2023
Lærte at tro på at Frelseren kunne helbrede mig
maj 2023


Lærte at tro på at Frelseren kunne helbrede mig

Jeg vidste, at Jesus Kristus kunne helbrede alt og alle, men det var mere udfordrende end forventet at trække på hans helbredende kraft i det øjeblik, jeg havde brug for den.

en kvinde samler sig med puslespilsbrikker

Under en bestemt del af min mission kæmpede jeg med et problem, som jeg ikke troede, der var nogen løsning på. Jeg havde fået nok og var frustreret og fortalte en nær ven om situationen. Efter at have ladet mig tale ud svarede denne ven – som altid var inspireret – meget enkelt: »Har du prøvet at bede om det?«

Svaret var på en måde ja. Ja, jeg havde prøvet at bede om det før. Men ikke helhjertet. Jeg havde ikke bedt med tro på, at Frelseren kunne hele alle sår. Det var en sandhed, jeg troede på for andre, men ikke for mig selv.

Som missionær underviste jeg regelmæssigt folk om, at de kunne finde helbredelse i Kristus. Men uanset hvor hårdt jeg prøvede at overbevise mig selv om, at hans helbredende kraft også gjaldt for mig, så troede jeg det aldrig helt.

En dag blev jeg overvældet af de kampe, jeg stod over for. De ting, jeg typisk fandt trøst i, virkede tilsyneladende ikke. Jeg havde brug for noget mere – jeg havde brug for en Frelser, der kunne hele alle sår. Jeg bad mere inderligt, end jeg nogensinde havde gjort før, og for første gang bad jeg Gud om at hjælpe mig til at tro på den helbredende kraft, der kommer gennem Jesu Kristi forsoning.

Da jeg studerede Frelserens forsoning og gjorde alt, hvad der stod i min magt for at tro, begyndte min tankegang at ændre sig. Jeg blev »fyldt med glæde, fred og trøst«,1 og jeg lærte personligt, at »alt, hvad der er urimeligt ved livet, kan blive gjort godt igen ved Jesu Kristi forsoning.«2

Kom min helbredelse gennem et fysisk mirakel ligesom dem, vi hører om i Det Nye Testamente? Var der ufattelige mirakler som vand, der blev forvandlet til vin eller en mand oprejst fra de døde?

Nej.

Men den helbredende kraft, jeg så i mit liv, kom gennem den daglige trøst og fred, jeg modtog. Den kom igennem den uforklarlige optimisme, jeg følte dybt i min sjæl. De ting gav mig den styrke, jeg havde brug for til at klare mig en dag mere, en uge mere og en måned mere, alt sammen med et smil på læben.

Helt ærligt så genkendte jeg ikke Frelserens helbredende kraft i mit liv, før der var gået noget tid, og min prøvelse føltes meget lettere at bære. Da jeg tænkte over, hvordan jeg havde haft det flere måneder tidligere, inden jeg havde søgt Frelserens hjælp, indså jeg, at jeg havde oplevet et mirakel. Jeg kunne tydeligt se, at der ikke var nogen måde, hvorpå jeg kunne have overvundet de trængsler, jeg oplevede, uden at en kærlig Frelser rakte sine barmhjertige og helbredende arme ud mod mig.

Jeg tror, at sandheden er, at Kristi helbredende kraft ofte vises igennem de små mirakler, der sker hver dag, og den sandhed havde jeg bare ikke fattet. Ja, vi hører om store, håndgribelige mirakler i Bibelen og Mormons Bog, men jeg kan godt lide at tænke på, at nogle af de mest betydningsfulde mirakler, der skete, da Kristus var på denne jord, sikkert blev vist gennem de enkle, uskrevne venlige gerninger, som jeg er sikker på, at han gjorde dagligt.

Uanset om det var gennem en samtale, han havde med en person, der gik forbi på gaden, der efterlod dem med en følelse af håb eller bare gennem et enkelt smil, som han tilbød en udstødt, er jeg sikker på, at han, ligesom med mig, ofte helbredte disse mennesker på både små og store måder.

Kristus kan hele alle sår. Han rakte mig sin helbredende hånd på måder, som jeg næsten overså og ikke gav ham æren for. Og jeg tror, at han kan gøre det samme for os alle. Som søster Amy A. Wright, førsterådgiver i Primarys hovedpræsidentskab, har sagt: »Vi har alle noget i vores liv, der er ødelagt, og som må repareres, ordnes eller heles. Når vi vender os til Frelseren, når vi retter vores hjerter og tanker ind efter ham, når vi omvender os, kommer han til os ›med helbredelse i sine vinger‹ (2 Ne 25:13).«3

Hvis I ikke tror på, at Jesus Kristus kan helbrede jer, opfordrer jeg jer til at bede om tro til at kunne tro det. Bed om at få jeres øjne åbnet for at se de små mirakler, der sker på grund af ham dagligt. Søg ham. Jeg lover, at der ikke er nogen hjertesorg, der er for dyb eller nogen udfordring, der er for stor til, at han kan hele den – til hans egen tid og på hans egen måde. Ingen er udelukket fra Frelserens kærlighed, og den omfatter også jer. Hvis I lader ham gøre det, vil han hele jeres sår på sin fuldkomne måde. Det har han gjort for mig.

Noter

  1. Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering, 2007, s. 52.

  2. Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering, 2007, s. 52.

  3. Amy A. Wright, »Kristus helbreder det, der er knust«, Liahona, maj 2022, s. 84.