Nå højere

Michael R. Morris, Kirkens Tidsskrifter

Jeg undrede mig over, hvorfor Emily var stoppet op på vejen, indtil jeg så hende række ud efter den unge pige bag sig.

Billede

to unge piger med bind for øjnene, der går, mens de holder fast i et reb

Fotos tilhører forfatteren

Mens min hustru tjente som Unge Pigers præsident i vores menighed, inviterede hun mig hver sommer med til Unge Pigers lejr for at hjælpe til med udendørsaktiviteter. Under en lejr for nylig hjalp jeg i forbindelse med en rebbane, som de unge piger fulgte med bind for øjnene.

Dem, der gik på banen, skulle holde fast i et reb, der strakte sig fra et træ til et andet. Når de havde nået hvert træ, skulle de mærke efter på træets stamme efter den del af rebet, der førte til det næste træ. Banen indeholdt nogle få vanskelige områder, deriblandt en blindgyde. Jeg hjalp deltagerne, hvis de snublede eller havde problemer med et særlig svært sted halvvejs igennem banen.

På det sted var rebet bundet om et træ som sædvanligt. Men rebet, der førte hen til det næste træ, var placeret nogle få meter over det reb, der førte hen til træet. På det punkt på banen var de unge piger blevet vant til blot at række rundt om hver træstamme for at finde det næste reb. Da de kæmpede med at finde snoren, der var placeret højere oppe, sagde jeg til dem: »Ræk højere op.«

Ligesom andre før hende blev en ung pige ved navn Emily hurtigt frustreret over at prøve at finde det højereliggende reb. Efter omkring 20 sekunder hviskede jeg: »Ræk højere op.« Emily fandt hurtigt rebet, men så standsede hun op.

I stedet for at gå videre vendte Emily sig om og rakte ud efter den unge kvinde bag sig, Gwen. Så løftede Emily blidt Gwens hånd til det højereliggende reb, så hun fandt ud af, hvor hun kunne finde det. Emily gik så videre, og Gwen fulgte med.

Emilys hjælpsomme gestus var lille, men den mindede mig om vores store ansvar for som Jesu Kristi disciple at hjælpe andre på pagtsstien, hjælpe Guds børn med at nå højere og »[opløfte] de nedhængende hænder« (L&P 81:5).

Når vi løfter andre, hæver vi os selv lidt højere, har ældste Dieter F. Uchtdorf, der dengang andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, sagt. Han sagde også: »Når vi rækker ud for at velsigne andre, bliver vores liv også velsignet. Tjeneste og ofre åbner himlens vinduer og tillader, at udsøgte velsignelser falder ned over os (se »Glæde, jeres arv«, Liahona, nov. 2008, s. 119).