»De ændringer, vi ønsker – og ikke ønsker«, Liahona, juli 2023.
Unge voksne
De ændringer, vi ønsker – og ikke ønsker
Hvad er jeres langsigtede mål? Hvis I ved, hvad I sigter efter, vil I være forberedte på og måske endda begejstrede for at foretage ændringer i jeres liv.
Har I nogensinde måtte foretage en ændring, som I ikke rigtigt var motiverede til at foretage? Eller en ændring, som I ikke havde forventet, at I måtte foretage?
For omkring 15 år siden fortalte min læge mig, at jeg måtte ændre min livsstil: »Begynd at være mere aktiv, ellers kommer du ikke til at leve ret længe,« sagde han til mig. Jeg tog hans advarsel alvorligt. Jeg besluttede mig for at begynde at løbe.
For at gøre denne livsstilsændring varig, var jeg nødt til at have det langsigtede perspektiv in mente, for hvis jeg kun havde et kort perspektiv, ville jeg ikke komme særlig langt.
Mit langsigtede perspektiv er et tilbagevendende mål om at løbe et maraton hvert år. Det mål hjælper mig til at komme op og løbe hver dag, for jeg ved, at jeg på en bestemt dag næste år skal løbe 42,2 kilometer. Jeg bliver disciplineret til at træne og nå mine kortsigtede mål hver uge, for jeg ved, at de gør mig klar til dagen for løbet.
Sommetider er der ting, der kommer i vejen, som vejret. Måske er det for varmt eller for koldt udenfor, eller måske regner det. Så jeg må løbe indenfor på løbebåndet, selvom jeg foretrækker at løbe udenfor. Skader kan også standse mig. Måske får jeg ikke strakt ordentligt ud, inden jeg løber, så jeg forstrækker min hase. Eller måske er det ikke nødvendigvis min skyld, at jeg kommer til skade. Men uanset hvordan det sker, kan jeg ikke give op, for jeg ved, at jeg skal løbe maraton næste år. Så jeg foretager ændringer i min træning. Jeg kommer mig over det og begynder at løbe igen.
Løb har lært mig meget om evangeliet. Vi har alle et langsigtet evangelisk mål om at holde ud til enden og opnå ophøjelse. Men vi sætter kortsigtede mål som at tage nadveren i kirken hver uge, der hjælper os med at nå derhen. Vi kommer åndeligt til skade, når vi begår fejl. Men vi giver ikke op. Vi omvender os, og vi går fremad igen. Den eneste måde, vi kan nå vores langsigtede mål på, er ved at foretage små ændringer undervejs for at holde styr på tingene.
Vælg at ændre jer
I mere end 10 år arbejdede jeg som senior vicedirektør for Walmart i Brasilien. Vi havde økonomisk stabilitet i familien, jeg nød mit arbejde, og livet var godt. Men jobbet var krævende. Det krævede, at jeg rejste meget, hvilket greb ind i vores familieplaner og min tjeneste i Kirken. Efter 11 eller 12 år blev det for meget.
Min hustru og jeg rådførte os med hinanden og hun foreslog, at jeg forlod dette job. Vi talte det igennem med vores børn, og sammen sagde vi: »Det er tid til, at vi foretager nogle ændringer.«
Da jeg stoppede, gik jeg fra at være senior videdirektør til arbejdsløs. Det tog næsten et år at finde og tage imod et andet job. Da jeg endelig fik en stilling hos et lille ejendomsmæglerfirma i USA, havde jeg det godt med det. Dette job ville give mig mere tid til de ting, der virkelig betød noget.
Men andre fortalte mig, at jeg var skør. Hvorfor forlade et stabilt job for et ejendomsmæglerfirma, som ingen har hørt om? Og flytte til den anden side af verden til USA?
De havde ret i, at det var en stor forandring, vi valgte at foretage. Men de tog fejl af, at det var et dårligt valg.
Det krævede en masse tro for os at skifte job og flytte til et nyt land, men Herren tog sig af os. Og jeg havde mere tid til at udføre mit ansvar som ægtemand, far og menighedsmedlem.
Jeg tror, at forandring er obligatorisk for at nå vores potentiale. Vi vil aldrig blive det, som vor himmelske Fader ønsker, vi skal blive, hvis vi forbliver stillestående. Og vi bliver som ham, når vi foretager bevidste forandringer i tro.
Tvunget til at ændre sig
En anden stor forandring, der skete i min familie, var, da min yngste bror døde i en bilulykke. Det valgte eller ønskede vi ikke for ham eller os, og det er stadig smertefuldt, selv efter 10 år. Det er aldrig let at blive tvunget til forandring.
Men de forandringer, vi ikke vælger, kan også blive muligheder for at opbygge vores tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Det er let at forblive trofast, når tingene går godt. Men kan vi bevare troen og fortsætte, når forandringer ikke udspiller sig til vores fordel?
Skilsmisse, barnløshed, arbejdsløshed, sygdom og andre smertefulde oplevelser som disse er ikke oplevelser, vi håber på og planlægger. De kan få os til at føle, at livet er uden for vores kontrol. Men det er ikke helt sandt – midt i jeres uønskede omstændigheder er der stadig ting, I kan kontrollere. I kan sætte små mål, selv bare et mål om at komme igennem en dag til. I kan godt! I kan bære alt med tålmodighed! (Se Alma 38:4).
Josef af Egypten er et fuldkomment eksempel på dette. Hans liv var fuld af tvungen forandring – han mistede sin frihed to gange! (Første gang, da hans brødre solgte ham som slave, og igen da Potifar satte ham i fængsel). Men Josef brød ikke sammen, fordi hans omstændigheder var uønskede eller uplanlagte. Han tilpassede sig og udviklede sig gennem sine erfaringer. Og til sidst reddede han sin familie og et helt folkeslag. Herren formede ham og forberedte ham hele vejen (se 1 Mos 37-46).
Det er svært at være tålmodig, når tvungne forandringer ødelægger jeres plan, men husk, at det langsigtede mål er at opnå ophøjelse. Vor himmelske Fader ved, hvad vi har brug for at nå dertil: »I er ikke i stand til at tåle Guds nærhed nu, ej heller englebetjening; fortsæt derfor i tålmodighed, indtil I bliver gjort fuldkomne« (L&P 67:13).
Forandring bidrager til, at vi bliver mere som Frelseren
Vor himmelske Fader elsker jer og ønsker, at I får succes. Han ønsker, I skal være lykkelige Og han har lagt en plan for, hvordan I kan opnå begge disse ting.
Når jeg ser jordelivet for, hvad der er meningen med det – erfaring – bliver ændringerne i mit liv mere meningsfulde. Forandring hjælper mig til at nå mit langsigtede mål, som er at blive som min Frelser Jesus Kristus. Jeg ved, at vor himmelske Fader har det samme langsigtede mål for mig og for alle sine børn. Ligesom min læge vidste, at jeg var nødt til at ændre noget af hensyn til mit helbred, så ser Gud tydeligt de ændringer, vi må foretage for at blive som ham. Han støtter os og har givet os ressourcer som skrifterne, en lokal menighed og en levende profet til at hjælpe os i vores stræben efter at forandre os til det bedre.
På de sværeste dage – de dage, hvor det er svært at komme ud af sengen og tage løbesko på, når I ved, at I har brug for at omvende jer, eller når I kæmper med andre uventede forandringer – minder vi os selv om Guds uendelige kærlighed og hans ønske om, at vi bliver endnu lykkeligere, end vi er lige nu.
Denne påmindelse giver os styrke til at foretage de ændringer, som Ånden tilskynder os til at foretage. Og det hjælper os til at stole på, at de uventede forandringer, vi er tvunget til at foretage, er en del af hans plan for vores største lykke.