»Hvad jeg lærte af et brød om omsorg«, Liahona, juni 2024.
Sidste dages helliges røster
Hvad jeg lærte af et brød om omsorg
Hvad kunne jeg servere for min datter i aften, som hun kunne spise?
Min ven Wendy er en fantastisk kok. Fra den dag hun flyttede ind længere nede ad gaden i forhold til vores families hus, har hun delt mad med os. Hun har altid et påskud: »Der er ikke plads til det i mit køleskab« eller »Jeg har lavet for meget!« Uanset hvad hun siger, når hun bringer sine ofre, så hører jeg altid: »Jeg elsker jer.«
Jeg følte hendes kærlighed til vores familie især efter en meget svær dag. Et af mine børn var for kort forinden blevet diagnosticeret med en spiseforstyrrelse, og alt omkring mad var ved at blive en kompliceret og stressende ting i vores hjem.
En aften mødtes min datter og jeg med hendes behandlerteam. Ved dette møde fik hun en madplan, og jeg fik til opgave at lave og planlægge tre måltider og tre snacks til hende hver dag. Disse måltider og snacks skulle opfylde visse kostretningslinjer, der kunne hjælpe hende med at genvinde sin vægt.
For mig var denne opgave overvældende. Jeg er ikke så dygtig til at lave mad, så det at modtage så specifikke instruktioner og at se frem til at prøve at få mit modstræbende barn til at spise så meget mad fik mig nærmest til at græde. Da vi kørte hjem, tænkte jeg opgivende: »Jeg har ikke noget, der passer til hendes aftensnack i aften.«
Da jeg kom hjem, traskede jeg gennem døren og straks var der noget, der duftede lækkert. På køkkenbordet lå der et bananbrød, som Wendy havde afleveret, mens vi var væk. Det indeholdt kerner, frugt og fedtstof – perfekt til den aftensnack, vi havde brug for! Og det bedste af det hele, så spiste min datter det velvilligt.
Da jeg senere ringede til Wendy for at takke hende for brødet, fortalte jeg hende ikke forhistorien. Hun undrede sig sikkert over, hvorfor jeg var så følelsesladet over hendes gave. Wendy vidste ikke, at vi havde det hårdt. Hun havde ganske enkelt bare lavet »for meget« bananbrød og ville ikke have, at det blev for gammelt.
Nogle få måneder senere, da jeg lyttede til en podcast om at være pagtsholder, spekulerede jeg over, hvad det egentlig betyder at være pagtsholder. Så dukkede Wendys gave med bananbrødet op i mit sind.
Da Wendy fulgte sit hjerte og bragte os brødet den dag, havde hun sørget med dem, der sørgede og trøstet dem, der havde brug for trøst (se Mosi 18:9), selv uden at kende hele historien. Og det gjorde en stor forskel.