Den fuldkomne gave
Et år, cirka tre dage før en barndomsjul, opdagede min mand, Rob, at to af hans storesøstre i hemmelighed pakkede to af deres julegaver ud i deres soveværelse. Da de så havde smugkigget ind i dem, pakkede søstrene gaverne ind igen. Robs søstre sagde til ham: »Hvis du ikke siger det til mor, vil vi vise dig, hvordan man gør.«
Han gav til sidst efter for fristelsen, især fordi der var en pakke i basketballstørrelse under juletræet med hans navn på.
Men gaven føltes mærkelig let, da han i smug bar den op på sit soveværelse. Han åbnede den forsigtigt og så, at den var tom, bortset fra en seddel. på sedlen stod der: »Jeg ved, hvad du gør. Ødelæg ikke din jul. Kærlig hilsen mor.« Han lærte lektien, og det gjorde en ende på de store krumspring med at smugkigge i julegaverne.
Tænk over jeres minder, de smukke syn, de engleagtige lyde og de uforglemmelige lugte, der kommer til jeres sind, når I tænker på julen. Mange af os bærer endnu smukkere minder i vores hjerte om det hellige i julen: Fejringen af vor Frelsers fødsel. Disse hellige følelser forlader os aldrig.
Vi mærker dem, hver gang vi tænker over den lille krybbe i Betlehem, hvor så mange profetier gennem århundreder alle samledes under en stjernefyldt nattehimmel – da vor Frelser og Forløser blev bragt ind i verden som kongernes Konge og herrernes Herre.
Vi hører ofte, at julen er for børnene, men er vi ikke alle børn i hjertet? En dag havde en mor og hendes niårige datter travlt med juleindkøb. Mens de styrtede gennem en butiks smykkeafdeling, lagde datteren mærke til et kæmpebanner, der hang over en udstillingsmontre. Med store, røde bogstaver proklamerede det: »Gaven, der aldrig holder op med at give.«
Datteren læste det, tænkte over det et øjeblik og smilede så. Hun sagde stolt til sin mor: »Mor, jeg ved, hvad det er for en gave, der aldrig holder op med at give.«
»Nå, hvad?« spurgte hendes mor, mens de hurtigt bevægede sig gennem menneskevrimlen.
Datteren sagde uskyldigt: »Det er Jesus!«
Hendes mor svarede fejlagtigt: »Nej, min skat. Det er diamanter.«
Esajas minder os om dette: »En lille dreng vogter dem.«1
Da jeg brugte en søgemaskine på internettet, fandt jeg tusinder af ting, hvor reklamen lød: »Gaven, der aldrig holder op med at give.« Dog, hvor meget vi end prøver, vil ingen materialistisk gave, vi giver, nogen sinde vare for evigt.
Lad mig derimod dele et af mine dejlige juleminder med jer om to personer, som, jeg tror, aldrig holdt op med at give. Det var mine forældre, Aldo og Eleanor Harmon.
Det var en snevinter i vores lille by det år, men det afholdt ikke min far fra at tage familien med ud for at lede efter det perfekte juletræ. Da træet kom hjem og stod sikkert i foden, blev lysene, pynten og englehårene smukt anbragt på grenene. Vores beskedne hjem var officielt klar til, at julen kunne begynde.
Legetøjskatalogerne kom med posten, og mine søskende og jeg bladrede spændt og ønskede os julens skatte. Duften af peberkager og plumkage fyldte vores hjem, og december slæbte sig langsomt af sted på julekalenderen. Vi lagde overraskelser på naboernes dørtrin og prøvede at tjene familier, der havde brug for lidt juleopmuntring.
Hver aften, når jeg var gået i seng, tilbragte min mor ekstremt meget tid lukket inde i sit soveværelse. Det eneste, jeg kunne høre, var lyden af hendes symaskine. Hun syede i forvejen så meget af vores tøj, at jeg ikke tænkte særlig meget over det.
Men da julen nærmede sig, var min mor fuldstændig udmattet. Hun lå syg i sengen dagen før jul. Da lægen fortalte min far, at hun skulle blive i sengen i mindst en uge, blev jeg bekymret – men også meget skuffet. Hvordan kunne julen fortsætte uden mor? Hvordan kunne det overhovedet føles som jul? Og hvem skulle for øvrigt lave julemaden?
Da min far tog sig kærligt af mor, gik det op for ham, at opgaven med at lave mad faldt på ham. Igen blev jeg bekymret! Selv om han var en meget klog og begavet mand, var madlavning ikke lige det, han mestrede.
Juleaften befandt jeg mig på mine knæ og bad om, at min mor på mirakuløs vis blev helbredt, og at julemorgen ville være, som den altid havde været: At vores familie var samlet rundt omkring juletræet. Skuffelsen skyllede ind over os julemorgen, da vi blev klar over, at vores kære mor stadig lå meget syg i sengen. Mens vi åbnede vores gaver, blev jeg overrasket over at opdage, at min særlige gave var en kollektion af håndlavet dukketøj, som min mor havde syet til mig på disse mange sene decemberaftener. Jeg kunne ikke vente med at løbe ind til hende og kaste armene om hendes hals. Hun havde virkelig ofret sig for mig.
Kære far gjorde alt, hvad han kunne, for at få juledag til at føles normal det år, så normal som den kunne blive uden mor. Og det lykkedes for ham. Efter vores enkle måltid faldt min søde far i søvn i stolen ved siden af ildstedet, da jeg legede med mine søskende og min dukke og hendes nye tøj. Min kære, kære mor kom sig efter megen hvile, og alt var godt. Men i mit liv var mine forældre for mig en gave, der aldrig holdt op med at give.
Lad os overveje den sætning et øjeblik. Ville en gave, der aldrig holder op med at give, ikke blive betragtet som den perfekte gave? For det første ville en perfekt gave afsløre noget om den, der giver gaven. For det andet ville den afspejle noget om behovene hos den person, der får gaven. Og til sidst ville gaven, hvis den virkelig var den perfekte gave, bevare sin værdi, ikke blot som tiden går, men for evigt.
Opfylder vor elskede Frelser, ja, verdens Frelser, ikke disse krav? Afslører den gave, som Jesu Kristi fødsel, tjenestegerning og sonoffer er, noget om gavens giver? Selvfølgelig. »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn.«2 Vor Fader i himlen ofrede sin Søn af ren og skær kærlighed til os, sine børn.
Viser gaven Jesus Kristus, at vor himmelske Fader vidste præcis, hvad vi har brug for? Igen et eftertrykkeligt ja! Vi er af en falden natur, og vi har desperat behov for en Frelser og Forløser. Som Nefi sagde, »gør [Jesus Kristus] ikke noget, uden at det er til gavn for verden; for han elsker verden«.3
Og det sidste krav for den perfekte gave? Den skal bevare sin værdi for evigt. Mormons Bog lærer os med stor tydelighed, at Jesu Kristi forsoning er altomfattende og evig.4
Kan I huske banneret i smykkeafdelingen? Pigen vidste intuitivt, hvad den sande gave er. I denne formørkede verden ser vi forbi smykker hen til verdens lys. Frelseren selv sagde:
»Derfor, hold jeres lys op, så det kan skinne for verden. Se, jeg er det lys, som I skal holde op.«5
»Jeg er lyset, som skinner i mørket.«6
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er den fuldkomne gave: Den gave, der aldrig holder op med at give. Må vi alle bevare den sandhed i vores hjerte denne jul og for evigt. Han lever. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.