Vidner om guldpladerne i Mormons Bog

Mark Ashurst-McGee

Seniorhistoriker ved projektet Joseph Smith-Papers, Kirkens historiske afdeling

Ud over de tre vidner og de otte vidner, hvis vidnesbyrd fremgår af indledningen til Mormons Bog, var der flere andre, der så eller følte guldpladerne.

I 1823, da engel Moroni for første gang viste sig for Joseph Smith, fortalte han Joseph om guldpladerne, han sagde: »at der var blevet henlagt en bog, skrevet på guldplader … Han sagde også, at den indeholdt det evigtvarende evangeliums fylde, sådan som Frelseren havde givet det til de fordums indbyggere« (Joseph Smith – Historie 1:34)

Fire år senere, den 22. september 1827, overdrog Moroni pladerne i hans varetægt. Som Joseph senere forklarede: »Han fortalte mig videre, at når jeg fik de plader, som han havde talt om … måtte jeg ikke vise dem … til andre end dem, som jeg ville få befaling om at vise dem til« (Joseph Smith – Historie 1:42)

Cumorahøjen, hvor Joseph Smith modtog guldpladerne fra Moroni.

Pladerne var hellige, og Joseph viste dem ikke til nogen uden tilladelse; men mange individer rørte pladerne, mens de var tildækket og hørte endda pladernes metalliske lyd. Da oversættelsen var færdig, så de tre og de otte vidner pladerne uden tildækning og de otte vidner håndterede dem uden tildækning. Pladerne blev derfor bevidnet med tre sanser: De blev set, rørt ved og hørt.

Vidner så den fulde stak plader samt de ringe, der bandt dem sammen, de forseglede og ikke-forseglede dele, samt forseglingen, der bandt den forseglede del, hver af de enkelte plader i den ikke-forseglede del og de indgraverede indskrifter på hvert blad.
Vidner rørte ved pladerne, når de løftede hele stakken op i deres arme for at bestemme deres vægt, de bladrede gennem siderne på stakken, som man bladrer i en bog, og de mærkede hver eneste plade i den ikke-forseglede del, da de vendte bladene et efter et.
Vidner hørte metalpladerne rasle, klingre og klirre, når de blev flyttet.

Steder fra oven: Manchester i New York, Fayette i New York, Harmony i Pennsylvania.

Over tid blev pladerne bevidnet tre steder: Manchester i New York, Harmony i Pennsylvania og Fayette i New York.

Vidner i Manchester

Joseph Smith sen. og Lucy Mack Smiths hjemby i nærheden af Den Hellige Lund. Joseph og Emma boede der i 1827, da Joseph først modtog guldpladerne.

Familien Smith og andre i deres område fik mulighed for at løfte fordums optegnelse og føle dens enkelte plader i Smith-familiens hjem i Manchester Township i New York. Josephs lillebror William, 16 år i 1827, havde et levende minde om at bevidne pladerne, som han senere fortalte om i en prædiken: »Da pladerne blev bragt ind var de pakket ind i et klæde. Min fader lagde dem derefter ind i et pudebetræk. Fader sagde: ›Sig mig engang, Joseph, må vi ikke se dem?‹ [Joseph svarede:] ›Nej … Jeg fik forbud mod at vise dem til nogen, før de blev oversat, men I må føle dem.‹ Vi håndterede dem og kunne mærke, hvad de var … Kunne mærke at de var runde eller firkantede. Kunne løfte bladene på denne måde (løfter nogle blade af Bibelen foran sig). Man kunne nemt mærke, at de ikke var en sten, hugget ud for at bedrage eller endda en klods af træ.«¹

Ved en anden lejlighed gav William yderligere oplysninger: »Jeg kunne se, at de var plader af en eller anden art, og at de fæstnet sammen med ringe gennem ryggen.«² Han skrev også, at han ud over at føle de enkelte plader også havde løftet hele artefaktet: »Jeg fik lov til at løfte dem … De vejede omkring 60 pund efter min bedste vurdering.«³ Josephs lillesøster Katherine på 14 år fik også lov til at holde pladerne den dag, Joseph kom hjem med dem. Hun »følte med fingrene op og ned langs pladernes sider og mærkede, at de var adskilte metalplader og hørte den klirrende lyd, de lavede.«⁴

Mor Lucy fortalte senere om sine oplevelser til en nabo, Sally Bradford Parker, der skrev: »Jeg spurgte, om hun så pladerne. Hun sagde nej, det tilkom ikke hende at se dem, men hun havde løftet og håndteret dem, og jeg troede på alt, hvad hun sagde, for jeg boede ved siden af hende i otte måneder, og hun var en meget god kvinde.«⁵ Selvom hun aldrig så pladerne uden tildækning, var Lucy sikker på deres ægthed og deres oversættelses gyldighed. Hun huskede, at hun fik besøg af en diakon fra en af de lokale kirker, som bad om at se pladerne. Da hun nægtede at fremvise optegnelsen, bad han hende om at holde op med at tale med andre om den. Lucy svarede: »Om I skulle … brænde mig på bålet, så vil jeg erklære, at Joseph har den optegnelse.«⁶

Andre i Palmyra- og Manchester-området, hvor familien Smith boede, fik lov til at løfte pladerne, mens de blev opbevaret i en kasse eller i en anden form for beholder. Martin Harris rapporterede, at hans kone, Lucy Harris, og en af deres døtre – sandsynligvis Lucy eller Duty – besøgte familien Smith og fik lov til at løfte pladerne. Begge fortalte Martin, at de var ret tunge.⁷ Så besøgte Martin Harris selv Smith-familien og havde den samme oplevelse.⁸

Martin Harris fortalte, at Alvah Beman, der også boede i området, ligeledes fik lov til at løfte pladerne i en kasse og »sagde, at han hørte dem bevæge sig fra side til side.«⁹ Pladerne havde formentlig bevæget sig, da kassen blev overdraget til Alvah, og det frembragte lyden af klirrende metal.

Vidner i Harmony

I december 1827 havde der været flere forsøg på at stjæle pladerne, så Joseph besluttede sig for sammen med Emma at flytte til hendes forældres hjem i Harmony Township i Pennsylvania.

Da Joseph og Emma ankom, tillod Joseph Isaac Hale, Emmas far, at løfte pladerne i en kasse. Isaac sagde senere: »Jeg fik lov til at føle vægten af kassen, og det gav mig indtrykket, at bogen med pladerne var i kassen.« Alligevel var han ikke overbevist og var utilfreds med situationen. Han bad Joseph om enten at vise ham pladerne eller fjerne dem fra hans hus. Joseph gemte pladerne i den nærliggende skov, indtil han og Emma flyttede ind i deres eget hus på Hale-ejendommen.¹⁰

En tilstødende gård var ejet af Joseph og Sara McKune. Deres barnebarn fortalte senere, at Joseph McKune havde fået lov til »at holde et pudebetræk i hånden, hvori den påståede hellige skat var indpakket og til at mærke gennem stoffet, at de havde blade.«¹¹

I Harmony begyndte Joseph Smith sin oversættelse af Mormons Bog ved Guds gave og kraft. I starten var hans skrivere hans kone, Emma, og hans ven Martin Harris.¹² Ligesom medlemmer af familien Harris og familien Smith havde Emma løftet pladerne, idet hun »løftede og flyttede dem« under rengøring.¹³ Hun mærkede også de enkelte blade og hørte den lyd, de frembragte, når de bevægede sig og beskrev dem på denne måde: »Jeg mærkede engang på pladerne, da de således lå på bordet, og fulgte deres omrids og form. De syntes at være bøjelige ligesom tykt papir, og de raslede med en metallisk lyd, når man kører tommelfingeren over kanten, sådan som man nogle gange bladrer i en bog.«¹⁴

Vidner i Fayette

I slutningen af maj 1829 begyndte den samme form for forfølgelse i Harmony, som Joseph havde oplevet i Manchester, og Joseph indså, at han var nødt til at flytte igen for at fuldføre oversættelsen. Sammen med sin kone, Emma og sin skriver Oliver Cowdery blev Joseph budt velkommen hos nogle bekendte: Peter og Mary Whitmer fra Fayette Township i New York.

Maria Whitmer fik vist pladerne af en himmelsk budbringer. Så vidt vi ved, nedskrev hun aldrig sin oplevelse. Men Mary fortalte sine børn og børnebørn om sin oplevelse, og de fortalte den siden videre. Hendes barnebarn John C. Whitmer gengav: »Jeg har hørt min bedstemor (Mary M. Whitmer) sige ved flere lejligheder, at hun fik vist Mormons Bogs plader af en hellig engel.«¹⁵

Billede

Mary Whitmer får vist guldpladerne

Hendes søn David sagde, at »hun blev mødt udenfor i nærheden af gårdspladsen af [en] gammel mand.« Barnebarnet John sagde, at denne mand »bar noget på sin ryg, der lignede en rygsæk«, og at »i første omgang var hun lidt bange for ham.« Men »da han talte til hende i en venlig, imødekommende tone og begyndte at forklare hende, hvilken form for arbejde der foregik i hendes hus, blev hun fyldt med ubeskrivelig glæde og tilfredshed.«

John gav yderligere detaljer om det fantastiske vidnesbyrd Mary modtog om den hellige optegnelse på daværende tidspunkt: »Han snørede derefter sin rygsæk op og viste hende et bundt plader … Denne mærkelige person vendte bladene i bogen med plader, blad efter blad, og viste hende også graveringerne på dem; personagen forsvandt pludseligt med pladerne, og hvor han gik hen, kunne hun ikke se.«

John erklærede: »Jeg kendte min bedstemor som en god, ædel og sandfærdig kvinde, og jeg har ikke den mindste tvivl om hendes udsagn om, at hun havde set pladerne, var fuldstændig sandt. Hun var en stærk tilhænger af Mormons Bog indtil sin dødsdag.«¹⁶

Marys søn David blev senere et af de tre vidner, der fik vist pladerne af en engel, da oversættelsen var færdig. Desuden blev Marys andre sønner senere blandt de otte vidner, Joseph Smith viste pladerne til, som fik lov til at løfte og håndtere pladerne uden tildækning og til at vende pladerne og observere deres fordums graveringer.¹⁷

Billede

dreng læser en bog

Vores eget vidne

I forhold til tro og historie ønsker mange mennesker flere beviser. Nogle ville måske ønske, at guldpladerne var tilgængelige for alle, og at de kunne ses på et verdensberømt museum. Selvom Joseph Smith returnerede guldpladerne til englen Moroni, og vi ikke personligt får lejlighed til at inspicere dem, har vi vidnesbyrd fra dem, der gjorde.

Historien om pladerne opfylder den guddommelige lov om vidner: »Derfor vil Gud Herren skride til at bringe bogens ord frem; og ved så mange vidners mund, som han finder for godt, vil han stadfæste sit ord« (2 Ne 27:14). De mænd og kvinder, der så og rørte og hørte pladerne bar vidnesbyrd om pladernes materielle virkelighed og deres inskriptioner, deres fordums fremtoning og den himmelske godkendelse af deres guddommelige oversættelse.

Som det var tilfældet med de tre og otte vidner, er det ikke meningen, at de andre vidners vidnesbyrd skal konvertere os til at efterleve evangeliet. Snarere giver alle de forskellige vidners vidnesbyrd os en grund til at tage Mormons Bog alvorligt, læse den og rette os efter Moronis løfte: »Når I modtager dette, vil jeg formane jer til, at I spørger Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt; og hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft« (Moro 10:4)

Løftet er henvendt til alle i de sidste dage. Det er til jer. Måske er dette løfte allerede blevet opfyldt i jeres liv. Måske kalder ordene fra dem, der så guldpladerne, til jer om nu at læse den hellige skrift, der blev oversat fra graveringerne på pladerne. De mænd og kvinder, der så og holdt pladerne forblev tro mod deres vidnesbyrd, og vi kan gøre det samme. Vi kan holde vores vidnesbyrd helligt, og vi kan dele det med andre.