»En mors vidnesbyrd: en gave fra Gud«, Liahona, juni 2024.
En mors vidnesbyrd: en gave fra Gud
I min mands familie fandt jeg hjem, en følelse af at høre til og vigtigst af alt et vidnesbyrd om min himmelske Fader.
Jeg er vokset op som enebarn, opdraget af en enlig mor. Vi flyttede meget. Jeg kan huske, at jeg følte, at jeg ikke havde nogen stabilitet eller et sted, som jeg kunne kalde mit hjem. Da jeg gik på high school, flyttede min mor til Californien, og jeg blev tilbage i Utah i håb om at finde stabilitet i mit liv.
Jeg flyttede ind hos nogle slægtninge. Jeg kom og gik, som jeg ville, og jeg var aldrig nødt til at give besked til nogen. Det lyder som enhver teenagers drøm, ikke? Men det var det ikke for mig, og det var ikke den stabilitet, som jeg længtes efter. Jeg følte stadig ikke, at jeg hørte til nogen steder. Jeg følte mig alene.
Udadtil var jeg i løbet af dagen modig og glad, men om aftenen sad jeg ofte på en af Kirkens parkeringspladser og lyttede til Kirkens musik med tårer i øjnene. Jeg begyndte at få denne desperate længsel efter at vide, at Gud virkelig eksisterede.
»Himmelske Fader, jeg vil gerne vide, at du eksisterer. Jeg er faret vild. Jeg føler mig ensom. Jeg ønsker selv at vide besked. Jeg har indtrængende brug for at vide det.«
Stilhed. Det eneste, jeg hørte, var stilhed.
Fred og trøst indfandt sig aldrig. Jeg havde altid en følelse af at have lidt et nederlag, som om jeg havde spildt min tid i bøn. De bønner, jeg sendte afsted de aftener i min bil, virkede ubesvarede. Der var tilsyneladende altid … stille.
De næste par år følte jeg mig stadig alene, men på trods af de bønner, der syntes at være ubesvarede, havde jeg stadig en tro på, at Gud eksisterede.
En følelse af at høre til
Da jeg mødte den mand, der blev min ægtemand, fik jeg endelig en følelse af at høre til og af stabilitet – en følelse af et hjem. Hans familie bød mig hjerteligt velkommen. Det betød meget for mig, da fordi jeg så længe havde længtes efter at føle det. Da vi blev gift i templet, følte jeg så stor glæde ved at slutte mig til en familie, der var centreret om evangeliet.
Jeg elskede at se præstedømmevelsignelser blive givet derhjemme, komme i Kirke i min mands mors menighed efterfulgt af middag i hendes frugthave og at lytte til sød musik, der blev spillet fra hendes køkkenvindue, mens vi alle sad og spiste og talte sammen. Disse oplevelser slog rod i mit hjerte og begyndte at udfylde et tomrum, hvilket jeg havde et stort behov for. Denne familie var præcis det, jeg havde brug for, og det vidste Gud. Men han var ikke færdig med at besvare mine sene aftenbønner.
En morgen sad jeg sammen med min svigermor på verandaen. Hun sagde noget, der betød utrolig meget for mig. For første gang i mit liv hørte jeg Ånden vidne for mig om, at vor himmelske Fader virkelig eksisterede.
»Når man ved, at vor himmelske Fader virkelig er der,« sagde hun, »vil alt ændre sig.«
Fra da af ændrede alt sig! Mit vidnesbyrd voksede, da jeg søgte at vide mere. Nu ved jeg, hvornår Ånden taler til mig. Jeg kender den underskønne følelse af, at han er nær.
Et svar fra vor himmelske Fader
En dag læste jeg et inspirerende spørgsmål på de sociale medier, hvor der stod: »Hvor vil du møde Herren i dag?«
Jeg »mødte« ham gennem en åndelig tilskyndelse, der kom til mig, da jeg gik på en sti nær vores hjem flere år efter, jeg var blevet gift. Jeg stoppede op og nedskrev tilskyndelsen. Jeg så mig selv for alle de år tilbage, hvor jeg sad alene på Kirkens parkeringsplads og jeg forstod, at Gud dengang så, hvad jeg ikke kunne.
Dengang kunne jeg ikke se, at Gud en dag ville vise mig, hvem han var, gennem min svigermor, som jeg ikke havde mødt endnu. Han kunne se, at jeg ville få et bånd med hende, der ville opbygge og styrke mig på måder, jeg aldrig tidligere havde kendt til.
Han havde givet mig svar dengang for længe siden, men jeg havde ikke hørt det. Han havde overblikket, og det havde jeg ikke. Jeg kunne ikke se hans plan for mig. I det øjeblik, jeg gik videre, indprentede han blidt i mit hjerte, det som han hele tiden havde udtænkt for mig.
Når jeg hører min svigermor bede eller tale om sin standhaftige kærlighed til Frelseren, kan jeg mærke hendes vidnesbyrd. Det er en særlig gave fra Gud at blive velsignet med at blive en af hendes døtre. Hendes vidnesbyrd er også en gave fra Gud, der velsigner os allesammen. Jeg ved, at min Frelser lever, fordi hun har brugt hele sit liv på at komme ham nær. Hun udstråler, at han vitterligt lever, så alle kan se det.