Kun digitalt: Unge Voksne
Gør det virkelig en forskel at stå på hellige steder?
At stå på et vanhelligt sted ville ikke være et problem, hvis jeg ikke gjorde noget vanhelligt, vel?
Da jeg var teenager, introducerede mine naboer mig og min familie til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg endte med at blive døbt, så sluttede nogle af mine søskende sig til og til sidst gjorde mine forældre det også. Der er ikke mange medlemmer af Kirken i mit område af Indien, så det var rart at have et solidt fundament af støtte fra mine kære derhjemme. De gjorde det nemt at være stærk i min tro.
Men da jeg vendte hjem fra min mission, fik jeg job og flyttede væk fra min familie. Jeg fik en lejlighed i en anden stat med bofæller, der havde standarder, som var meget forskellige fra mine.
Mine kolleger levede også liv, der var meget forskellige fra mit. De mødtes hver weekend for at drikke og feste, og de inviterede mig til at deltage. Fordi jeg ikke ønskede at være i sådan et miljø, takkede jeg altid nej til deres invitationer.
Men weekend efter weekend sad jeg alene i min lejlighed og vågnede hver søndag for at gå alene i kirke, og jeg begyndte at føle mig modløs.
Følelsen af ensomhed
Selvom jeg sagde nej til tidlige invitationer til at gå ud med mine kolleger, følte jeg mig jaloux – de virkede som om de morede sig. Jeg bemærkede, at de venskaber, de udviklede, når de gik ud, syntes at hjælpe dem videre i deres karrierer.
Jeg følte mig som den stille, kedelige kollega, som ingen kendte.
En weekend blev jeg træt af at føle mig ensom. Så jeg besluttede mig for at tage med dem, da de spurgte. Jeg retfærdiggjorde beslutningen ved på forhånd at beslutte, at jeg ikke ville drikke alkohol.
Jeg sagde til mig selv: »Selv om jeg er på et vanhelligt sted, vil det ikke skade mig, hvis jeg ikke gør noget vanhelligt, vel?«
Større afstand til Gud
Da jeg begyndte at gå ud med disse kolleger, begyndte jeg gradvist at forandre mig. Jeg var ude til sent om aftenen om lørdagen, hvilket resulterede i at jeg sov gennem gudstjenesten om søndagen.
Selvom jeg ikke drak alkohol, stod jeg alligevel ikke på hellige steder. Fysisk gik jeg ikke i kirke. Åndeligt tænkte jeg ikke på evangeliet eller tog mig tid til vor himmelske Fader. Jeg byttede kirkebygningen ud med fester. Jeg gav ikke plads til Ånden i mit liv.
En dag vågnede jeg og indså, hvor langt jeg havde tilladt mig at fjerne mig fra vor himmelske Fader. Jeg følte, at jeg endelig forstod udtrykket »bedrøvelse efter Guds vilje« (2 Kor 7:10). Mit sind og hjerte var fyldt af kvaler.
»Hvad er det, jeg laver?« tænkte jeg. »Det er slet ikke mig.«
Til trods for at jeg havde planer i weekenderne, følte jeg mig ikke glad.
Jeg vidste, jeg var nødt til at komme tilbage på rette spor i forhold til min tro. Jeg var nødt til at omvende mig.
At vælge at stå på hellige steder
Engang troede jeg, at omvendelse var en smertefuld og vanskelig proces, fuld af skyld og skam. Men gennem denne oplevelse har jeg erfaret, at omvendelse er processen, hvor vi lader Jesus Kristus ændre vores natur og hjælpe os med at blive »nye skabninger« (Mosi 27:26).
I sidste ende var det tanken om Jesus Kristus og hans forsoning, der hjalp mig med at huske, hvem jeg virkelig er, hvilke valg jeg ønsker at træffe, og hvilke miljøer, jeg ønsker at være i.
Jeg begyndte at bede for første gang i månedsvis. Jeg holdt op med at gå ud med mine kolleger. Jeg begyndte atter at gå i kirke. Jeg åbnede oftere mit eksemplar af Mormons Bog.
Da jeg vendte tilbage til mine faste åndelige vaner, følte jeg fred og fornyet trøst. Jeg opnåede vidnesbyrd om, at når Gud beder om plads i mit liv, og jeg giver det til ham, så velsigner han mig. Jeg kan vælge at stå på hellige steder, og hvis jeg undertiden befinder mig i et miljø, der gør det svært at føle Ånden, kan jeg holde fast i mine standarder og min tro og sætte min lid til, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus beskytter mig (se 2 Kong 6:15-16).
Jesus Kristus er svaret
Denne oplevelse viste mig, at verden har en meget stærk og lokkende tiltrækningskraft, og vi kan nemt blive indfanget af den, hvis vi ikke gør plads til Ånden i vores liv.
Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Vores ultimative søgen i livet er at forberede os til at møde vor Skaber. Vi gør dette ved dagligt at stræbe efter at blive mere som vor Frelser, Jesus Kristus (se 3 Ne 27:27). Og det gør vi, når vi dagligt omvender os og modtager hans rensende, helbredende og styrkende kraft. Da kan vi føle varig fred og glæde, selv i urolige tider. Det er netop derfor, Herren har bedt os om at stå på hellige steder og ›lad jer ikke flytte‹ (L&P 87:8).«
Førhen bekymrede jeg mig meget om min karriere og min ensomhed. Men efter at være vandret væk fra evangeliet, indså jeg, at hvis jeg følger Jesus Kristus, vil han fortsætte med berede en vej for mig fysisk, socialt, åndeligt og økonomisk. Efterhånden som mit forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus er blevet forbedret, har jeg fundet nye måder at socialisere på, hvor jeg ikke behøver at anbringe mig selv i åndeligt farlige miljøer.
Jeg ved, at vor himmelske Fader har givet mig en løsning i Jesus Kristus, og at mit liv vil blive fyldt med velsignelser, når jeg fortsætter med at følge ham. Jeg føler mig så taknemmelig for en Frelser, der var villig til at lide for mig, så jeg kunne vælge at følge ham igen.
Præsident M. Russell Ballard sagde, at »et forhold til vor himmelske Fader og hans Søn, Herren Jesus Kristus, er det vigtigste. Dette forhold betyder mest nu og i evigheden.« Jeg ved, at hvis I styrker jeres forhold til dem og giver mere plads til dem i jeres liv, vil I kunne føle mere fred og høste velsignelserne fra Frelserens evangelium.