Kun digitalt: Unge Voksne
Forbindelse til Ånden på et sted uden ånd
Under min militærtjeneste i Sydkorea var jeg afsondret fra Kirken, men flere ting gjorde, at min tro kunne forblive stærk.
Jeg voksede op i Sydkorea, og jeg var ofte det eneste medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blandt mine venner og klassekammerater. Nogle gange var det svært at forklare, hvorfor jeg ikke foretog mig de samme ting, som mine venner gjorde, men når jeg forsvarede mine overbevisninger, føltes det som om min tro blev styrket.
Men da jeg blev en ung voksen, blev jeg udsat for flere fristelser og anbragt i et mere åndeligt fattigt miljø, end jeg nogensinde før havde været i.
Et åndeligt fattigt sted
I Sydkorea er unge voksne mænd forpligtet til et par års militærtjeneste. Da jeg var midt i min militærtjeneste, efter at have tjent min mission, følte jeg mig mere alene i min tro end nogensinde før – af mange grunde.
For det første var det svært at være adskilt fra andre medlemmer af Kirken og min familie, men noget andet, der var svært, var at være omgivet af ting, der går imod vores standarder. For eksempel er alkohol overalt i Sydkorea, især i militæret. Efter dagens øvelser var det almindeligt for alle at mødes for at drikke sammen. Da de fandt ud af, at jeg ikke drak alkohol, gjorde de alt, hvad de kunne for at tvinge mig til det. I deres øjne forsvarede jeg ikke bare mine værdier – jeg gik imod kulturen.
Desværre var det også almindeligt for mine soldaterkammerater at tale om kvinder på en erfaren og seksualiseret måde, der gjorde mig utilpas. Det var en udfordring at skulle høre på deres dårlige sprog hver dag. Derudover kunne jeg ikke gå i kirke, tage imod nadveren, gå i templet eller foretage mig noget som helst relateret til evangeliet i denne periode.
I et stykke tid følte jeg mig virkelig alene og spekulerede på, hvad jeg kunne gøre for bevare min tros styrke. Hvordan kunne jeg stå på hellige steder, når jeg ikke nogen mulighed for det?
De små ting
Efter at have kæmpet i et stykke tid besluttede jeg, at jeg var nødt til at påtage mig ansvaret for at føle Ånden, selv i et verdsligt miljø. Én ting, der hjalp mig, var at bringe de skrifter, jeg havde brugt, mens jeg tjente min mission, med under min militærtjeneste. Det er i virkeligheden de små vaner vi gør hver dag – som at læse vores skrifter, bede og opsøge muligheder for at tjene og være mere som Frelseren – der holder os forbundet med Ånden.
En dag stødte jeg på 1 Korinther 10:13, som siger: »Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.«
Mens jeg læste dette skriftsted, indså jeg, at selvom jeg følte mig alene, var vor himmelske Fader hos mig. Hvis jeg fortsatte med at række ud til ham og min Frelser, ville de hjælpe mig med at udholde min militærtjeneste på trofast vis og vende hjem med et vidnesbyrd, der var stærkere end før.
At huske på, hvem jeg er
Skrifterne blev en livline for mig i denne tid, da jeg var afsondret fra Kirken og andre medlemmer. At tale med vor himmelske Fader hver dag og læse mine skrifter holdt mig forbundet med ham og mindede mig om min guddommelige identitet, som var yderligere en nøgle til at overleve åndeligt.
At huske på, at jeg er et elsket barn af himmelske forældre holdt min tros fundament stærkt, især da jeg stødte på fristelser.
Ældste Alan T. Phillips fra De Halvfjerds belærte os for nylig: »Jesus Kristus ønsker, at I skal kende og have et forhold til jeres Fader i himlen …
I er hans barn. Hvis I føler jer fortabt, hvis I har spørgsmål eller mangler visdom, hvis I kæmper med jeres omstændigheder eller kæmper med åndelig mislyd, så vend jer til ham. Bed til ham om trøst, kærlighed, svar og vejledning. Uanset hvad behovet er, og hvor end I er, så udøs jeres hjerte til jeres himmelske Fader.«1
Selv hvis I ikke er i stand til at komme i templet, i kirken eller at deltage i nadveren af en eller anden grund, kan det at huske på jeres guddommelige identitet altid være en måde, hvorpå I kan genoprette forbindelsen til Ånden og udvikle jeres forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus.
Vi kan altid tilgå hellighed
Da jeg afsluttede min militærtjeneste, prioriterede jeg mere end nogensinde åndelige vaner. At være i stand til at gå i templet, deltage i nadveren og være fuldt ud involveret i evangeliet var en sådan kontrast til det miljø, jeg havde været i de foregående to år. Jeg føler nu til fulde de velsignelser, den trøst og den glæde, som Jesu Kristi evangelium giver os. Og jeg er glad for, at jeg forblev trofast, indtil dette var muligt.
Hvis I nogensinde befinder jer i omstændigheder, der kræver, at I står på steder, der ikke er helt så hellige, så hold fast i jeres tro. Jeg har lært så meget om at plante vores tros frø i fast grund og lade disse rødder gribe fat, så vi kan modstå verdens fristelser og udfordringer.
Uanset hvor mørkt jeres miljø eller jeres udfordringer til tider kan virke, så glem ikke, at I altid kan tilgå himlen gennem bøn, gennem skrifterne og gennem Helligåndsgaven.
Som ældste Joaquin E. Costa fra De Halvfjerds belærte os for nylig: »Hvad giver [os] kraften til at komme igennem så svære ting? Hvad giver dem det ekstra lag af styrke til at fortsætte, når alt synes tabt?
Jeg har fundet frem til, at den kilde til styrke ligger i tro på Jesus Kristus, når vi bevidst stræber efter at komme til ham og følge ham hver dag.«2
Uanset hvor I befinder jer, hvis I stræber efter at følge Jesus Kristus og holde fast i jeres tro, så kan alle steder blive hellige steder, hvor I kan modtage og dele hans lys.