Liahona
Primarysangenes kraft
Juni 2024


Kun digitalt

Primary-sangenes kraft

Forfatteren bor i Idaho i USA.

Min datters oplevelse på et plejehjem hjalp mig med indse den brede rækkevidde, som primarymusik kan have til at velsigne alle menneskers liv.

Billede
børn der kigger i Børnenes sangbog

Da jeg fik min kaldelse som musikleder i Primary, var jeg i første omgang temmelig skræmt. Selvom jeg havde fået klaverundervisning og sang i kor, så havde jeg aldrig i mit liv dirigeret en sang. I min kaldelses første måned frygtede jeg den del af søndagen, fordi jeg ikke følte mig kvalificeret.

På det tidspunkt arbejdede min 21-årige datter, KennaDee, på et plejehjem for veteraner. KennaDee elsker at synge, og hun gjorde det ofte på sit arbejde. Hun sang musicalsange, mens beboerne spiste frokost. Hun sang også de officielle sange fra de militære enheder, de havde tjent i, og tog imod ønsker under frokosten (herunder en kristen salme hun til at begynde med ikke kendte, men som hun lærte for en beboers skyld).

En kvindelig beboer havde levet et liv fyldt med misbrug. Hun var stridbar og ville ikke lade plejepersonalet hjælpe med spisning, bad eller påklædning. Hun kæmpede imod, når hun skulle tage sin medicin, og når der skulle foretages fysiske undersøgelser. En dag modtog min datter inspiration om at synge sine primarysange fra Børnenes sangbog. Kvinden blev straks rolig. Man kunne se et lys af genkendelse i hendes øjne. Personalet opdagede, at denne kvinde ville samarbejde, så længe KennaDee sang primarysange. De kunne klæde hende på, bade og made hende og give hende medicin stort set uden kamp eller modstand. KennaDee lærte endda de andre medarbejdere nogle af primarysangene, så de kunne hjælpe denne kvinde, når KennaDee ikke var på arbejde.

Efter at have hørt min datters historier, indså jeg en anden grund til, at kaldelsen som musikleder i Primary er så afgørende. Min indstilling ændrede sig, da jeg fik en bedre forståelse af, at musik, især religiøs musik, måske er det eneste, der hjælper børn gennem deres sværeste prøvelser i livet. Jeg gjorde det til mit mål at lære børnene så mange sange om Jesus Kristus, som jeg overhovedet kunne. Børnene husker måske ikke en eneste tale fra møder i Primary eller nadvermøder, de husker måske ikke specifikke lektioner, og nogle afviger måske senere fra pagtens sti, men de vil sandsynligvis huske de sange, de har lært, og hvilke følelser sangene bringer frem. I denne kvindes tilfælde huskede hun disse sange, selv da hun ikke kunne huske sin egen familie! Det er vigtigt at forstå, hvor væsentlig denne kaldelse er.

Udskriv