Unge voksne

Bevar styrken, når en af vores kære forlader Kirken

Frederik Hegner Odgaard

Jeg blev chokeret, da min bror besluttede sig for at forlade Kirken. Men jeg fandt måder at bevare vores relation på og samtidig opretholde mit eget vidnesbyrds styrke.

Billede

two boys sitting on a bail of hay together

Jeg havde ikke været hjemme fra min mission længe, da mine forældre fortalte mig, at min 19-årige bror ikke ønskede at komme i kirke længere. Jeg blev chokeret – jeg havde aldrig troet, at min bror ville forlade Kirken.

Jeg husker, at jeg sendte ham e-mails om evangeliske emner, mens jeg var på mission, og spurgte ham, om han ønskede at tage på mission. Han var aldrig sikker, og når jeg ser tilbage på disse e-mails, så går det op for mig, at der var tegn på hans usikkerhed om evangeliet.

Jeg begyndte at tænke over, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg satte spørgsmålstegn ved, hvorfor det skete på netop det tidspunkt. Jeg var tydeligt påvirket, fordi jeg virkelig ønskede, at han for sin egen skyld fik et vidnesbyrd. Men jeg indså også, at det måske var mig selv, jeg ønskede det for. Jeg ønskede, at han skulle gå i kirke med mig og også tage på mission, så vi kunne tale om vores oplevelser sammen. Så det var udfordrende for mig, da han ikke ønskede noget af det.

Jeg havde lige tilbragt to år på mission med at tale med folk om religion og overbevisninger. Så jeg kunne ikke forstå, hvorfor det var så meget sværere at tale med min egen bror om de ting, men det var det. Det udfordrede min tro på en ny måde. På min mission var udfordringen at arbejde hårdt, at nyde hver dag og at bevare troen på, at alt nok skal ende godt. Men med min bror var det en helt anden følelse.

Min mission havde lært mig at stille inspirerede spørgsmål og bede om forståelse. Men jeg havde ikke kendt de folk, som jeg havde undervist på min mission, i forvejen. Min eneste relation til dem var at undervise og hjælpe dem med at komme tættere på Kristus. Jeg havde kendt min bror hele hans liv, og jeg havde aldrig haft en relation, hvor jeg skulle prøve at få ham tættere på Kristus.

Jeg husker en samtale, vi havde en dag, hvor jeg spurgte ham om Kirken. Han sagde, at han manglede vidnesbyrd om nogle af lærdommene. Hvis det havde været en person, jeg havde mødt på min mission, ville mit svar have afspejlet respekt for og accept af, at han eller hun ganske enkelt ikke var klar lige der, og at nogle andre missionærer måske kunne undervise vedkommende senere. Men på grund af min kærlighed til min bror, var det sværere at vise samme grad af forståelse. Jeg ønskede bare, at han skulle vide, hvad jeg vidste. Og jeg ønskede, at han skulle mærke samme Ånd og kærlighed fra Gud, som jeg følte. Det var svært for mig at acceptere, at han ikke valgte evangeliet.

Det tog mig nogen tid at vænne mig til situationen, men nu her næsten to år efter jeg vendte hjem fra min mission, er min relation til min bror stadig god. Vi taler ikke meget om evangeliet, men vi taler om andre ting. Jeg ønsker stadig, at vi kunne have evangeliet til fælles, men vi har mange andre ting sammen. Vi omgås stadig hinanden og gør ting sammen, og jeg elsker ham for den, han er, fordi han er en virkelig god fyr.

Billede

two friends talking by a river

Ting, jeg har lært

I denne periode har jeg lært noget, som kan være en hjælp, hvis I kæmper med, at en af jeres nære forlader Kirken. Det kan måske ikke blot hjælpe jer med at bevare en god relation til vedkommende, men også med at bevare styrken i jeres eget vidnesbyrd i en tid, der kan være åndeligt udfordrende.

Husk på, at alle har deres handlefrihed, og at det ikke er jeres skyld, hvis nogen forlader Kirken.
Styrk jeres forhold til dem. Vis dem altid kærlighed. Prøv at undgå, at deres relation til Kirken påvirker jeres relation.
Tilbring tid sammen med at gøre ting, som I begge holder af.
Selv om I ikke kan træffe valg for andre, så kan I være en rollemodel og yde dem støtte.
Bed om situationen. Vor himmelske Fader kender sine børn, så I kan være forvisset om, at han ved, hvordan han bedst kan hjælpe jer med at komme igennem den.
Gransk skrifterne. Eksempler fra skrifterne hjælper mig rigtig meget, og jeg har indset, at min situation er ganske normal. Selv i skrifterne oplevede mange familier, at en eller flere personer ikke var troende eller at de endda var imod Kirken, men deres familier viste dem alligevel kærlighed.
Tal åbent om, hvordan I har det, med familiemedlemmer, som er aktive i evangeliet. De har måske lignende tanker, og de har måske også brug for at tale med nogen om dem. Hjælp hinanden.
Og til sidst: Fornægt ikke jeres egen åndelighed.

Bevar jeres vidnesbyrds styrke

Når folk tæt på jer forlader Kirken, kan det udfordre jeres egen tro. Særligt hvis den person er en, I har set op til i forhold til evangeliet. I vil måske begynde at stille spørgsmål ved bestemte aspekter af jeres eget vidnesbyrd. Jeg ved, at jeg kæmpede lidt med visse spørgsmål, da min bror forlod Kirken. Men det er grunden til, at det er så vigtigt at passe på sig selv og sit vidnesbyrd. Hvis I styrker og bevarer jeres eget vidnesbyrd, behøver I ikke frygte for de valg, som andre tager.

Husk, at vi alle kan komme ud for at få vores tro svækket, hvis vi ikke arbejder med at styrke den. De fleste folk går ikke fra at være stærke den ene dag til at forlade Kirken den næste. Men hvis man glemmer at gøre de små ting for at styrke sit vidnesbyrd hver dag, vil man måske opleve, at man kommer længere og længere bort fra evangeliet uden at vide det. Det kan have en markant indvirkning på jeres vidnesbyrd at gå tilbage til det grundlæggende, såsom studium af skrifterne, daglig bøn og at udføre alle de små troshandlinger.

Hvis det påvirker jeres vidnesbyrd og forårsager tvivl eller rejser spørgsmål i jeres sind, at en nær person forlader Kirken, skal I frem for alt huske det vise råd: »Betvivl … først jeres tvivl, før I betvivler jeres tro«¹ og: »Hold fast ved det I allerede ved.«²

Stræb altid efter at høre ham

Jeg tror, det er vigtigt for unge voksne at have en plan for deres liv, for eksempel at de ved, hvor de gerne vil nå hen, eller hvad de gerne vil lave. Men vi har brug for at tænke over og inkludere Herren i de planer og i vores daglige liv. Det kan være svært at gøre, når vi hver dag også har så mange andre ansvar. Men vi kan altid tage os tid til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Hvis vi gør det, vil vi altid være i stand til at modstå livets storme. Jeg tænker på skriftstedet Romerbrevet 8:31: »Er Gud for os, hvem kan da være imod os?«

Præsident Russell M. Nelson har lært os, hvordan vi i den kommende tid ikke vil være i stand til at overleve åndeligt uden Ånden og uden at modtage personlig åbenbaring i vores eget liv.³ Jeg har altid vidst, at det er vigtigt at modtage personlig åbenbaring, men jeg har ikke altid været den bedste til at søge den. Jeg ved, at jeg kan blive bedre til at invitere Ånden ind i mit liv hver eneste dag.

Personlig åbenbaring er, som det siger – personlig. Og vi kan begynde at forstå, hvordan Herren taler til os ved at bede ham om hjælp til at genkende hans stemme og hans handlinger i vores liv. Han er den bedste lærer.

Vi kan ikke altid styre andres handlinger, særligt når det handler om at styrke vores tro eller efterleve evangeliet. Men jeg ved, at selv om de, vi holder mest af i verden, er udfordret i troen, så vil vi – hvis vi prioriterer Gud og følger hans vilje – altid blive velsignet med svar, med et stærkt vidnesbyrd og med den åndelige åbenbaring vi behøver for at blive ved med at følge ham.