»I kan også vide det«
Det Første Præsidentskabs julebudskab
Søndag den 5. december 2021
Mine kære brødre og søstre, julen i mit barndomshjem var meget påvirket af traditionerne fra mine forældres hjemlande. Min mor var emigreret til USA fra Sverige og min far fra Finland.1 Som forberedelse til jul pyntede vi vores juletræ med hjemmelavet julepynt, og min mor bagte og bagte og bagte. Måske var hun i familie med søster Craigs bedstemor Lundgren. Vores fejring af juleaften begyndte med et fantastisk julebord med de traditionelle delikatesser, min mor havde forberedt – kødboller, risengrød og de mange brød, kager og småkager. Festlighederne juleaften sluttede med jultomtens – julemandens – ankomst, der medbragte gaver til alle børnene. Men inden jultomten kom, samlede min mor altid min bror, mine søstre og mig for at lytte, mens min far læste juleevangeliet fra Det Nye Testamente.
Min far var en stille mand, en mand af få ord på både sit modersmål og på engelsk, som han lærte som voksen. Han var hudløst ærlig og overstrømmende aldrig andre med ros. Han var ikke fantasifuld, og han pyntede aldrig på tingene. Juleaften læste han højt fra Lukas 2. Han læste om Josef og Maria, der rejste til Betlehem, englens tilsynekomst for hyrderne, Jesu fødsel og Maria, der grundede over alt, der var sket i sit hjerte. Men min far stoppede ikke der i vers 19; han fortsatte med beretningen om Maria og Josef, der bragte Jesusbarnet til templet i Jerusalem for at bringe et offer i overensstemmelse med moseloven.
Min far læste:
»I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon …
og [Helligånden] havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.
Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da [Maria og Josef] kom ind med barnet Jesus …
tog [Simeon] barnet i sine arme og lovpriste Gud:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk.«2
På det tidspunkt stoppede min far altid op. Så bar han sit vidnesbyrd. Han erklærede altid på engelsk med en kraftig accent: »Jeg er måske ikke i stand til at holde det lille Jesusbarn i mine arme, men jeg ved, ligesom Simeon vidste, at det barn var Guds Søn, min Frelser og Forløser. Han er virkelig og han lever.« Efter denne erklæring så han på hver af os med sine gennemborende blå øjne og sagde med et eftertrykkeligt nik: »Og I kan også vide det.«
Min far og mor vidste, hvem det barn i Betlehem var, og hvad han ville vokse op og opnå. Denne viden forandrede dem. De ønskede ikke blot, at vi børn ville tro på deres ord,3 men at vi selv ville få den viden, så vi også kunne blive forandret. Tilskyndet af mine forældres vidnesbyrd gik jeg ind på pagtsstien med et ønske om »også at vide det«.
Da jeg var 11 år gammel, boede vores familie i Göteborg i Sverige. Missionspræsidenten opfordrede alle de unge til at læse Mormons Bog. Jeg var teknisk set ikke en del af de inviterede, men min bror var diakon på det tidspunkt, og han tog imod udfordringen. Jeg ønskede altid at være som min bror og gøre, hvad han gjorde, så jeg sluttede mig til. Mine forældre havde givet mine søskende og mig hver vores egne skrifter, og jeg begyndte at læse hver eneste aften.
Nogle måneder senere opfordrede præsident Gösta Malm, rådgiver i missionspræsidentskabet,4 de unge, der læste Mormons Bog, til at spørge Gud om dens sandhed. Det besluttede jeg mig for at gøre. Den aften ventede jeg, til min bror var faldet i søvn. Jeg kravlede ud af sengen, knælede ned på det kolde gulv, og jeg begyndte at bede. Jeg følte inden længe, at jeg fik at vide: »Jeg har hele tiden fortalt dig, at den er sand.« Og med det kom der en ubeskrivelig fred over mig. Jeg vidste for mig selv ved Helligåndens kraft, at Mormons Bog er sand.5
Ligesom der bliver lovet i Indledningen til Mormons Bog, kom jeg »også ved [Helligåndens] kraft … til vished om, at Jesus Kristus er verdens frelser, at Joseph Smith er hans … profet i disse sidste dage, og at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Herrens rige, der endnu engang er blevet oprettet på jorden som forberedelse til Messias’ andet komme.«6 Den kundskab, kombineret med efterfølgende vidnesbyrd, forandrede mig, ligesom det havde gjort med mine forældre.
Denne kundskab – at Jesus Kristus er Guds Søn, og at han blev korsfæstet for verdens synder – er en åndelig gave.7 Denne gave er ikke knyttet til et bestemt præstedømmeembede eller til et bestemt køn. I stedet er den tilgængelig for alle, der kvalificerer sig til den. Vi bliver ikke bedt om at bringe Frelseren gaver af guld, røgelse og myrra for at kvalificere os til denne smukke åndelige gave. Vi bliver bedt om at give af os selv.8 Profeten Amaleki i Mormons Bog bad indtrængende sit folk og sagde: »Og se … jeg ønsker, at I skal komme til Kristus, som er Israels Hellige, og få del i hans frelse og i hans forløsnings kraft. Ja, kom til ham, og bring hele jeres sjæl som et offer til ham … og så sandt som Herren lever, vil I blive frelst.«9
I takt med, at jeg blev ældre, så jeg mine forældre tjene andre. Jeg så dem holde de pagter, de havde indgået med Gud. Jeg så dem flittigt udføre deres opgaver som hjemme- og besøgslærer, hvor de stræbte efter at yde omsorg for dem, de tjente. Jeg så dem deltage i tempelordinancer og acceptere kirkekaldelser. Og juleaften hvert år vidnede min far sammen med Simeon om Frelseren Jesus Kristus. I årenes løb inviterede min far også sin svigerfamilie og sine børnebørn til »også [at] vide det«.
Årtier efter min barndomsoplevelse med Mormons Bog blev jeg kaldet som generalautoritet og halvfjerdser og fik til opgave at tale ved generalkonferencen. Mine søstre sørgede for, at min 92-årige far kunne se konferencen – og især min tale. Efter generalkonferencen tog jeg hjem til ham. Jeg spurgte: »Far, så du konferencen?« Han svarede: »Ja.« Jeg spurgte: »Hørte du mig tale?« Han svarede: »Ja.« Med en vis irritation udbrød jeg: »Nå, far, hvad syntes du?« Han svarede: »Åh, den var OK. Jeg var næsten stolt.«
Efter et langt øjeblik sagde han: »Dale, jeg har noget, jeg skal fortælle dig.« Jeg indså så, at mens jeg fiskede efter et kompliment, var min far optaget af noget langt vigtigere end at rose mig. Han fortsatte: »I nat havde jeg en drøm. Jeg drømte, at jeg døde, og jeg så Frelseren. Han tog mig i sine arme og fortalte mig, at mine synder var mig tilgivet. Og det føltes så godt.« Det var alt, hvad min far sagde højt. Men hans ansigtsudtryk sagde meget mere; han kendte Jesus Kristus. Han vidste, at barnet i Betlehem, som »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker«,10 var hans frelse, at Guds Søn var vokset op og havde sonet for hans synder. Og min far vidste det længe før denne drøm. Drømmen var blot en inderlig barmhjertighedsgerning – en gave – fra en kærlig himmelsk Fader til en gammel mand, der døde to måneder senere. Af alle de julegaver, jeg nogensinde har modtaget, værdsætter jeg mest den gave af vidnesbyrd og tro, som min far og mor var eksempler på.
Bed denne jul jeres himmelske Fader om den åndelige gave at kende til den levende virkelighed, der er verdens Frelser. Juletiden er en smuk og naturlig tid til at studere hans liv og stræbe efter at efterligne hans karakter og egenskaber. Når I gør det, kan I vide, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og at han sonede for jeres synder. Denne kundskab er bedre og varer længere end nogen gave, som jultomten nogensinde kunne give jer, fordi den kan forandre jer. I vil lære, at Frelseren elsker at genoprette det, I ikke kan genoprette, han elsker at læge de sår, I ikke kan hele, elsker at reparere det, som er uopretteligt ødelagt, kompensere for enhver uretfærdighed, I har oplevet, og permanent at hele knuste hjerter.
Ligesom min jordiske far ved jeg, at jeg ikke vil være i stand til at holde det lille Jesusbarn i mine arme, men jeg ved, ligesom Simeon vidste, at det barn var Guds Søn, min Frelser og jeres Frelser, min Forløser og jeres Forløser. Han er virkelig, og han lever. I kan også vide det. I Jesu Kristi navn. Amen.