Julens ånd
Det Første Præsidentskabs julebudskab
Søndag den 5. december 2021
Mine kære brødre og søstre, jeg er taknemmelig for at være sammen med jer til dette verdensomspændende julebudskab. Den ophøjede musik og de himmelske ord har rørt vores hjerte. De bragte julens sande ånd, den glæde, der kommer ved at tilbede og elske Herren Jesus Kristus. Vi er knyttet sammen i vores kærlighed til og hengivenhed for ham.
Den følelse af tilbedelse vokser, hver gang jeg læser skrifterne, der hjælper mig til at vide, hvem han var, og hvem han er. Ud fra den læsning og bøn har jeg lært Jesus at kende som Jahve, der under vor himmelske Faders ledelse var Skaberen af alt. Paulus udtrykte det på denne måde:
»Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne,
men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden.
Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje,
og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres.
For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: Du er min søn, jeg har født dig i dag, og et andet sted: Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn?
Og når han igen fører sin førstefødte ind i verden, siger han: Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham.«1
Ved Jesu fødsel i Betlehem sang engle, og som profeteret viste en ny stjerne sig for at oplyse himlen og ærede Guds Søns ankomst til jordelivet.
Han tårner sig op over os, og alligevel giver begivenhederne omkring hans jordiske fødsel os en følelse af, at han er os nær. Han valgte at komme ned fra sin trone ved Faderens højre hånd for at påtage sig jordelivet. Han gjorde det af kærlighed til hver eneste af sin Faders sønner og døtre, som ville blive født ind i verden. Han gjorde det af kærlighed til jer – og til mig.
Han kunne være blevet født i enhver situation. Alligevel blev Jesus født under ydmyge forhold i en lille landsby. Hyrder bød ham velkommen. Nogle få vise mænd blev senere ledt ved inspiration til at tilbede ham. Den politiske leder beordrede, at han skulle dræbes. Han måtte føres til et fremmed land for at skåne sit liv. Da en engel fortalte hans jordiske forældre, at han kunne vende tilbage til sit land, tog de ham med til Nazaret. Han tilbragte næsten 30 år der, hvor han voksede op og arbejdede som tømrer, inden hans offentlige tjenestegerning begyndte.
I undrer jer måske, ligesom jeg gør, over, hvorfor det var nødvendigt for Guds fuldkomne Søn at blive sendt på sådan en mission. Husk, hvordan han beskrev sin ydmyge accept af sit kald:
»Jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.
Og hans vilje er, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag.
For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.«2
Jesus viste sin kærlighed og ydmyghed. På trods af sin magt og majestæt hos sin Fader valgte Jesus almindelige mænd til sine jordiske disciple, deriblandt fiskere, skatteopkrævere og en zelot.
Han forkyndte og færdedes blandt spedalske, de syge, de lemlæstede og foragtede. Han elskede og tog imod de ringeste blandt dem på trods af, at han var kommet ned fra høje himmelsale. Han tjente dem, elskede dem og opløftede dem.
Hans bemærkelsesværdige kærlige venlighed og beherskelse voksede selv ved slutningen af hans jordiske mission. Han mødte modstand og had, som han vidste var en del af den mission, som han var kaldet til og havde accepteret. Den var at skulle lide for synderne og skrøbelighederne hos alle, der kommet til jordelivet.
I husker Jakobs ord, da han underviste om Jesu Kristi forsoning:
»O, hvor stor er ikke vor Guds hellighed! For han kender alt, og der findes intet, uden at han kender det.
Og han kommer til verden, så han kan frelse alle mennesker, hvis de vil lytte til hans røst; for se, han lider alle menneskers smerter, ja, hver eneste levende skabnings smerter, både mænds, kvinders og børns, som hører til Adams slægt.
Og han lider dette, for at opstandelsen kan blive alle mennesker til del, for at alle kan stå foran ham på den store dag, dommens dag.«3
Babyen i krybben i Betlehem var Guds Søn, sendt af Faderen for at blive vor Frelser. Han var Faderens enbårne Søn i kødet. Han er vores forbillede.
For at have julens ånd må vi prøve at elske, som han elskede. Hans ord til jer og mig er: »Elsk hinanden, ligesom jeg har elsket jer.«4
I kan føle julens ånd, som jeg har, med disse ord. Jeg har følt det lys og den optimisme, der kommer af Helligåndens indflydelse, hver gang jeg husker og grunder over verdens Frelsers eksempel.
For mig har den dejligste erindring måske været, at Herren står rede til at hjælpe os, uanset hvad der måtte ske os. Som Mormon sagde:
»Gud, som ved alt, og som er til fra evighed til evighed, se, han sendte engle ud for at betjene menneskenes børn for at tilkendegive det, der angik Kristi komme; og ved Kristus skulle alt godt komme.
Og Gud forkyndte også for profeterne ved sin egen mund, at Kristus skulle komme.
Og se, der var forskellige måder, hvorpå han tilkendegav for menneskenes børn det, som var godt; og alt det, som er godt, kommer fra Kristus; ellers var menneskene faldne, og intet godt kunne blive dem til del.
Derfor begyndte menneskene ved engles betjening og ved hvert ord, som udgik af Guds mund, at udøve tro på Kristus; og ved tro greb de således fat i alt godt; og således var det indtil Kristi komme.
Og efter at han var kommet, blev mennesker også frelst ved tro på hans navn; og ved tro blev de Guds sønner [og døtre]. Og så sandt som Kristus lever, talte han disse ord til vore fædre og sagde: Hvad end I beder Faderen om i mit navn, og som er godt, i tro, overbeviste om at I skal få det, se, det skal blive gjort for jer.«5
I denne tid beder mange af jer om styrke til at udholde prøvelser, der tester jer til det, der for jer måske kan føles som jeres grænse. Jeg vidner om, at Frelseren og Faderen har hørt jeres bønner, der beder om lindring og det, der er godt for jer og for dem, I elsker og tjener.
Svarene vil komme, som de gjorde til profeten Joseph Smith. I vil genkende Josephs bøn om hjælp som jeres egen. Og I vil føle Herrens kærlighed til Joseph og jer i hans trøstende svar på Josephs råb. Joseph bad:
»O Gud, hvor er du? Og hvor er paulunet, som dækker dit skjul?
Hvor længe skal din hånd holdes tilbage og dit øje, ja, dit rene øje, skue ned fra de evige himle på den uret, som gøres mod dit folk og dine tjenere, og dine ører gennemtrænges af deres råb?«6
Og Herren svarede, som han måske vil til jer og mig:
»Lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik,
og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje; du skal sejre over alle dine fjender.
Dine venner står dig bi, og de skal atter hilse dig med varmt hjerte og venlige hænder.«7
Jeg ved selv, at løfterne er sikre for jer, for mig og for dem, vi elsker. Herren har følt vores smerter. Han valgte af gøre det ud af sin kærlighed til os. Han ved, hvordan han kan hjælpe os til at føle fred i modgang, selv mens prøven fortsætter. Han vil sende venner som engle til at stå jer bi »med varmt hjerte og venlige hænder«. Vores eget hjerte vil blive forandret til det bedre, når vi udholder personlige prøvelser gennem tro på ham.8 Og med den forandring vil vi selv blive de venner, som Herren kan sende som engle til andre.
Som hans vidne, bærer jeg vidnesbyrd om, at det barn, der blev født i Betlehem, er Jesus Kristus, Guds elskede Søn. Jeg lover jer, at når I beder til vor himmelske Fader i tro og i Jesu Kristi navn, vil Ånden bringe jer og jeres kære fred.
Jeg udtrykker min kærlighed til jer med mit ønske om, at I får en glædelig jul – i år og altid. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.