UV-ugentligt
7 enkle måder at bruge teknologi på til Guds arbejde med frelse og ophøjelse
Juni 2024


Kun digitalt

7 enkle måder at bruge teknologi på til Guds arbejde med frelse og ophøjelse

På syv dage kan I være med til at ændre jer selv og ændre verden.1

Billede
ung kvinde står foran et maleri og kigger på sin telefon

»Vil I gerne være en stor del af den største udfordring, den største sag og det største værk på jorden i dag?«2

Den 3. juni 2018 stillede præsident Russell M. Nelson dette spørgsmål under et foredrag for at opfordre enkeltpersoner til at lade sig hverve til Herrens bataljon eller med andre ord til at indsamle Israel.

»I blev sendt til jorden på netop dette tidspunkt, den mest afgørende tid i verdens historie, for at bidrage til at indsamle Israel,« sagde præsident Nelson. »Der sker intet på denne jord lige nu, der er vigtigere end det … Det er den mission, I blev sendt her til jorden for at udføre.«3

Har I nogensinde overvejet, hvordan Gud har velsignet os med teknologi til at hjælpe os i dette arbejde?4 Der er mange måder at gøre dette på, men her er syv ideer, I kan prøve i denne uge, så I kan komme i gang med livslang deltagelse i Guds arbejde med frelse og ophøjelse. Husk, at disse blot er ideer til at hjælpe jer med at øve jer. Overvej gennem bøn, hvilke af følgende ideer og mål – og nye ideer, der kommer til jer gennem åbenbaring – der vil fungere bedst for jer.

Dag 1: Find muligheder for at tjene

Ligesom Jesus Kristus stræber vi efter at tjene andre.

Fra mund til mund kan vi høre om forskellige tjenestemuligheder, så vi kan hjælpe venner, familie og naboer. Ved hjælp af teknologi kan vi finde endnu flere muligheder for at hjælpe vores lokalsamfund eller folk over hele verden.

Prøv allerede i dag at søge efter måder, hvorpå I kan dele kristuslignende kærlighed gennem tjeneste. Hvis det er muligt, så find en tjenesteaktivitet I kan udføre i dag eller tilmeld jer et kommende projekt. Inviter venner, familie og jeres menighed til at deltage.

Hvis I er usikre på, hvor I skal starte, har JustServe.org måske nogle muligheder for frivillige i jeres område.

Husk, præsident Russell M. Nelson har lært os: »Uanset hvilket sted vi kalder hjem, så har Kirkens medlemmer stærke følelser omkring, at Gud er vor Fader, og at hele menneskeheden er en stor familie. Således opstår vores største glæde, når vi hjælper vores brødre og søstre, uanset hvor vi bor i denne vidunderlige verden.

»At give for at hjælpe andre – at gøre en bevidst indsat for at tage sig lige så meget af andre eller mere, end vi tager os af os selv – er vores glæde. Jeg kunne tilføje, især når det ikke er bekvemt, og når det fører os ud af vores komfortzone. Efterlevelse af denne anden store befaling er nøglen til at blive en sand Jesu Kristi discipel«.5

Dag 2: Bevar jeres slægtshistorie

Ved hjælp af moderne teknologi kan vi bevare vores egen og vores forfædres historie.

Overvej at gøre et af følgende i dag: Digitalisere trykte billeder, nedskrive og digitalisere familiehistorier, starte en digital dagbog eller tage billeder og videoer af vigtige minder.

FamilySearch.org er et godt værktøj, vi kan bruge til at gennemføre denne aktivitet. Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev FamilySearch-hjemmesiden som at fastholde »en samling optegnelser, ressourcer og tjenester, der er let tilgængelige med en computer og en række håndholdte apparater, det er designet til at hjælpe mennesker med at finde og dokumentere deres slægtshistorie.«6

Med FamilySearch.org kan vi finde tempeltjeneste, som skal udføres for vores familie, eller indeksere information for at hjælpe andre med at finde optegnelser om deres forfædre.

Apperne FamilySearch Minder og FamilySearch Træ kan også hjælpe os i disse bestræbelser.

Dag 3: Kommunikér med venner og familie

Interaktion med dem, vi holder af, kan hjælpe dem med at føle sig værdsat og glade. Med teknologi kan vi ringe, sms’e eller sende direkte beskeder til venner og familie, uanset hvor tæt på eller langt væk de er.

Brug i dag et øjeblik på at ringe eller sende en besked til nogen, der har brug for jeres venlighed, jeres taknemmelighed eller måske endda en undskyldning.

Præsident Nelson sagde. »I dag beder jeg os om at omgås andre på en højere og helligere måde … ›Hvis noget er dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt‹ (Trosartiklerne 1:13), som vi kan sige om en anden person … bør det være vores standard for kommunikation.«7

Dag 4: Del og inviter

Sociale medier kan være et vidunderligt redskab til at kommunikere og dele opløftende budskaber og evangeliet med alle Guds børn.

Ældste Gary E. Stevenson fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Medlemmer af Kirken står som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle steder. Der er endeløse muligheder for at gøre dette i det digitale univers ved at bruge vores eget inspirerende indhold eller dele opløftende indhold, som andre har udarbejdet. Vi vidner, når vi elsker, deler og indbyder, selv på nettet. Jeres tweets, direkte beskeder og posts vil nå et højere, helligere niveau, når I også bruger de sociale medier til at vise, hvordan Jesu Kristi evangelium former jeres liv.«8

I dag kan vi forsøge at dele vores vidnesbyrd om Jesus Kristus, et opløftende citat eller en nyere tale fra generalkonferencen, som var inspirerende. Opløftende sange eller malerier er også vidunderlige muligheder for at dele.

Ældste Bednar sagde: »[Jeg] opfordrer … jer til at oversvømme jorden med budskaber fyldt med retskaffenhed og sandhed – budskaber, som er ægte, opløftende og prisværdige – og helt bogstaveligt oversvømme jorden som med en flodbølge.«9

Dag 5: Udvikl selvhjulpenhed

For at blive selvhjulpne har vi til tider brug for hjælp fra eksterne kilder.

I dag kan vi gøre én ting for at udvikle vores selvhjulpenhed. Vi kunne f.eks. overveje at styrke vores vidnesbyrd om et bestemt emne eller lære, hvordan vi kan udbedre en lille læk i et dæk. Vi kan vælge at lære at lave et måltid til en gruppe eller arbejde på færdigheder, der er nødvendige for et drømmejob. Uanset hvad I vælger, så planlæg at begynde på det, og tænk over, hvordan teknologi kan hjælpe jer.

Venner og familiemedlemmer kan være gode ressourcer til at lære noget nyt. Men nogle gange har vi ikke nogen, vi kan henvende os til, som kan hjælpe. Selvom det er vigtigt at kontrollere, om en hjemmeside er pålidelig, kan vi finde gør-sådan-videoer eller trinvise instruktioner med en hurtig søgning.

Når vi forsøger at udvikle selvhjulpenhed omkring Jesu Kristi evangelium, kan vi læse skrifterne, taler og foredrag, Kom følg mig-hæfter, Kirkens tidsskrifter med mere. Alle disse kan findes på ChurchofJesusChrist.org og i appen Evangelisk Bibliotek. Der er også funktioner til at tage noter, fremhæve eller forsyne citater og sider med bogmærker som hjælp til os. Så kan vi inderligt bede Ånden om at vidne om sandheden af det, vi læser og om personlig åbenbaring fra Gud.

Ældste Hugo E. Martinez fra De Halvfjerds har sagt: »At stræbe efter at blive selvhjulpne er en del af vores arbejde på den pagtssti, der fører os tilbage til vor himmelske Fader og til hans Søn, Jesus Kristus. Det vil styrke vores tro på Jesus Kristus og binde os med glæde til ham gennem frelsens og ophøjelsens pagter og ordinancer. Selvhjulpenhed er en doktrin i Jesu Kristi evangelium, ikke et program. ’Det er en livsvarig proces, ikke en begivenhed.«10 Når teknologien anvendes klogt, kan den hjælpe os med en livslang stræben efter øget selvhjulpenhed.

Dag 6: Fremme vores uddannelse

I dag kan vi prøve at lære noget nyt. Vælg et emne, der er interessant, læs en artikel, se en video eller lyt til en podcast. Se om der er nyere budskaber fra profeter og apostle omkring dette emne. Overvej, hvordan I kan dele denne nyfundne information med en anden.

Ideer kunne være at lære et nyt sprog eller uddybe forståelsen af et åndeligt eller akademisk emne.

Præsident Nelson sagde: »Jeres uddannelse er meget vigtig – for os, for jer og for Gud.«11

Andre muligheder for at fremme vores uddannelse kan indebære at indskrive sig på en videregående uddannelse. Mange colleges og universiteter tilbyder online-kurser med afsluttende eksaminer. (BYU–Pathway Worldwide er en vidunderlig ressource til at opnå en online-eksamen til en overkommelig pris!) Nogle hjemmesider tilbyder måske endda gratis kurser. Som det var tilfældet med øgning af vores selvhjulpenhed, så kan vi henvende os til pålidelige hjemmesider for at få hjælp til at lære noget nyt med henblik på livslang tilegnelse af læring.

Dag 7: Refleksion

På den sidste dag i denne syv-dages plan, skal I stoppe op og reflektere. Hvordan har I udviklet og ændret jer, idet I har fokuseret på at bruge teknologi som en del af Guds arbejde med frelse og ophøjelse? Hvad har I lært om teknologi? På de tidspunkter, hvor I bruger teknologi, hvordan kan den hjælpe jer med at indsamle Israel?

Nedfæld jeres tanker og ideer på papir eller online for at huske, hvad I har lært.

Når vi udvikler vores evne til at bruge medier til at fremme Guds arbejde, kan vi blive et eksempel, som andre kan følge.

Matthæus 5:14-16 siger:

»I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.

Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.

Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«

At dele Jesu Kristi lys er noget, vi kan gøre hele livet igennem. Hvorfor ikke bruge de ressourcer Gud har givet os til at fremme hans arbejde?

Noter

  1. Se Russell M. Nelson og Wendy W. Nelson, »Zions ungdom«, verdensomspændende foredrag for unge, 3. juni 2018, Evangelisk Bibliotek.

  2. Russell M. Nelson og Wendy W. Nelson, »Zions ungdom«, Evangelisk Bibliotek.

  3. Russell M. Nelson og Wendy W. Nelson, »Zions ungdom«, Evangelisk Bibliotek.

  4. For eksempel har Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum forklaret:

    »Vi er velsignet ved at leve, lære og tjene i den mest bemærkelsesværdige uddeling. Et vigtigt aspekt af fylden, der er til rådighed for os i denne særlige tid, er en mirakuløs udvikling af opdagelser og opfindelser, der har muliggjort og accelereret arbejdet med frelse: Fra tog til telegrafer til radioer til biler til fly til telefoner til transistorer til fjernsyn til computere til satellittransmissioner til internettet – og til en næsten endeløs liste med teknologier og værktøj, som velsigner vores tilværelse. Alle disse fremskridt er en del af Herrens fremskyndelse af hans værk i de sidste dage …

    Herren fremskynder sit værk, og det er ikke tilfældigt, at disse væsentlige opdagelser og opfindelser til at kommunikere med finder sted i tidernes fyldes uddeling. Kanaler på de sociale medier er globale redskaber, der personligt og positivt kan påvirke et stort antal personer og familier. Og jeg tror, at tiden er kommet til, at vi som Kristi disciple bruger disse inspirerede redskaber på en passende og mere effektiv måde til at vidne om Gud den evige Fader, hans plan om lykke for hans børn og hans Søn, Jesus Kristus, som verdens Frelser, til at proklamere, at evangeliet virkelig er blevet gengivet i de sidste dage og til at udrette Herrens værk …

    »Mine elskede brødre og søstre, det, der hidtil er blevet opnået i denne uddeling med at kommunikere evangeliske budskaber via kanaler på de sociale medier, er en god begyndelse, men kun et lille dryp. Jeg giver jer nu en opfordring til at bidrage til at forvandle dette dryp til en oversvømmelse … Fra dette sted denne dag opfordrer jeg jer til at oversvømme jorden med budskaber fyldt med retskaffenhed og sandhed – budskaber, som er ægte, opløftende og prisværdige – og helt bogstaveligt oversvømme jorden som med en flodbølge« (»Oversvøm jorden gennem de sociale medier«, New Era, aug. 2015, s. 48)

  5. Russell M. Nelson, »Det andet store bud«, Liahona, nov. 2019, s. 99-100

  6. David A. Bednar, »Børnenes hjerte skal vende sig«, Liahona, nov. 2011, s. 26.

  7. Se Russell M. Nelson, »Der er brug for fredsstiftere«, Liahona, maj 2023, s. 99-100.

  8. Gary E. Stevenson, »Nær og bær dit vidnesbyrd«, Liahona, nov. 2022, s. 112

  9. David A. Bednar, »Oversvøm jorden gennem de sociale medier«, Liahona, aug. 2015, s. 35.

  10. Hugo E. Martinez, »Lær børn og unge at være selvhjulpne«, Liahona, maj 2022, s. 95.

  11. Russell M. Nelson, »Hop med på bølgen«, Liahona, maj 2013, s. 45.

Udskriv