2023
Lad Sønnens lys skinne gennem os
Januar 2023


Kun digitalt

Lad Sønnens lys skinne gennem os

Når vi stræber efter at modtage og dele Kristi lys, kan vi finde større glæde i vores liv.

lys skinner gennem hængende krystaller

En tidlig mandag morgen samledes en gruppe frivillige for at hjælpe med at gøre rent i templet i Mount Timpanogos i Utah. Der blev givet opgaver, og da flere frivillige og jeg fulgte vores tildelte tilsynsførende, indså vi hurtigt, at hun førte os til det celestiale værelse.

Da vi kom ind i lokalet, lagde vi straks mærke til, at den enorme lysekrone med flere lag, der normalt hang højt over hovedet, var blevet sænket ned nær gulvet. Det var vores ansvar at rengøre den. Det var ikke nogen lille opgave, da lysekronen bestod af tusinder af individuelle krystaller! Hver person fik et par hvide handsker, og vi blev vist, hvordan man fjerner støvet ved forsigtigt at gnubbe hver krystal én efter én med vores handsker på. Den intensive proces var meget krævende, men vi gik begejstret i gang.

Adskillige timer senere strålede den nyligt rengjorte lysekrone! Da vi havde beundret dens skønhed, begyndte vi at rengøre de mindre lysekroner i det celestiale værelse.

Pludselig skete der noget forbløffende! Morgensolen stod op over den østlige bjergtop, og dens klare stråler skinnede direkte ind gennem det store runde vindue i det celestiale værelse i den perfekte vinkel for at oplyse den storslåede lysekrone. Hver skinnende krystal fangede sollyset og utallige prismer af lys blev spontant spredt overalt! Strålende regnbuer strømmede hen over gulvet, loftet, møblerne, væggene og menneskerne, og nogle stråler dansede endda i luften! Vi fangede regnbuer i vores hænder! Det var spektakulært!

Jeg har ofte tænkt over det uforglemmelige øjeblik og har fået en tydeligere forståelse af, at lyset gør hele forskellen! Ligesom krystallerne forstørres Sønnen lys, når vi modtager det og reflekterer det udad. De glædelige virkninger er forbløffende!

Under sin jordiske tjenestegerning og igen efter sin opstandelse erklærede Frelseren, at han er verdens lys (se Joh 8:12; 3 Ne 15:9; 3 Ne 18:24). Han opfordrede også sine disciple til at lade deres »lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene« (Matt 5:16; se også 3 Ne 12:16).

Som Jesu Kristi disciple kan vi hver især spørge os selv: »Hvordan kan jeg være mere bevidst om at lade Sønnens lys skinne gennem mig?«

Vi kan overveje at begynde at besvare dette spørgsmål ved at blive mere taknemmelige over de mange måder, hvorpå Jesus Kristus har delt sit lys med os. Se jer omkring! Hans lys er overalt! Vi ser det i en strålende regndråbes skønhed og i miraklet ved en gylden solopgang. Vi mærker det i svære tider, når vi anerkender hans barmhjertige hånd, der gør os i stand til at bære vores byrder og hæve os over smerten og frygtens mørke. Vi tager det til os, når vi indser, at hvert åndedrag og hver dag på jorden er en mulighed for at blive mere som ham:

»Verdens lys og liv; et lys, som skinner i mørket, og mørket begriber det ikke –

der elskede verden så meget, at han gav sit eget liv, for at så mange, som ville tro, kunne blive Guds sønner« (L&P 34:2-3).

Når vi »daglig[t] … leve[r] i taksigelse« (Alma 34:38) for det lys, vi har modtaget, vil vores ønske om at dele hans lys med andre øges.

Idet vores ønske om at modtage og dele lyset vokser, kan vi bede vor himmelske Fader om at hjælpe os til at handle på små og meningsfulde måder, så hans Søns lys kan skinne gennem os. Måske tilskynder Ånden os til at tilbyde et oprigtigt smil, der oplyser nogens dag, bede for en fremmed i nød, være venlig i vores tanker om en nabo eller lytte opmærksomt til et barn. Når vi giver agt på de tilskyndelser, der er sendt særligt til os, vil mere personlig åbenbaring følge. Vi kan blive inspireret til at vælge at være glade; sende en besked for at opløfte en ven; sige »Jeg elsker dig« til en i familien; virkelig tilgive; eller bede om tilgivelse for en tankeløs handling. Uanset hvilke unikke måder vi bliver ledt til at reflektere Sønnens lys på, vil vores venlige og kærlige handlinger bringe os og andre stor glæde – og med Herrens hjælp vil de samlede virkninger være forbløffende!

Jeg er kommet til en tydeligere forståelse af, at lyset gør hele forskellen. Jeg har fået en større indsigt i denne dybe sandhed: »Det, der er af Gud, er lys; og den, der modtager lyset og forbliver i Gud, modtager mere lys; og det lys vokser sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag« (L&P 50:24).

Med ydmyg taknemmelighed takker jeg Faderen for hans elskede Søn og for at lade os hjælpe ham med at oplyse verden!