Ændring af min tilgang til at få et vidnesbyrd

Dara Layton

For første gang havde jeg et enkelt frø af tro, der var ægte.

Billede

to hænder holder forskellige haveredskaber og en potteplante

Jeg voksede op i Kirken – jeg deltog i aktiviteterne, og jeg deltog i familiebøn og skriftstudium. Men jeg havde ikke rigtigt et vidnesbyrd. Jeg vidste ikke, om jeg troede på Gud eller hans Søn. Jeg vidste ikke, om Mormons Bog var sand.

Jeg ønskede et vidnesbyrd, men jeg følte mig frustreret, da jeg havde bedt mange gange uden at føle, at jeg havde fået et svar. Jeg begyndte at tænke: »Hvis Gud er virkelig, hvorfor vil han så ikke vise mig det? Hvorfor lader han mig sidde her og tænke?«

Når jeg ser tilbage, kan jeg tydeligt se, hvorfor jeg ikke fik et svar: Jeg gjorde mig ikke rigtig umage. Jeg læste mine skrifter i fem minutter en gang om ugen og forventede en form for oplevelse med åbenbaring, bare fordi jeg bad om det.

Jeg forstod ikke, at tro er et handlingsprincip.

Et frø af tro

Alle, der så på udefra, ville have kaldt mig »aktiv« i Kirken, men jeg vidste stadig ikke, om Kirken var sand. Men jeg ville gerne vide det.

Så jeg besluttede at tage på mission. Jeg formodede fejlagtigt, at jeg som missionær automatisk ville være mere tilbøjelig til at få svar fra Gud. Jeg gjorde mig stadig ikke meget umage med at bede eller studere, men snart fik jeg min kaldelse.

Da min mission begyndte, kæmpede jeg med at føle Ånden på grund af min halvhjertede indsats, mens jeg øvede mig online under pandemien. Men så kom jeg til missionærskolen. Og min tid der var den mest åndelige oplevelse i mit liv. Det var første gang, jeg havde et enkelt frø af tro, der var ægte.

Kursændringer

Det var svært endelig at komme ud i missionsmarken. Jeg følte, at jeg havde mistet det lille vidnesbyrd, jeg havde fået.

En dag, da jeg græd, dukkede et minde op i mit hoved. Min far plejede at spørge mig, hvordan min skoledag havde været, og jeg svarede altid, at den havde været kedelig. Og han sagde: »Det er fordi, du gjorde den kedelig. Hvis du gerne vil have, at skolen skal være sjov, så gør den sjov.« Jeg indså, at jeg enten kunne få mest muligt ud af min tid på min mission gennem læring og udvikling, eller også kunne jeg føle mig trist til mode.

Så jeg bad mere oprigtigt end nogensinde før, og fortalte vor himmelske Fader, at jeg ville prøve at ændre min indstilling. Derefter blev jeg motiveret til at gøre en ny indsats. Jeg begyndte virkelig at studere og bede og grunde, og med tiden kom det glimt af vidnesbyrd tilbage – og fortsatte med at vokse. Jeg blev mindre frustreret, og jeg begyndte at finde glæde i evangeliet.

Vi får, hvad vi giver

Når I frustreredes over, at jeres tro ikke øges, spekulerer I måske på, om Gud er der, og om han kerer sig om jer. Men jeg har lært, at han altid er med os og vil hjælpe os til at styrke vores tro og vidnesbyrd, hvis vi tager ansvar og gør en indsats (se Moro 10:4).

Ældste Robert D. Hales (1932-2017) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Selvom der ikke synes at være nogen præcis formel for, hvordan vi hver især modtager et vidnesbyrd, så synes der at være et mønster.«¹ Mønsteret omfatter at have et oprigtigt ønske om at kende sandheden, bede, være villig til at tjene der, hvor vi er kaldet, stræbe efter at være lydige, studere skrifterne og anvende dem i vores liv og have en ydmyg indstilling.

Jeg ville aldrig kunne styrke min tro uden at ændre min indstilling, følge dette mønster og gøre alt for at skabe forbindelse til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Da jeg foretog de ændringer, begyndte jeg at modtage svar og tro på sandheder.

Søster Rebecca L. Craven, andenrådgiver i Unge Kvinders hovedpræsidentskab, har for nylig sagt: »At være Jesu Kristi discipel indebærer mere end blot at håbe eller tro … Det kræver, at vi gør noget.«² Jeg har selv erfaret, at det er sandt: Det, jeg lægger i evangeliet, er det, jeg får ud af det.

For folk, der udefra ser mit aktivitetsniveau i Kirken, ser det sikkert ud til at være det samme, som det altid har været. Men jeg har i mit hjerte ændret mit engagement i evangeliet. Og det har gjort hele forskellen.

Forfatteren bor i Washington i USA.