Kun digitalt
Deltagelse i generalkonferencen – Gileads balsam for min knuste sjæl
Forfatteren bor i Colorado i USA.
Efter tabet af min mor var den venlighed, musik og visdom, jeg oplevede under min deltagelse i generalkonferencen, en velsignelse for mig.
I graciøs omfavnelse: Ældste Matthew L. Carpenter fra De Halvfjerds (til højre) og rabbiner Joe Charnes (til venstre) under generalkonferencen i oktober 2019.
Foto med tilladelse fra Michael Law.
Halvanden uge før generalkonferencen i oktober 2019 måtte jeg, sammen med familie og venner, begrave min vidunderlige mor, Eudie Charness. Mit hjerte var knust, sørgende og fuldstændig tomt. Eudies skønhed, den skønhed, der var Eudie, var simpelthen og trist nok ikke mere. Hun var ikke længere hos mig, som en jeg kunne omfavne, kramme eller nære – velsigne og synge for, græde over eller bede med. Livet og det lys, der havde givet mig liv, var gået bort, den velsignelse hun var, var væk og uden for rækkevidde. Og derved døde også en del af mig med hende, en del dybt inde i mig, som for evigt gør, at jeg må leve foruden. Hun døde med barmhjertighed omgivet af tro og i sin elskede families kærlige arme: min kone, Sarahs, vores datter, Yaels, og mine, hendes nyligt forældreløse søn.
Vi var alle samlet, men alligevel helt alene – hver af os opslugt af vores individuelle tab, men bundet sammen i vores fælles tab. Og den skrøbelige samhørighed, som vi delte med hinanden, blev hjulpet på vej, og blev endda til tider holdt sammen af den venlighed og tilstedeværelse, som to levende skattede medlemmer af de sidste dages helliges fællesskab udviste, det drejer sig om broder Mike Law og hans evige celestiale ledsager søster Debbie Law fra Colorado i USA. Deres ydmyge hjerter flyder over med en kærlighed, der kun kan beskrives som inspireret fra oven, og vi er for evigt taknemmelige for det lys deres ledsagende tilstedeværelse udgjorde under vores vandring gennem dødens mørke og fortvivlelse.
Det var i denne tid, blot to dage efter min mors begravelse, at mit desperate råb om hjælp fra den velsignede blev besvaret – besvaret i form af et simpelt telefonopkald og et tilbud fra min værdsatte ven broder Mike Law. Gang på gang rakte han hånden ud og tilbød sin hjælp, som altid ringede han for at se, hvordan jeg havde det, og hvordan jeg klarede mig gennem tab og på den lange og ensomme smertens vej.
Mens vi talte sammen, fornemmede jeg en svag usikkerhed i Mikes stemme, da han stillede mig følgende spørgsmål: »Joe, jeg ved, at svaret nok bliver nej, men vil du med mig til generalkonferencen, hvis jeg kan få billetter?« Mit svar var enkelt, umiddelbart, direkte og presserende: »Mike, der er faktisk intet andet sted, jeg hellere vil være.«
Det var mine ord, venner, det var mine ord – ord der blev sunget i højtidelig sang og højtidelig sorg. Jeg vidste simpelthen, at generalkonferencen ville være det hellige øjebliks nådige løft for mit hjerte. Jeg vidste, at hver eneste sidste dages helliges arme og inspirerede hjerte betingelsesløst ville blive rakt frem i kærlighed – at deres kærlige hjerters arme simpelthen ikke ville svigte.
På generalkonferencen smiler folk simpelthen fra hjertet. De hilser på en fra hjertet, og de gløder fra hjertet. Der er et utalt sprog, der kommer af hjertets tilstedeværelse. Deres tilstedeværelse hilser på en. Bare det at være der hilser på en. Blot at være der er at blive omfavnet.
Det var den balsam min smertende sjæl havde brug for – den hjertefavnende balsam, som generalkonferencens venlighed udgjorde. Derfor ville generalkonferencen virkelig være en helbredende Gileads balsam for min sjæl i nød.
Og dette er en generel sandhed i jeres mægtige tro. Klog, kærlig og næringsgivende venlighed er tjenestehymnen i de sidste dages hellige fællesskab; det er jeres tros symbolske kendetegn og arv. Hvis det gamle ordsprog er rigtigt, at »den højeste for visdom er venlighed«, så er generalkonferencen virkelig et samlingssted for nogle af de klogeste mennesker på jorden.
I er »som et banner for folkeslagene« og et lys for mit hjerte. Vær velsignet, Mike, for at følge dit hjertets anvisninger. Dit selvopofrende ønske om at hjælpe mig med at genoprette fred i mit indre, har fået det himmelske kor foroven til at synge: »Godt, du gode og tro tjener« (Matthæus 25:23).
Generalkonferencens herlighed fortsatte med salmernes visdom. Og jeg understreger salmernes visdom, ikke blot salmernes skønhed. Alle hellige salmer er majestætiske poetiske og melodiske værker, der inspirerer vores sjæle til at svæve i og gennem sang. Men salmer er også dybt dybsindige meditationer, der altid skal grubles over og bedes fra hjertet. Deres tekster er beregnet til at lede vores liv, være vores forbillede på visdom, det hellige og det guddommelige. Fra salmernes visdoms herlighed bevæger vi os ind i selve visdommens herlighed, når de hellige og de vise nu viser sig for alle for at oplyse vores liv med ægte sjælelige kald. I det, der kun kan beskrives som en række store visdomsofre, begaver mænd og kvinder med kloge og hellige hjerter menneskeheden med en naturskøn rundvisning i det hellige, der byder på og afdækker et univers af sandt lys.
Nu vil jeg slutte af, venner, med et sidste herlighedens offer. Det drejer sig om en hellig søster og studerence på Brigham Young University (BYU), der velsignede mig med ord af taknemmelighed fra et sted dybt indeni. Jeg gentager og reflekterer ofte over hendes ord.
På den herlige mandag der fulgte efter generalkonferencen, havde jeg det privilegium at besøge David Seelys forelæsning om fordums Israel på BYU-Provo. Efter en åbningsbøn for at hjælpe os med at åbne vores hjerter for det himmelske både over os og indeni, begyndte vi undervisningen med at dele vores tanker om generalkonferencen og den nærende gave, den havde været. Efter at have delt nogle af mine personlige overvejelser om oplevelsen af guddommelige øjeblikke, svarede vores hellige søster fra de sidste dage med: »Tak for at du mindede mig om min tros skønhed.« Den dag i dag er hendes ord stadig som et ekko indeni.
Til dig, kære søster, hvis navn er ukendt for mig og til hele fællesskabet i de sidste dage, lad mig også takke jer. Tak for jeres tros skønhed. Tak fordi I mindede mig om troens skønhed. Tak fordi I mindede mig om og inspirerede mig til at leve og udtrykke min tro på en smukkere måde. Tak fordi I mindede mig om det smukke potentiale, tro kan frembringe og udvikle sig til. Jeres tro er virkelig »som et banner for folkeslagene« og en klart lysende stjerne i mit hjerte.
Jeres måde er en melodiens måde og en måde, der indebærer melodiøs barmhjertighed. Det er en melodi, der inspirerer sine trofaste følgere til livslang tjeneste, med kærlighed til tjeneste, i kærlig tjeneste for alle. Det er jeres gave, det er jeres velsignelse og det er de sidste dages helliges herlighed.
Generalkonferencen er almen herlighed. Jeg velsigner jer i alt, hvad I gør, når I vælger at »Gå frem med tro«1 »Gud vær’ med dig, til vi ses igen.«2
Shalom.