»Tager I jer tid til at føle Guds ro i en verden fuld af larm?«, Liahona, juni 2024.
Unge voksne
Tager I jer tid til at føle Guds ro i en verden fuld af larm?
Når jeg har taget mig tid til at være stille, er jeg kommet vor himmelske Fader og Jesus Kristus nærmere og følt deres fred.
Herren er min hyrde [The Lord is my Shepherd], af Yongsung Kim, venligst udlånt af LDS art
Da jeg gik i skole, hentede min mor mig hver onsdag, så vi kunne få lidt motion ved at svømme sammen. I starten kunne jeg ikke lide det. Jeg havde ikke noget nævneværdigt atletisk talent, og jeg gjorde det kun, fordi det betød, at jeg ikke behøvede at tage bussen hjem fra skole.
Men jeg indså snart fordelene ved denne ugentlige aftale. Min mor lærte mig, hvordan jeg kunne forbedre min præstation, hvordan jeg skulle rette min krop ind i vandet, og hvornår jeg skulle trække vejret. Jeg fandt en rolig rytme, når jeg svømmede gennem vandet.
Træk, træk, træk og træk vejret.
Det, jeg værdsatte mest, var dog den uforstyrrede tid sammen med min mor. Jeg behøvede aldrig at bekymre mig om at følge med mine dygtige kammerater eller holde styr på det antal baner, jeg havde svømmet. Der var kun min mor og jeg selv, der havde en rytme.
For ikke så længe siden begyndte jeg at svømme igen. Det har været let at genfinde rytmen. Træk, træk, træk og træk vejret. Stilheden i oplevelsen føltes velkendt og er blevet en medicin for mit ofte oprørte sind. Jeg har opdaget, at ved at finde et sted, hvor jeg ikke kan høre meget af larmen omkring mig, er mine tanker mindre modtagelige for udefrakommende påvirkninger.
I den tid, der er dedikeret til mig selv, hvor jeg ikke rækker ud efter min telefon eller afkrydser gøremål fra min huskeliste, har jeg bemærket, hvor værdifuld stilhed kan være. At fjerne nogle af de voldsomme lyde i mit daglige liv gør det meget lettere for mig at vende tankerne til vor himmelske Fader og Jesus Kristus.
Og ved regelmæssigt at søge denne ro har jeg været i stand til hyppigere at trække åndelige oplevelser ind i mit liv. At slukke min telefon eller træde væk fra mine daglige opgaver et øjeblik er for mig en måde at sige: »Himmelske Fader, jeg har forberedt mig på at komme dig nærmere. Jeg er klar til at lytte.«
Når jeg venter og lytter, er der mange gange ikke en hørlig stemme eller en bestemt tanke, men i stedet en følelse af ro. Med roen kommer varme, fred og nærhed til Gud og Jesus Kristus (se Sl 46:10). Jeg kan mærke, at min indsats for at være på linje med dem er blevet styrket. I sidste ende er det min søgen efter uforstyrrede, stille øjeblikke som dette, der har givet mig mulighed for at føle mig tæt på min himmelske Fader og min Frelser, Jesus Kristus, for at lære dem at kende og høre dem.
Hør den gode hyrde
I årenes løb har jeg lært at finde Guds ro på andre måder. I det meste af mit voksenliv har jeg studeret malerier med særligt fokus på dem, der har en religiøs karakter. Jeg har opdaget mange malerier, der måske ikke ser religiøse ud ved første øjekast, men som ikke desto mindre er hellige for mig.
Et enkelt maleri af en hyrde, der fører en lille flok får gennem et diset landskab, er et eksempel på et sådant maleri. Det velkendte symbol på hyrden på dette maleri minder mig om Johannes 10:27: »Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.«
Som der mange gange er blevet undervist om i skrifterne, har vor himmelske Fader opfordret os til at høre sin Søns, Jesu Kristi, røst (se Matt 17:5; 3 Ne 11:7; JS-H 1:17). Siden jeg første gang så dette maleri, har det været en påmindelse for mig om, hvad det kan betyde at høre Jesu Kristi, den gode hyrdes, stemme i vores daglige liv.
Kunstneren bag dette maleri, Granville Redmond, blev døv i en tidlig alder og udviklede følgelig en særlig evne til at male billeder, der på en eller anden måde føles stille.
Ligesom kunstneren har skabt en hellig og meningsfuld atmosfære gennem dette udtryksfulde maleri uden ord, taler den gode hyrde også ofte til sin flok med en stemme, der ikke udtales, men kun kan føles for dem, »der har ører [til at] høre« (Matt 13:9). Dette billede, der er malet af en kunstner, der tydeligt forstod værdien af ordløshed, har lært mig kraften i en anden form for hørelse – der ikke vedrører den fysiske verden, men den åndelige verden. Ikke stemme til øre, men sjæl til sjæl.
En nær ven af Granville Redmond sagde engang om ham: »Sommetider tror jeg, at den tavshed, han lever i, på en eller anden måde har udviklet sig, en stor evne til lykke, som vi andre mangler. Han maler ensomhed, som ingen andre kan formidle det, og alligevel er hans egen tilbagetrukkethed ved et sært paradoks aldrig ensom.«1
Når jeg har overvejet dette maleri i årenes løb, har det frembragt velkendte følelser for det, jeg har oplevet i svømmehallens ro, idet jeg har søgt at føle mig tæt på Gud og høre den gode hyrdes røst. I den søgen har jeg opdaget, at mine personlige tanker og handlinger påvirkes af følelsen af at være nær vor himmelske Fader og Jesus Kristus, og jeg behøver ikke at høre deres røst hørligt for at få en åndelig oplevelse med dem.2
Find ro
Præsident Russell M. Nelson har sagt: »At lytte er en afgørende del af bøn. Svar fra Herren kommer altid så stille. Derfor har han rådet os således: ›Vær rolig og vid, at jeg er Gud‹ (L&P 101:16)«3
De måder, vi finder at være stille på og lytte efter Herrens røst, vil være forskellige for os. Og jeg har opdaget, at nogle tilgange til at finde ro har været nemmere end andre, afhængigt af omstændighederne i mit liv.
Der har været tidspunkter, hvor jeg har følt en ro ved at trøste en bekymret ven, lytte til en af mine kæres vidnesbyrd eller ved at sidde sammen med mine søstre i en hjælpeforeningsklasse. Andre gange har jeg fundet ro ved at forenkle min tætpakkede kalender, bruge tid udenfor eller læse mine skrifter.
Når jeg sidder til et nadvermøde og hører raslen af bakker og bægre og urolige babyer, bliver jeg trøstet af det faktum, at selv blandt folk omkring mig kan jeg vende mine tanker indad og tale med Gud. Som præsident Nelson har sagt, kan jeg finde »hvile fra denne verdens intensitet, usikkerhed og angst ved at overvinde verden gennem [mine] pagter med Gud.«4
Når jeg sidder i det celestiale værelse i templet – hvad enten der er mange mennesker eller få – kan jeg igen tale med Gud. Det er i disse hellige rum, at jeg husker at have været mest uberørt, rolig og stille. Og det er i de hellige rum, at jeg føler mig mest beredt til at udøse mit hjerte til min Fader og modtage den hellige ro, han har til mig. (se Gal 5:22-23).
Kom tæt på Gud
Under sin tjenestegerning trak selv Frelseren sig væk fra de voksende skarer af disciple. I Joseph Smiths oversættelse af Matthæus læser vi, at »så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at være sammen med Gud« (Joseph Smith Oversættelse, Matt 4:1). Frelseren havde en balance mellem prioriteterne i sit liv, og jeg er taknemlig for at vide, at han blandt sine mirakler og undervisning tog sig tid til at være alene med sin Fader.
Jeg kan ikke vide, hvad der blev delt mellem den hellige Fader og Sønnen i de stunder, men jeg har selv prøvet at søge efter disse oplevelser. Selv når gode ting optager mit travle liv, er der ikke meget andet, der har indbudt til mere åndelige oplevelser end at finde tid til at være stille og forbinde mig med min Fader i himlen.
Da min mor inviterede mig til at svømme med hende hver uge, vidste jeg ikke, at hun også lærte mig at søge ro og lytte til den gode hyrdes stemme. Efterhånden som jeg er vokset op og øvet mig på at finde tidspunkter og steder, hvor jeg kan tale med Gud, har jeg indset, at Gud altid er der, og jeg har længselsfuldt ventet på at komme ham nærmere.
At tage sig tid til regelmæssigt at tale med Gud er en mulighed for os til at høre hans elskede Søns røst. Og når vi søger vor himmelske Fader og Jesus Kristus, modtager vi fred, ro og vejledning fra dem. Der er skønne oplevelser for os, når vi bevæger os væk fra verden. Og jeg har opdaget, at jo mere jeg gør det, jo mere kan jeg føle Guds ro.