Salige er de, som stifter fred
Det Første Præsidentskabs julebudskab 2021
Søndag den 5. december 2021
Endnu engang har vores elskede Første Præsidentskab indbudt os til at samles, idet vi indleder vores fejring af julen. Selvom vores traditioner og skikke varierer fra land til land, er vi alle taknemmelige for og velsignede ved at være forenede – hvor vi som ét tilbeder vor Frelser, Jesus Kristus, og fejrer hans fødsel for over to årtusinder siden.
En yndlingstradition i vores families hjem, såvel som i mange af jeres, er at genopføre krybbespilshistorien. At læse beretningerne af Esajas, Lukas, Matthæus, Nefi og Mormon, ledsaget af julesalmer og gjort levende af en optræden, der skildrer Maria, Josef og Jesusbarnet, har været inspirerende og åndeligt for os – men ikke altid.
Eksempelvis endte vores fåreflok, som bestod af småbørn, i et kor af babygråd en juleaften. Deres gråd spredte sig hurtigt til hyrderne og englene og tilmed til det svøbte spædbarn. Året efter havde vi ingen flok. Ingen turde spille et får af frygt for, at rollen som får på en eller anden måde var årsag til den skræmmende og ulykkelige jammer. Et andet år blev hyrdernes stav til lyssværd, og et andet år var ingen villige til at være vise mænd eller engle og insisterede i stedet på at iklæde sig dinosaur- og delfinkostumer fra Halloween. Vores måske mest mindeværdige genopførelse var, da det meget nyfødte barn faldt ned fra sin alt for højt placerede og meget ustabile krybbe, styrtdykkede mod stengulvet, blot for at blive grebet blot få centimeter fra gulvet. Jeg tager æren for at kaste mig ned og gribe barnet, selvom faldet også fuldstændigt var min fejl.
Stille nat? Tavs er nu livets larm? Vores krybbespil kunne måske bedre kaldes »Kaos i krybben«. Jeg må indrømme, at når juletiden kommer, tænker jeg ofte på, om vi måske bør prøve en juletradition, der rent faktisk indbyder til fred?
Fred – den søde og håbefulde tilstand, som vi alle ønsker, ikke kun til jul, men altid. Overalt i verden i dag virker det dog til, at fred bliver sværere og sværere at finde. Da jeg studerede Lære og Pagter i år, blev jeg mindet om en åbenbaring, der beskriver vore dage:
»Og på den dag … [skal] hele jorden … være i oprør, og hjertet skal synke i livet på menneskene.«1
I denne tid med oprør på jorden, hvor kan vi så finde denne større fred, som hele verden ønsker?
Præsident Russell M. Nelson har sagt:
»Jesu Kristi evangelium er lige det, der behøves i denne forvirrede, stridbare og udkørte verden.
Alle Guds børn fortjener muligheden for at høre og acceptere Jesu Kristi helende, forløsende budskab. Intet andet budskab er mere afgørende for vores lykke – nu og for evigt.«2
Budskabet om genoprettelsen er julens budskab. Lyset fra stjernen, der ledte hyrderne til barnet i krybben, svarer til den lyssøjle, der dalede ned på Joseph – begge gik forud for glædelige tidender om stor glæde, der bekendtgjorde Kristus til verden.
Esajas’ budskab til vores urolige verden er fortsat: »For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.«3
Ældste Quentin L. Cook har sagt: »En af de mest elskede titler for vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, er ›Freds Fyrste‹ [Es 9:5] … I sidste ende vil hans rige blive etableret med fred og kærlighed.«4
Når vi læser ordene i Lukas i år, håber jeg, at I vil overveje ordene fra den »himmelsk[e] hærskare, som lovpriste Gud«, da de sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«5. Jeg har overvejet disse ord og tænkt, at det kunne være passende for os at betragte dette som en erklæring om, at der »på jorden [er] fred«. »Fred er kommet!« udbrød de måske. For selve vores »Freds Fyrste« var bogstavelig talt kommet til jorden den aften i den ydmyge stald.
På den allerførste juledag var det englene, der erklærede, at freden var kommet. Inden dem underviste Jakob: »Vi kendte til Kristus, og at vi havde et håb om hans herlighed mange hundrede år før hans komme; og ikke alene havde vi selv et håb om hans herlighed, men også alle de hellige profeter, som var før os.«6
Igen profeterede Esajas om vor tid, da han skrev: »Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han [eller de] forkynder fred.«7
Hvem er disse herlige mennesker så, der forkynder fred? Frelseren erklærede for sine disciple i både Galilæa og landet Overflod, at »salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.«8
Derudover underviste Kong Benjamin: »Og se, på grund af den pagt, I har sluttet, skal I kaldes Kristi børn, hans sønner og hans døtre; for se, i dag har han født jer åndeligt; for I siger, at jeres hjerte er forandret ved tro på hans navn; derfor er I født af ham og er blevet hans sønner og døtre.«9
I og jeg er Jesu Kristi pagtsbørn, hver er hans barn. Husk, at han erklærede, at de, der stifter fred, skal kaldes Guds børn. Derfor skal vi – Guds børn – være fredsstiftere. Det er vores pagtbundne pligt. I og jeg gør en forskel i dagens urolige verden, når vi stræber efter at være fredsstiftere – i vores hjem, i vores menigheder, i vores samfund, selv over hele verden, ved vores venlighed, ved vores gode gerninger og ved vores ord – ansigt til ansigt såvel som virtuelt. Lad os trofast »forkynde fred«, når vi vidner om ham i ord og gerning.
Igen læser vi i Lukas:
»Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: ›Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.‹
De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.
Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn.«10
På samme måde »lad os gå« og »fortælle« budskabet om fred »om dette barn«. Det er det budskab, vores missionærer underviser vores kære og venner om; det er det levende budskab, som tjenestemissionærer deler, når de tjener, som Frelseren ville gøre. Dette er budskabet, vi kundgør, når vi elsker, deler og indbyder dem omkring os til at tage del i det håb og den fred, der findes i Jesu Kristi gode nyheder.
Så tilbage til familien Bassetts krybbespil, som vi på kaotisk vis forsøger at opføre hver jul – hvorfor insisterer vi på at holde fast i denne tradition og opfordrer vores børn og børnebørn til at genskabe den smukke nat af alle nætter for os, hvor engle forkyndte en stor glæde?
Svaret er enkelt og dejligt: »Vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder.«11
Ja, vi ser, at hele jorden er i oprør, og hjertet synker i livet på menneskene. Men på trods af udfordringerne, når vi står over for modstand og midt i tumulten, så lad os holde fast i at forkynde fred i denne tid og altid, idet vi forbereder os selv og alle omkring os på, at Fredsfyrsten, selve Herren, Frelseren og Forløseren, Jesus Kristus, vender tilbage. For at gentage præsident Nelsons ord: »Alle Guds børn fortjener muligheden for at høre og acceptere Jesu Kristi helende, forløsende budskab.«
Må vi være forkyndere af fred, når vi fejrer vor Frelsers fødsel, liv og mission i denne juletid og altid. Det er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.