Hvorfor er pagter betydningsfulde for mig?
Vi indgår pagter, når vi modtager ordinancer såsom dåb, ordination til præstedømmet samt tempelordinancer. En pagt er en hellig aftale mellem Gud og hans børn. Gud har bestemte betingelser, og han lover at velsigne os, når vi overholder disse betingelser. Vi gør os egnede til at modtage de velsignelser, som Gud har lovet os, når vi indgår og holder pagter. Hvis vi vælger ikke at holde pagterne, kan vi ikke modtage velsignelserne. Vore pagter vejleder os i de valg, vi træffer, og hjælper os til at modstå fristelse.
Forbered dig åndeligt
Studér bønsomt disse skriftsteder og hjælpekilder. Hvordan kan du hjælpe de unge mænd til at ønske at indgå og holde pagter?
2 Mos 19:5; L&P 35:24; 90:24 (Vi bliver velsignet, når vi holder pagterne)
Mosi 5; Alma 46:10-37 (Eksempler fra Mormons Bog på folk, der indgår og holder pagter)
L&P 82:10 (Herren er bundet, når vi adlyder)
Russell M. Nelson, »Pagter«, Liahona, nov. 2011, s. 86-89
Jeffrey R. Holland, »Hold pagterne: Et budskab til dem, der vil på mission«, Liahona, jan. 2012, s. 48-51
D. Todd Christofferson, »Styrken i pagter«, Liahona, maj 2009, s. 19-23
»Pagt«, Tro mod sandheden, 2005, s. 117-118
Video:
Lad de unge mænd lede
Et medlem af kvorumspræsidentskabet (eller i præsternes kvorum en assistent til biskoppen) leder mødet. Han leder de unge mænd, når de sidder i råd sammen om kvorummets anliggender, underviser dem i deres præstedømmepligter (fra skrifterne og hæftet Pligt mod Gud), opfordrer dem til at fortælle om deres oplevelser med at udføre deres pligt mod Gud og inviterer en vejleder eller et andet kvorumsmedlem til at undervise i en evangelisk lektion. Han kunne forberede sig ved til et præsidentskabsmøde at udfylde en dagsorden til kvorumsmøde.
Begynd undervisningen
Vælg nogle af disse forslag, eller udtænk selv nogle til at gennemgå sidste uges lektion og præsentere denne uges lektion:
-
Bed de unge mænd om at tænke på den sidste lektion og skiftes til at sige en enkelt sætning, der opsummerer, hvad de lærte af den lektion. Hvordan har de anvendt det, de lærte?
-
Bed en ung mand om at komme op foran i lokalet. Vis, hvad en pagt er, ved at love ham noget, hvis han til gengæld vil gøre noget (lov ham for eksempel en lille ting, hvis han vil sige en trosartikel udenad). Lad den unge mand gøre det, hvis han vil, og hold dit løfte til ham. Hjælp de unge mænd til at definere ordet pagt (se det tredje afsnit i præsident Russell M. Nelsons tale »Pagter«), og bed dem om at forklare, hvilke ligheder og forskelle, der er mellem dette eksempel og de pagter, vi indgår med Gud.
Lær sammen
Alle forslagene herunder vil hjælpe kvorumsmedlemmerne til at forstå, hvorfor vi indgår pagter. Følg Åndens inspiration, og vælg et eller flere af de forslag, der vil virke bedst i dit kvorum:
-
Bed et kvorumsmedlem om at undervise i en del af denne lektion. Dette kan han gøre som led i sin plan i Pligt mod Gud om at lære og undervise om pagter og ordinancer (se »Pligt mod Gud«, s. 18, 42 eller 66).
-
Bed de unge mænd om at forestille sig, at de prøver at hjælpe en ven fra en anden trosretning til at forstå pagter. Lad dem studere »Pagter« i Tro mod sandheden eller de skriftsteder, der er nævnt i dette oplæg, og forberede sig til, hvordan de vil forklare deres ven om pagter. Lad dem lave et rollespil over denne situation. Bed dem om i deres forklaring at medtage, hvorfor deres pagter er vigtige for dem.
-
Bed de unge mænd om på egen hånd at gennemlæse Mosija 5 og markere ord eller begreber, der gør indtryk på dem i forbindelse med at indgå og holde pagter. Lad dem skrive på tavlen, hvad de har fundet ud af. Skriv på tavlen: »Det er vigtigt for mig at holde mine pagter, fordi ________.« Lad de unge mænd hver især færdiggøre sætningen.
-
Vis et billede af hærføreren Moroni, der hejser frihedserklæringen (se hæftet Evangelisk kunst, nr. 79). Bed de unge mænd om at udpege nogle detaljer på billedet og kort fortælle den historie, som det skildrer (se Alma 46:10-37). Hvilke pagter indgik nefitterne (se vers 20-22)? Hvorfor valgte folket at holde disse pagter på trods af den fare, de stod overfor? Hvordan påvirkede deres pagter kampens udfald? Bed de unge mænd om at nævne de pagter, de har indgået. Hvordan hjælper disse pagter os med at overvinde udfordringer og fristelser?
-
Læs, se eller lyt sammen i kvorummet til beretningen fra begyndelsen af ældste D. Todd Christoffersons tale »Styrken i pagter«. Hvordan hjalp Pamelas pagter hende til at håndtere den tragedie, hun stod overfor? Bed de unge mænd om hver især at læse et af de resterende afsnit af talen og finde svar på spørgsmålet, »Hvordan kan mine pagter styrke og beskytte mig?« Bed de unge mænd om at fortælle, hvad de har fundet frem til. Bed dem om at drøfte specifikke situationer, de kunne stå i i den kommende uge, hvor de kunne finde styrke og beskyttelse i deres pagter.
-
Skriv ordene »Pagter« og »Missionering« på tavlen. Bed de unge mænd om hver især at læse et afsnit af ældste Jeffrey R. Hollands artikel »Hold pagterne: Et budskab til dem, der vil på mission«. Bed dem om at fokusere på forholdet mellem pagter og missionering. Lad de unge mænd fortælle hinanden, hvad de har lært af ældste Hollands budskab. Hvordan påvirker hans råd det, de vil gøre i deres forberedelse til at tage på fuldtidsmission?
Bed de unge mænd om at gengive, hvad de har lært i dag. Har de en bedre forståelse af pagter? Hvilke følelser eller indtryk har de fået? Har de yderligere spørgsmål? Vil det være værd at bruge mere tid på denne læresætning?
Opfordring til handling
Den unge mand, der leder, afslutter mødet. Han kan:
-
Fortælle, hvad det betyder for ham at indgå en pagt.
-
Opfordre andre kvorumsmedlemmer til at fortælle et familiemedlem om deres tanker om det, de har lært.