og Bent var oftere i forbindelse med Søren. Tina sendte en sms flere gange om ugen. Familien holdt et videomøde hver søndag. Sørens far brugte tid på at spille golf og fiske sammen med ham. Det gik langsomt, men Søren blev genforenet med familien. Til sidst besluttede Søren, at den vej, Joan havde valgt, ikke var den rigtige for ham. Han giftede sig senere med en vidunderlig kvinde, som han døbte.

Tina og Bent fandt deres vildfarne lam ved at lytte, elske og invitere ham tilbage i folden.

en kvinde og en mand reparerer en bro sammen

At arbejde på forandring sammen kan styrke forhold og fremme udvikling

Marie og hendes mand, David, havde været gift i mange år og var respekterede medlemmer i deres lokalsamfund. Men en dag opdagede Marie, uden Davids vidende, at han var blevet involveret i et forhold til en anden kvinde.

Marie kom ind på mit kontor og følte en blanding af vrede, sorg og bedrøvelse. Idet hun hulkede sig igennem sin historie, vidste hun, at hun var nødt til at fortælle David, hvordan hun havde det, men ikke på en vred måde, for at Ånden kunne være hos dem.

Efter bønsom forberedelse fortalte hun David, at hun elskede ham, men at hun var knust over at høre om hans forhold til en anden kvinde. De mødtes med biskoppen og overvejede, hvad der skulle ske med deres ægteskab. David ønskede ikke at miste sin hustru eller sin familie. Med biskoppens hjælp begyndte han på en omvendelsesproces.

Marie vidste, at der var ting, som de hver især måtte gøre for at finde heling individuelt og som par. Marie bad David om at bo hos sine forældre et stykke tid, mens hun afklarede sine følelser. Hun tilbragte tid i templet og bad Herren om hjælp. Hun fortsatte med at gå i terapi, styrkede sine kommunikationsevner og lærte at sætte passende grænser.

Sammen gjorde Marie og David dette:

  • Læste skrifterne hver aften.

  • Bad.

  • Fortalte hver dag om ting, der var sket.

  • Havde en date-aften en gang om ugen.

De kommunikerede mere åbent. Marie fortalte, hvad hun tænkte, og David lyttede. De begyndte at tale med hinanden, ligesom de gjorde, da de blev gift.

Marie fortalte, at det ikke kun var David, der havde ændret sig. Det havde hun også. Hun følte sig stærkere og mere selvsikker. David fortsatte sin omvendelse og kom hjem.

At inkludere Herren i deres dagligdag bragte større tillid og kærlighed til deres forhold. Begge følte, at indsatsen for at overvinde denne udfordring med Herrens hjælp havde styrket dem.

Kristi ord vil vejlede os

Må vi alle huske at sidde i råd med Herren, når vi drøfter vanskelige familieforhold. Sommetider fortælle han os, hvad vi bør gøre. Og vi vælger selv. »Det er ikke passende, at jeg giver befaling i alt« (L&P 58:26). Men der er tidspunkter, hvor vi bør overgive os til Herren. Hvis vi bevarer et evigt perspektiv, vil evighedens rigdomme blive vores, og »så skal alting virke sammen til gavn for [os]« (L&P 90:24).

Note

  1. Præsident M. Russell Ballard, »Familieråd«, Liahona, maj 2016, s. 65.