Liahona
Distraherer sociale medier jer fra det, der betyder mest?
Juni 2024


Kun digitalt: Unge Voksne

Distraherer sociale medier jer fra det, der betyder mest?

At lære at bruge sociale medier på en klogere måde hjalp mig med at fokusere på Jesus Kristus.

Billede
unge voksne, der er distraheret af deres telefoner

Nogle gange tænker jeg, at jeg er lidt distraheret.

Her i Peru er der dele af vores kultur, der kan distrahere os fra at følge Frelseren og hans evangelium. For eksempel er mange peruvianere ofte distraheret af fester og druk – det er nærmest nødvendigt, hvis man ønsker at have et socialt liv.

Men for mig er den største distraktion sociale medier.

Kampen mod sociale medier

Teknologi er et fantastisk værktøj til kommunikation og læring. Men for nogle af os kan det blive en besættelse. Vi bruger måske timevis på at organisere vores profiler på sociale medier, se videoer og kommentere på indlæg.

Det let at være online konstant i disse dage, men søster Rebecca L. Craven, tidligere andenrådgiver i Unge Kvinders hovedpræsidentskab, har sagt: »Det kræver en indsats at forblive fokuseret på det, der virkelig er afgørende for varig glæde … Jeg opfordrer os alle til bønsomt at overveje, hvilke ting der distraherer os fra at gøre det, der betyder mest.«1

Og det er sandt! Nogle gange bruger jeg sociale medier for at få tankerne væk fra noget, der er svært, eller for at søge validering fra videoer og kommentarer.

Når det sker, må jeg træde et skridt tilbage og spørge mig selv: »Fokuserer jeg på åndelige ting i lige så høj grad, som jeg fokuserer på sociale medier?«

Biskop W. Christopher Waddell, førsterådgiver i Det Præsiderende Biskopråd, advarede os mod at dyrke afguder, som f.eks. sociale medier, der vender os væk fra Herren. Han mindede os om, at vores helt »er Jesus Kristus, og alt andet eller alle andre, der distraherer os fra hans lærdomme … kan påvirke vores fremgang på pagtsstien negativt.«2

Hvad kan vi gøre for at sikre, at vi fokuserer på det, der betyder mest?

At prioritere det, der betyder mest

Sociale medier er ikke kun en dårlig ting. Ja, det kan være en kilde til negativitet og strid. Men jeg har fået nogle fantastiske venner fra hele verden gennem mine sociale medieplatforme. Det er også et godt værktøj til at dele og modtage budskaber om evangeliet, finde nye opskrifter eller få kreative ideer til håndarbejde.

Men det er vigtigt at huske på, hvad vores prioriteter bør være. Hvad angår vores brug af sociale medier og andre anvendelser af vores tid, sagde præsident Dallin H. Oaks førsterådgiver i Det Første Præsidentskab således: »Selvfølgelig er det godt at se opbyggende underholdning og få interessante informationer. Men ikke alt af den slags er den tid værd, som vi bruger på at få den. Noget er bedre, og andet er bedst.«3

På samme måde som vi bør spise et velafbalanceret måltid, før vi spiser dessert, bør vi også indtage åndelig føde, før vi bruger tid på de sociale medier.

Som præsident M. Russell Ballard (1928-2023) fra De Tolv Apostles Kvorum rådgav os, »Husk, hvad der betyder mest«: Vores forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus, vores familie, vores naboer og vores vilje til at følge Åndens opfordringer og omvende os til Herren.4

Bønnens kraft

Skrifterne lærer os, at vi kan tale med vor himmelske Fader om alt, og at han altid vil hjælpe med at lede os i den rigtige retning: »Rådfør dig med Herren i alle dine gerninger, så vejleder han dig til din gavn« (Alma 37:37).

Når jeg har prøvelser, jeg skal igennem eller beslutninger, jeg skal træffe, så vender jeg mig mod ham. Og fordi en af mine største prøvelser er, hvor meget af mit liv jeg vier til de sociale medier, er han også den fuldkomne kilde til hjælp til dette problem.

Uanset om vi kan lide det eller ej, er de sociale medier en stor del af vores liv, så det kan være urealistisk at fjerne dem helt og holdent. Men vi kan styre, hvordan vi bruger dem – hvad vi tager til os og videreformidler til verden.

Spørg vor himmelske Fader, hvilke retningslinjer I bør følge for at hjælpe jer med at fokusere mere på det, der betyder mest. Da jeg gjorde det, hjalp han mig med at vide, hvilken slags spørgsmål, jeg burde stille mig selv, før jeg slog noget op, for at sikre, at jeg gør de sociale medier til et åndeligt rum for mig.

Han vil også styrke jer, når I begynder at opbygge bedre vaner. Bed en bøn om hjælp, så vil han give den til jer. For når Herren befaler os at gøre noget, så vil han berede vejen, så vi kan udføre det (se 1 Ne 3:7). Han vil hjælpe os med at overvinde vanskeligheder og fortsætte fremad.

At opbygge bedre vaner

Lidt efter lidt foretager jeg ændringer i mit liv. Normalt er jeg en person, der står op om morgenen og straks rækker ud efter min telefon. Men i den sidste tid har jeg forsøgt at sætte Herren først. Jeg sørger for at bede, læse mine skrifter og tilbringe tid sammen med min familie, før jeg bruger min telefon.

Hvis I har svært ved at administrere de sociale mediers distraktion, så overvej at sætte mål med henblik på at styre jeres tid. Sæt tidsbegrænsninger på jeres brug af de sociale medier, og hold jer til disse begrænsninger. Hav som mål at fuldføre andre opgaver først. For eksempel kan I beslutte, at I skal læse et kapitel i Mormons Bog eller rydde op på jeres værelse eller løbe en tur, før I må røre jeres telefon. Skriv altid jeres specifikke mål ned, og hold styr på jeres fremskridt.

Når vi vælger at bruge de sociale medier, bør vi stræbe efter kun at dele og konsumere ting, der virker opløftende. Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum foreslår, at vi forbliver autentiske og kun bruger de sociale medier til at være kristuslignende eksempler.5

Gennem sociale medier kan I oplyse andres liv med Kristi lys i denne forvirrende verden. Vær opmærksom og forsigtig, og brug dem til det gode, ikke det onde.

Og vælg altid det, der betyder mest – jeres forhold til vor himmelske Fader, Frelseren og jeres familie – først.

Udskriv