Fredens evangelium
I denne juletid fejrer hele den kristne verden Jesu Kristi fødsel, han som er »Freds Fyrste«. Vi fryder os alle over englens kundgørelse om den fødsel:
»I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren …
Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«1
En god illustration af, hvordan kristne ærer Frelseren, er de ord, Charles Dickens skrev til sine egne børn:
»Mine kære børn, jeg er meget ivrig efter, at I skal vide noget om Jesu Kristi historie. For alle bør kende til ham. Der har aldrig eksisteret nogen, der var så god, så venlig, så mild og så ked af det på vegne af alle de mennesker, der gjorde noget forkert.«
Det var Dickens’ introduktion. Dette er hans konklusion:
»Husk! Kristendommen går ud på altid at gøre godt, selv mod dem, der er onde mod os. Kristendommen går ud på at elske vores næste som os selv og at gøre mod alle mennesker, som vi gerne vil have, de gør mod os. Kristendommen går ud på at være mild, barmhjertig og tilgivende og at bevare disse egenskaber i vores eget hjerte og aldrig prale af dem eller af vores bønner eller af vores kærlighed til Gud, men altid at vise, at vi elsker ham ved ydmygt at prøve at gøre det rette i alt. Hvis vi gør det og husker vor Herre Jesu Kristi liv og lærdomme og prøver at leve op til dem, kan vi med sikkerhed håbe, at Gud vil tilgive os vores synder og fejltagelser og gøre os i stand til at leve og dø med fred.«2
Som Dickens skrev, fører »vor Herre Jesu Kristi liv og lærdomme« os til fred. Apostlen Paulus kaldte vor Frelsers lærdomme »fredens evangelium«.3
Ordet fred har mange forskellige betydninger i skrifterne. Da Jesus sagde: »Fred være med jer«, beskrev han angiveligt den slags fred, profeten Esajas udtrykte: »Retfærdighed skaber fred, retfærdighed bringer ro og tryghed til evig tid.«4 Frelseren opfyldte den profeti. Han forklarede: »Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig.«5
I sine afsluttende belæringer fortalte Herren Jesus Kristus sine apostle: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«6
Kort tid derefter citerede Frelseren under sit besøg til de retfærdige i den nye verden disse ord fra Esajas: »Og alle dine børn skal blive undervist af Herren; og stor skal dine børns fred blive.«7
Det, som vor Frelser lærte os om fred i livet hos hver enkelt, gælder også for fred i en familie, fred i et land og fred i verden.
Frelseren og hans apostle havde ikke noget andet program for verdensfred end den enkeltes retskaffenhed. De rejste ikke modstand mod Roms herredømme eller mod de lokale tyranners styre. De forkyndte den enkeltes retskaffenhed og underviste om, at Guds børn skulle elske deres fjender8 og »hold[e] fred med alle mennesker«.9
Krig og konflikter er en følge af ugudelighed; fred er produktet af retfærdighed. Evangeliets velsignelser er universelle, og det er opskriften på fred også: Hold Guds bud.
Præsident Howard W. Hunter har sagt dette:
»Den fred, som verden længes efter, er en tid uden fjendskab; men menneskene indser ikke, at fred er en tilstand, som kun kan komme til mennesket på de vilkår og betingelser, som Gud har fastsat, og ikke på nogen anden måde …
Hvis vi ser hen til mennesket og verdens handlemåder, finder vi oprør og forvirring. Hvis vi bare vil vende os til Gud, vil vi finde fred for den rastløse sjæl …
Denne fred beskytter os fra verdens trængsler.«10
I nutidsåbenbaring læser vi: »Men lær, at den, der gør retfærdigheds gerninger, skal få sin belønning, nemlig fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden.«11
Fred er vor Frelsers løfte, og fred er vores mål. Denne lovede fred er den fornemmelse for velbefindende og sjælefred, der er en følge af at holde buddene. Præsident Spencer W. Kimball har sagt:
»Fred er frugten af selvbeherskelse. Den kan ikke købes for penge, og man kan ikke bytte sig til den eller købslå om den. Man må gøre sig fortjent til den.«12 Vi synger: »Sweet is the peace the gospel brings«,13 og i en anden storslået salme synger vi sammen denne melodiske bøn:
»Lad der bli’ fred på jord,
og lad den begynde her.«14
Vi kan ikke få fred blandt lande uden at opnå en generel retfærdighed blandt de mennesker, der udgør dem. I de urohærgede år under anden verdenskrig forklarede ældste John A. Widtsoe dette:
»Den eneste måde, hvorpå man kan skabe et fredeligt samfund, består i at skabe mænd og kvinder, der elsker og skaber fred. Hver enkelt står i kraft af Kristi lære og hans kirke med verdens fred i sine hænder.
Det gør mig ansvarlig for verdensfreden, og det gør hver enkelt af jer ansvarlig for verdensfreden. Ansvaret kan ikke overdrages andre.«15
Omkring 30 år senere talte en anden generalautoritet, Eldred G. Smith, om selvsamme sandhed:
»Hvis ethvert menneske havde fred i sjælen, så ville der være fred i familien. Hvis der er fred i alle familier, så vil der være fred i landet. Hvis der er fred i landene, er der fred i verden.
Lad os derfor ikke bare nøjes med at synge: ›Lad der bli’ fred på jord, og lad den begynde her«, men lad os mene det. Jeg gør det til mit mål – gør det til jeres mål.«16
En af mine yndlingsjulehistorier blev trykt i Deseret News for over 30 år siden. Den fortæller om en 11-årig pige og det, hun lærte af sin pine over ikke at få en gave, hun havde ønsket sig, og den fred, hun fik ved at lære betydningen af det, vi fejrer med gaver i juletiden. Jeg fortæller den til især børnene og de unge blandt os.
En 11-årig pige var meget ked af det, fordi hun ikke havde fået den nye dukke, hun havde ønsket sig så længe.
Moderen prøvede at trøste hende ved at sige: »Du bliver for gammel til den slags ting.« Var hun virkelig blevet for gammel til julen? spekulerede datteren på. Hendes far forklarede:
»Min kære, kære, lille pige. Der er så meget smerte, og glæde, mens man vokser op. Nej, mit barn, du er ikke blevet for gammel til julen. Der sker noget meget vigtigere for dig. Du vokser op og indser, at mange ting har en dybere og mere væsentlig betydning, end du var i stand til at forstå som barn … Du har hørt, at vi giver gaver til jul, fordi hyrderne og de vise mænd bragte gaver til Kristusbarnet, men lad mig fortælle dig om den rigtige første julegave.«
Hendes far beskrev derefter den store kærlighed, vor himmelske Fader havde til sin ældste Søn, »som havde været loyal over for ham gennem megen trængsel og oprør, og som oven i købet havde hjulpet ham med at skabe den verden, vi lever i.« Han fortalte hende om, hvordan vor himmelske Fader havde givet os sin Søn, Herren Jesus Kristus, så han kunne være vor Frelser.
Han læste fra Mormons Bog om, hvordan denne Søn »skal komme ned fra himlen blandt menneskenes børn og skal bo i en bolig af ler … Og se, han skal lide fristelser og legemlige smerter, sult, tørst og udmattelse, ja, mere end mennesker kan udholde, uden at det forvolder døden; for se, der kommer blod fra hver pore, så stor skal hans kval være over sit folks ugudelighed og vederstyggeligheder. Og han skal kaldes Jesus Kristus, Guds Søn, himlens og jordens Fader« (Mosi 3:5, 7-8).
Han lukkede bogen i og forklarede:
»På trods af, at vor Fader i himlen vidste, at alt dette ventede hans elskede Søn, gav han i sin uendelige kærlighed og visdom verden sin Søn. Og den anden del af denne forunderlige gave er, at Kristus, Sønnen, der også vidste alt dette, villigt gav sig selv, så vi kan få evigt liv.«
År senere skrev den kvinde, som den lille pige var blevet til, disse ord:
»Det var den første julenat, jeg kan huske, hvor jeg ikke lagde mig til at sove med min julegavedukke på puden. Jeg havde noget bedre. I mit hjerte fandtes en ny og gribende fred. Jeg havde fundet den gave, der ikke kunne slides op eller blive væk, en gave jeg aldrig kunne blive for gammel til, men en, som jeg med Guds hjælp måtte vokse mig stor nok til … Og jeg bad om … at jeg en dag ville få mine egne børn, og så ville jeg kende til resten af kærlighedens gave.«17
Jeg afslutter med præsident Russell M. Nelsons ord ved Det Første Præsidentskabs julebudskab sidste år: »Jesus Kristus er Guds altoverskyggende gave – Faderens gave til alle sine børn.«18
»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«19
Jeg beder til, at denne evige sandhed vil gennemtrænge alt, hvad vi gør denne jul. I Jesu Kristi navn. Amen.