Liahona
En forandring i hjertet: »Føler [I også] således nu?«
Juni 2024


Kom og følg mig

Almas Bog 5

En forandring i hjertet: »Føler [I også] således nu?«

Varig omvendelse kan blive vores, når vi erindrer Herren og hans godhed mod os.

Alma den Yngre stillede disse tankevækkende spørgsmål til folket i byen Zarahemla:

»Er I blevet født åndeligt af Gud? Har I antaget hans billede i jeres ansigtsudtryk? Har I oplevet denne mægtige forandring i jeres hjerte? …

Og se nu, jeg siger jer … hvis I har oplevet en forandring i hjertet, og hvis I har følt lyst til at synge sangen om den forløsende kærlighed, vil jeg spørge, om I også føler således nu?« (Alma 5:14, 26).

Jeg voksede op i Ogden 1. Menighed i Ogden i Utah i USA. Da jeg var omkring ni år gammel, indledte vores biskop (som var min far) vidnesbyrdsdelen af et faste- og vidnesbyrdsmøde ved at bede alle i forsamlingen om at bære deres vidnesbyrd. Mødet fortsatte, ligesom far havde bedt om. Næsten alle tilstedeværende rejste sig og bar deres vidnesbyrd.

Billede
kirkebygning i Ogden i Utah

Kirkebygningen, hvor ældste Hales gik i Ogden 1. Menighed som barn.

Foto brugt med tilladelse af forfatteren

Det var en betydningsfuld oplevelse for mig. Hvert eneste vidnesbyrd var enkelt, ligetil og fokuseret på det, som hver person vidste var sandt om Frelseren og hans evangelium. Så vidt jeg kunne se, følte alle en særlig udgydelse af Ånden. Jeg havde uden tvivl følt Ånden før, men Ånden var til stede på en bemærkelsesværdig måde den dag. Jeg følte et stærkt vidnesbyrd om evangeliets sandhed. Selv efter alle disse år har jeg ikke glemt denne oplevelse, hvor jeg følte samhørigheden i menigheden og Frelserens kærlighed.

Uanset hvad vores første oplevelser med at modtage et bekræftende vidnesbyrd om sandheden af Jesu Kristi evangelium måtte have været, kan vi have stor gavn af at spørge os selv: »Føler [vi også] således nu?« og så foretage de nødvendige kursændringer.

Kan vi huske, hvad vi oplevede og følte, da vi accepterede Jesu Kristi evangelium og forpligtede os til at tjene ham og holde hans bud? Føler vi stadig »Guds Ånd som en ild … lue«1 i vores knogler? Er vi stadig begejstrede for at være disciple?

Husk og omvend jer

Mormons Bog råder os ofte til at huske. Hvorfor? For når vi husker åndelige oplevelser og følelser, vil vi med større sandsynlighed have større styrke til at undgå synd og fortsætte i vores forpligtelse til at blive på pagtsstien.

Mormons Bog giver os også stor opmuntring til at omvende os. Da Alma havde observeret folkets behov for at omvende sig, forklarede han tilgivelsens velsignelser, der er tilgængelige gennem Frelserens forsoning, og kom med dette budskab om håb, som også gælder for os i dag:

»Se, [Frelseren] sender en opfordring til alle mennesker; for barmhjertighedens arme er strakt ud mod dem, og han siger: Omvend jer, så vil jeg modtage jer.

Ja, han siger: Kom til mig, så skal I nyde af frugten af livets træ; ja, så skal I frit spise og drikke af livets brød og vand.

Ja, kom til mig, og frembring retfærdigheds gerninger, så skal I ikke blive hugget om og kastet i ilden –

Se, jeg siger jer, at den gode hyrde kalder jer; ja, og i sit eget navn kalder han jer, hvilket er Kristi navn« (Alma 5:33-35; 38).

Elsk Gud og jeres næste

Alma fortsatte sine lærdomme ved at spørge folket, om de havde aflagt deres stolthed og misundelse (se Alma 5:28-29). Han spurgte også:

»Er der nogen blandt jer, som spotter sin bror, eller som overdænger ham med forfølgelser?

Ve en sådan, for han er ikke rede, og tiden er for hånden, da han må omvende sig, ellers kan han ikke blive frelst!« (Alma 5:30-31).

Præsident Russell M. Nelson har lært os om vores forpligtelse til at behandle andre med kærlighed og respekt og til at undgå at dømme og være uvenlig. Han har sagt:

»Som det står optegnet i Mormons Bog … inviterer Frelseren ›alle til at komme til sig og tage del i hans godhed, og han afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde … alle er lige for Gud‹ (2 Ne 26:33) …

Da en hånende farisæer udfordrede [Frelseren] til at nævne det største bud i loven, var Frelserens svar yderst mindeværdigt og kort. Det var fyldt med sandhed, der fører til en glædesfyldt tilværelse. Hans instruktion var først at elske Gud af hele vores hjerte og derefter at elske vores næste som os selv (se Matt 22:35-39).«2

Derudover giver Almas ord et budskab, der er kraftfuldt og ligetil om ikke at vende de fattige og trængende ryggen (se Alma 5:55). I stedet skal vi bistå dem, der har behov for det. Dette er afgørende for os, så vi kan blive ved med at have forladelse for vores synder (se Mosi 4:16-26) og fortsat føle den forandring, som Frelseren ladet vores hjerte undergå.

Vær flittig i personlig religiøs efterlevelse

At få vores jordiske erfaring kræver, at vi vandrer i tro. Til tider kan vi blive irriterede. Familiemedlemmer og dem, vi omgås, kan skuffe os. Vi kan sommetider føle os trætte, svage, udmattede og fristet på alle fronter. Forholdene i denne verden kan få os til at spekulere på, om »Djævelen ler, og hans engle fryder sig« over vores situation (3 Ne 9:2). Disse situationer og prøvelser taget i betragtning, især i disse sidste dage, kan vores begejstring for at efterleve evangeliet aftage, hvis vi ikke er flittige.

Men vi kan følge grundlæggende religiøs praksis for at beskytte os selv, selv når livet er svært. Denne personlige religiøse efterlevelse er afgørende for at styrke vores tro, bevare vores evne til at modstå fristelse og huske vores åndelige oplevelser. Den hjælper os til at vokse åndeligt og overvinde Satans taktik.

To sidste dages profeters vidnesbyrd om velsignelserne ved to af disse personlige religiøse praksisser er bemærkelsesværdige:

Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) vidnede om det:

»Noget af det vigtigste, I … kan gøre, er at fordybe jer i skrifterne. Ransag dem flittigt. Tag for jer af Kristi ord. Tilegn jer lærdommene. Mestre de principper, der findes i dem. Der er få andre tiltag, der vil give større udbytte … Der er få andre måder at få større inspiration på …

Når det enkelte medlem og familierne regelmæssigt og konsekvent fordyber sig i skriften … så vil vidnesbyrd stige. Forpligtelser vil blive styrket. Familien vil blive stærkere. De personlige åbenbaringer vil tilflyde os.«3

Ved lederskabsseminaret ved oktoberkonferencen 2019 sagde præsident Nelson: »Ved afslutningen af sidste års oktoberkonference opfordrede jeg de hellige til at komme regelmæssigt i templet. Hvorfor? Fordi modstanderens angreb vokser med stadig større hastighed, intensitet og variation. Behovet for at være i templet regelmæssigt har aldrig været større. Jeg lovede dengang og gentager det nu, at de, der regelmæssigt træffer en aftale med Herren – om at være i hans hellige hus – og holder den aftale, vil modtage mirakler.«4

Velsignelserne ved et forandret hjerte

Alma opfordrede Zarahemlas folk til at huske dem, der kom før dem, og deres fangenskab. Han opfordrede dem til at huske Herrens »barmhjertighed og langmodighed« mod deres fædre og huske, at han havde »udfriet deres sjæl fra helvede« (Alma 5:6). Deres fædres hjerte blev forandret ved Jesu Kristi fortjenester, barmhjertighed og nåde (se Alma 5:7, se også 2 Ne 2:8). Det er velsignelser, som vi også kan gøre krav på, når vi husker Herren og hans godhed mod os.

Når jeg husker det unikke faste- og vidnesbyrdsmøde fra min barndom, hjælper de følelser, jeg havde, og vidnesbyrdets frø, der blev plantet i mit hjerte af Helligånden, mig til at ønske at blive et bedre menneske nu. Når vi følger Almas råd ved at huske vores egne åndelige erfaringer, trofast holde os til vores personlige religiøse efterlevelse og ydmygt grunde over alt, hvad Frelseren har gjort for os, styrker vi vores evne til at ære vores pagter og komme ham nærmere.

Billede
unge voksne samlet i en kirkebygning til en aktivitet

Unge voksne samlet til en aktivitet i kirkebygningen i Ogden 1. Menighed. Ældste Hales’ mor (højre side, tredje række, yderst til venstre) og far (højre side, anden række, yderst til højre) deltog i aktiviteten før de blev gift i oktober 1949.

Noter

  1. »Guds Ånd som en ild«, Salmer og sange, nr. 2.

  2. Russell M. Nelson, »NAACP Convention Remarks« (givet i Detroit i Michigan, 21. juli 2019), newsroom.ChurchofJesusChrist.org.

  3. Ezra Taft Benson, »Ordets magt«, Stjernen, aprilkonferencen 1986, s. 81.

  4. Russell M. Nelson, lederskabsseminar ved generalkonferencen, 2. okt. 2019; anvendt med tilladelse.

Udskriv