»Forenet i vores evige Kirke«, Liahona, juni 2024.
Trosskildringer
Forenet i vores evige Kirke
Efter vi var flyttet fra Nigeria til Sverige, havde vi svært ved at finde en kirke, der føltes rigtig for os. En dag mødte jeg så to unge kvinder, der fortalte mig, at de gerne ville tale med mig om Jesus Kristus.
Fotos: Ashlee Larsen
Religion var en vigtig del af vores liv i Nigeria. Min mand, Okoro, og jeg havde stor tro på Jesus Kristus og elskede ham. Efter vi var flyttet til Sverige, gik al vores tid med vores tvillinger, der blev født tre måneder for tidligt. Vi boede i fire måneder på hospitalet og kom ikke i nogen kirke på det tidspunkt.
Senere ønskede vi at komme i kirke igen, men vi kunne ikke finde en kirke, der føltes rigtig for os. Vi ville gerne have en kirke, som hele vores familie kunne komme i resten af vores liv og for evigt. Vi havde dette ønske de næste to år, men det nagede os, at vi var kommet ud af vane med at gå i kirke og bede sammen som familie.
Da børnene var et år gamle, var jeg i skole for at lære svensk, da der kom en forfærdelig snestorm. Jeg hørte nogen råbe bag mig. Da jeg så tilbage, så jeg to skønne unge kvinder. Jeg kunne ikke høre, hvad de sagde, men jeg opsnappede ordene »Jesus Kristus«.
Da de indså, at jeg ikke talte svensk, spurgte de: »Taler du engelsk?« Da jeg fortalte dem, at det gjorde jeg, sagde de: »Vi vil gerne tale med dig om Jesus Kristus.«
»Hvad med ham?« spurgte jeg. »Jeg kender ham godt.«
De grinede og blev så begejstrede, at de kom hen til mig. Jeg blev imponeret og ivrig efter at vide, hvad de havde på hjerte. De sagde, at de var Jesu Kristi missionærer, og jeg gik med til at mødes med dem igen og tale mere om Jesus. Da jeg gik, var jeg glad. Da jeg så tilbage på dem, stod de bare der og udstrålede den samme glæde, som jeg følte.
Da søster Okoro-Omaka fandt Kirken, græd hun, fordi hun var så glad for at komme tilbage til sin Frelser.
Kom tilbage til Jesus Kristus
Da jeg kom hjem fra skole, sagde jeg til min mand: »Skat, gæt engang. Jeg har fundet den kirke, som vi skal være medlem af!« Jeg rystede af bare begejstring. Jeg vidste ikke, hvor alle disse følelser kom fra, men jeg var inderligt glad for at have mødt missionærerne.
Vi begyndte snart at lære om Jesu Kristi genoprettede kirke af med missionærerne. Jeg græd skønne tårer, fordi jeg var så glad for at komme tilbage til min Frelser. Jeg havde ingen spørgsmål vedrørende det, de lærte os, før vi kom til Mormons Bog. Jeg havde svært ved at tro på noget af det. Missionærerne bad mig dog om at læse Mormons Bog og bede om den. Jeg bad oprigtigt hver dag i ugevis for at vide, om den virkelig var Guds ord, men jeg læste aldrig i den.
Efter flere uger uden et svar fra Gud steg jeg ombord på et tog i forbindelse med en tur til Stockholm. På vejen hev jeg Mormons Bog frem og begyndte at læse i den.
Jeg læste indledningen, De tre vidners vidnesbyrd og De otte vidners vidnesbyrd , og jeg læste om Joseph Smith. Jeg læste og læste i den. Da jeg kom til Stockholm, græd jeg, rystede og havde gåsehud over det hele. Jeg følte mig overvældet af Guds Ånd. Jeg vidste gennem personlig åbenbaring, hvem Joseph Smith virkelig var – at han var Guds profet og tjener. Jeg vidste, at Herren havde gengivet Jesu Kristi evangelium til jorden gennem ham.
Derefter troede jeg på alt, hvad missionærerne fortalte mig. Da jeg selv havde læst Mormons Bog, vidste jeg, at den var sand. Jeg fortalte missionærerne, at jeg ønskede at blive døbt. Min mand tog hele vores familie med for at vise deres støtte til mig.
Efter min dåb begyndte vi at bede sammen igen som familie, og jeg begyndte at undervise dem om det, jeg lærte. Til sidst bad Okoro om at mødes med missionærerne igen. Han tog imod deres lærdomme, læste Mormons Bog og bad om den. Han modtog det samme svar, som jeg havde fået, og han bad også om at blive døbt. Til sidst var hele vores familie forenet i vores evige Kirke.
For bror og søster Okoro-Omaka var det at læse Mormons Bog nøglen til deres omvendelse.