»Undervis børn i styrken ved relationer og tjeneste«, Liahona, juni 2024.
Undervis børn i styrken ved relationer og tjeneste
Når vi hjælper vores børn med at tjene andre i deres familie, i Kirken og i lokalsamfundet lægger vi en grundvold for fremtidig lykke ved at give dem mulighed for at opleve ægte lykke nu.
Jeg plejede at kalde vores syvårige datter mit hemmelige våben. Mens jeg tjente som biskop, ønskede jeg at involvere mine børn i min tjeneste. Det at tage hende med mig ud til menighedens medlemmer gav mig ikke alene mulighed for at tilbringe mere tid sammen med hende, men det åbnede ofte også døre, der tidligere havde været lukket. Det er hårdt at afvise biskoppen, når hans nuttede syvårige datter smiler til dig. Og hvor godt det end var for medlemmerne af vores menighed, tror jeg også, at det var godt for min lille pige. Hun så ikke alene sin far elske og tjene andre, hun lærte desuden i en ung alder, at hun også kunne elske og tjene andre, hvilket samtidig velsignede hende med glæde.
Vi ønsker alle, at vores børn trives. Vi ønsker, at de skal leve et lykkeligt liv fyldt med kærlige forhold. Alligevel gør den verden, vi lever i, ofte dette udfordrende. Mange af nutidens påvirkninger opfordrer vores børn til at være mere fokuserede på sig selv. De modtager ofte budskaber om, at lykken kan findes ved at fokusere på, hvad gavn de har af den.
Den førende samfundsvidenskab viser, at prosocial adfærd er nøglen til trivsel. »Prosocial« er en smart måde at beskrive frelserens lære på: Vi finder os selv (og sand lykke) ved at miste os selv i kærlig tjeneste (se Matt 10:39).
Men der er en epidemi af ensomhed i vores samfund, blandt børn og unge voksne til seniorer. Flere end nogensinde før er mere forbundet til andre gennem de sociale medier. Men desværre er de mere afkoblet i det virkelige liv end nogensinde før.1
Så hvordan kan vi hjælpe vores børn til at lære, at meningsfulde forhold og meningsfuld tjeneste vil give dem større glæde?
Forbind tjeneste med deres primære identitet
En afgørende opgave for forældre er at hjælpe deres børn til at vide, hvem de er. Mange mennesker fokuserer i dag på identitet på måder, der adskiller og deler os. I stedet for at fokusere på vores identitet som en del af Guds familie vælger mange mærkater, der fraråder empati med og omsorg for dem omkring os.
Det er ikke underligt, at præsident Russell M. Nelson fremhæver, hvor vigtigt det er at kende og prioritere vores vigtigste identitet:
»Hvem er I?
Først og fremmest er I Guds børn.
For det andet er I som medlemmer af Kirken børn af pagten. Og for det tredje er I Jesu Kristi disciple.«2
Hvis vi først og fremmest ser os selv som Guds børn, lærer vi, at »vi besidder hver enkelt guddommelige egenskaber og muligheder«.3 Det betyder, at vores grundlæggende natur er guddommelig, og vi har potentialet til at blive som Gud. Han siger til os: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Alt Gud gør er at elske, velsigne og ophøje os. »Han gør ikke noget, uden at det er til gavn for verden« (2 Ne 26:24).
Forstår I, Gud i langt højere grad ved, hvordan man skaber lykke, end vi gør. Er det så noget under, at vi går imod vores evige natur, når vi lever et selvcentreret liv? Vi begynder at fornemme en mangel på formål og lykke. De, der »har levet i modstrid med Guds natur … er i modstrid med lykkens natur« (Alma 41:11). Vores evige natur gør det umuligt at finde lykke i et selvcentreret, uretfærdigt liv (se Hel 13:38).
Ved at fokusere på vores sande identitet som Guds børn lærer vi, at vi i virkeligheden er brødre og søstre. At kende vores sande identitet hjælper os til i højere grad at værdsætte tjeneste og relationer. Vi indser, at vi er »i partnerskab med den Almægtige om at opnå formålet med frelsens evige plan«, som ældste John A. Widtsoe sagde.4 Vi »er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider« (Mosi 18:9).
Vi hjælper vores børn til at værdsætte forhold og tjeneste
Som forældre kan vi hjælpe vores børn til at leve lykkeligt ved at hjælpe dem til at værdsætte forhold. Ingen kan trives uden positive forhold. Det vidste Gud, så hans fuldkomne plan satte os i familier, i menigheder og grene og i lokalsamfund. Han ved, at vi har brug for det for at lære at elske og tjene, som han gør. Som ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum har mindet os om: »Præsident Russell M. Nelson har opfordret os til ›at udvise større høflighed, racemæssig og etnisk fredelighed og gensidig respekt.‹ Det vil sige at elske hinanden og Gud og godtage alle som brødre og søstre og virkelig prøve at være Zions folk.«5
Tænk på, hvor kraftfuldt det kunne være for vores børn at indse, at Gud ikke blot befaler os at tage vare på hinanden, men han tilbyder også at slutte os til vores indsats. Gud lader os ikke udføre denne tjeneste alene. Han lover at vandre med os: »Du skal forblive i mig og jeg i dig; vandr derfor med mig« (Moses 6:34). Resultatet af at vandre med Gud i kærlig tjeneste er livsændrende. Læs bare, hvad Enok kunne opnå med Guds hjælp og hvor centrale relationer var for skabelsen af Zion. Det er et stærkt eksempel, vi kan se hen til (se Moses 6-7).
Når vi hjælper vores børn med at tjene andre i deres familie, i Kirken og i lokalsamfundet lægger vi en grundvold for fremtidig lykke ved at give dem mulighed til at opleve ægte lykke nu. Vi hjælper dem til at blive mere som Gud og således opleve den glæde, som et guddommeligt liv skaber.
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, at når vi udvikler en kristuslignende karakter, vender vi os naturligt udad i kærlig tjeneste for andre.6. Satan ved dette og ønsker, at vi vender os indad og fokuserer på os selv. Men vi kan hjælpe vores børn til at forstå, at kærlig tjeneste i langt højere grad skaber lykke end fokus på os selv gør. Det gamle [hinduistiske] ordsprog er stadig sandt: »Hjælp din brors båd over, og se så har din egen nået kysten.«7
Hvordan? Involver Gud, og »løft, hvor I står«
Det kan begynde med vores familiebønner, at vi hjælper vores børn til at lære at se andre som brødre og søstre. I årevis har vores familiebønner omfattet bønner til Gud om at velsigne vores familie. Med »familie« mener vi (og beder specifikt for) vores direkte familie (forældre og børn), vores slægt, vores menighedsfamilie og vores nabolagsfamilie. Vi ønskede, at vores børn skulle se dem, Gud har omgivet os med, som en del af vores familie.
Derefter rejser vi os og forsøger at tjene dem, vi beder for. Vi involverer vores børn i kærlige forhold til deres mostre, fastre, tanter, onkler, fætre, kusiner og bedsteforældre. For eksempel hjalp vores børn os, da vi tog os af min englemor i de sidste par år af hendes liv. Vi gjorde det bestemt ikke perfekt, men vores indsats gjorde en forskel.
På mange måder er det at gøre dette blot at »løfte, hvor [vi] står«, for at citere ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum.8 Ofte bliver svære mål opnåelige, når vi begynder, hvor vi er, og gør, hvad vi kan. Vores egen familie, kirker og lokalsamfund giver rigelig mulighed for at hjælpe vores børn til at opleve glæden ved meningsfuld tjeneste.
Glæden ved pagtsforbindelse
I har måske bemærket, hvor ofte vores kirkeledere henviser til vigtigheden af at blive på pagtsstien. Pagtsstien er mere end et sæt regler. Gennem de ordinancer, vi modtager, og de pagter, vi indgår, binder Gud os til ham og hinanden på en måde, der hjælper os til at blive som ham. Dette omfatter ikke blot det første store bud om at elske Gud, men også det andet store bud om at elske hinanden. Når vi virkelig mister os selv i tjeneste, vil vi og vores børn finde vores sande jeg.