Sidste dages helliges røster

Havde jeg tid til at hjælpe min klassekammerat?

Leonardo José Rattia Verenzuela fra Mérida i Venezuela

Jeg troede ikke, at jeg havde tid til at hjælpe, men Herren velsignede mig for mit offer.

ur med en afspejling af en mand, der optager sig selv, mens han læser en bog

Illustration: Lee Montgomery/IllustrationX

I 1998 begyndte jeg mine studier på universitetet i Andes. Jeg havde et stort ønske om at få en universitetsgrad med et godt karaktergennemsnit. Men mine klasser i kriminologi var svære, og jeg havde svært ved at tilpasse mig universitetets måde at arbejde på. Jeg havde også travlt med at tjene som rådgiver i biskoprådet i min menighed og arbejde om aftenen for at forsørge min familie.

Jeg var plaget af tvivl og bekymring, da jeg det første år fik mine karakterer, der lå langt under klassegennemsnittet. Da skoleåret sluttede, intensiverede jeg mine bønner til Gud om hjælp til at forstå hver teori, hvert princip og hver procedure.

I løbet af mit andet år mødte jeg en klassekammerat, som jeg ikke havde bemærket før, som hed Argenis. Jeg opdagede, at han heller ikke havde set mig – ej heller kunne han se mig, fordi han var blind. En dag kom han hen til mig med sin stok og en tablet til punktskrift og bad om hjælp. Han sagde, at jeg havde en god stemme, og at han havde brug for, at jeg optog de skrevne instruktioner til studiet, så han kunne lytte til dem.

Han havde spurgt andre, men de ville ikke hjælpe. De, der havde hjulpet ham året før, var tilbageholdende med at hjælpe ham igen. Midt i min travle ugeplan og pga. mine dårlige karakterer var jeg også tilbageholdende med at hjælpe.

På trods af at jeg aldrig officielt indvilligede i hans anmodning, læste og genlæste jeg snart instruktioner for at optage dem for Argenis. Med tiden blev vi venner, og jeg begyndte at fortælle ham om Jesu Kristi evangelium. Jeg gav ham endda et eksemplar af Mormons Bog i punktskrift. Han påskønnede min hjælp, men blev aldrig interesseret i at lære mere om Kirken.

Da jeg fortsatte med at læse og optage instruktioner til studiet, begyndte mit karaktergennemsnit dog at stige. Selv mine kammerater bemærkede, at jeg blev en bedre elev og fik en dybere forståelse.

Otte år efter jeg havde bestået min eksamen, bestod min ven Argenis også. Han havde ikke været interesseret i Kirken, men han havde hjulpet mig til at forstå, at »når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:17). Han havde også hjulpet mig til at se, at når jeg tjener andre, velsigner Gud mig og øger mine egne evner.