Tag mod din Konge stor
Det Første Præsidentskabs julebudskab 2022
Søndag den 4. december 2022
Må vi åbne vores hjerte for at kunne modtage
Freden og varmen fra inspireret musik fylder vores sjæl.
Glædelig jul!
Det var december i 1943, og verden var opslugt af Anden Verdenskrig. Alle var bekymrede for deres kære på fjerne kyster, og bekymringerne derhjemme blev forværret af mangel på penge og mad. Da familiens ressourcer blev omhyggeligt værnet om, var det forbløffende for min far, Harold Hillam, der dengang var en niårig dreng, at modtage en mirakuløs julegave – et togsæt. Dette tog var ikke et hvilket som helst gammelt tog; dette tog kørte på skinnerne helt af sig selv. Det krævede ikke, at det blev skubbet. Det virkede umuligt, at sådan en vidunderlig gave var en realitet. Åh, hvor Harold skattede det tog.
Et par år senere, da julen nærmede sig, var verden ved at komme sig oven på krigen. Men de økonomiske forhold i den lille by St. Anthony i Idaho var ikke blevet bedre, og for min fars familie var de faktisk blevet værre. Harolds far havde været alvorligt syg og havde næsten mistet livet. Der ville ikke være nogen gaver den jul – deriblandt til Harold og hans lillebror, Arnold.
Et par dage før jul kom Harolds far til ham og spurgte stille og roligt: »Harold, vil du være villig til at give dit tog til Arnold, så han kan få en julegave i år?«
Havde han hørt sin far rigtigt? Hans elskede tog? Det var den største af alle anmodninger.
Julemorgenen oprandt, og Arnold hvinede af glæde, da han fik et tog magen til Harolds.
Arnold bemærkede dog snart, at Harold ikke længere legede med sit tog. Til sidst gik det op for Arnold, at hans elskede gave ikke »bare var ligesom« Harolds tog – det var Harolds tog! Da Arnold forstod betydningen af det, der lå bag gaven, blev toget uvurderligt.
For mig er denne familiehistorie i sig selv en gave – og ikke kun fordi den minder mig om min elskede far og hans kære bror. Endnu vigtigere minder den mig ofre – Guds elskede Søns offer og kærlighed – ham, hvis fødsel vi fejrer.
Jesus Kristus var og er vores første og evige julegave. Jeg vidner om denne sandhed: Han blev født, og han døde for os, og han lever – stadig!
Hvor er vi velsignede ved at være modtagere af denne glædelige gave. Med ordene fra en elsket julesang: »Fryd dig, o jord, bered dig nu, tag mod din Konge stor.«1
Ældste Neal A. Maxwell har sagt: »I betragtning af alt det, Gud har givet os, burde vi være ret gode til at modtage, men det er vi ikke. Vi, der betragter os selv som ret selvtilstrækkelige og uafhængige, finder det ofte akavet, ja, endog svært at modtage …
[og dog] er Guds gaver, i modsætning til årstidsbestemte gaver, evige og uforgængelige og repræsenterer en vedvarende jul, som aldrig er forbi!«2
Så hvordan modtager vi en så udsøgt gave på passende vis? Hvordan kan vi dagligt tage imod vor Frelsers gave, hans kærlighed og hans uendelige forsoning?
Lad os gå væk fra de tilfrosne vinduesruder og kulørte slikstokke og lad os lære noget af de ydmyge, sandalklædte første personer, der tog imod den nyfødte Frelser.
Modtag af hans hellighed
Da Frelserens fødsel nærmede sig, kæmpede Maria og Josef sig vej gennem Betlehems travle byliv, men herbergerne var optaget. Var der ikke plads til dem? Ville ingen give dem hvile? Maria kendte den gave, hun bar på, men ingen havde plads til at modtage den, til at modtage ham.
Vi kan ikke vide, hvad Maria og Josef følte på dette tidspunkt, men jeg har altid forestillet mig, at de gik fremad med stille styrke og tillid. Ved at følge englens opfordring om ikke at frygte3 kunne de nu, da de forberedte sig på Jesu fødsel, slippe alle forventninger om en behagelig indkvartering og i stedet slå sig ned i en stille og ydmyg stald. Men det, der må have føltes som nogle barske omgivelser, ville ikke forblive sådan. Herren ville snart fylde denne tomhed med hellighed.
Som der så bekendt står i Lukas 2:7: »Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.«
Vor Frelser – denne herlige gave af liv, håb og løfter – var kommet til jorden.
Kan vi gøre plads i vores hjerte til at modtage Kristus og tillade hans hellighed at fylde vores hule steder? Vi kan, ligesom Maria og Josef, stole på ham selv under omstændigheder, der til tider er overvældende. Den vejledning – ja, mirakler – der kommer ind i vores liv, vil sandsynligvis ikke forekomme i al den larm og travlhed, ej heller på scener eller på stadioner, men på de stille steder, hvor vi bor og arbejder – hvor vi søger hjælp. Hvor end vores ydmyge behov opstår, kan og vil vi modtage svar på vores hviskede bønner.
Modtag hans opfordring til at handle
Er det ikke vidunderligt, at nogle af de første, der modtog Guds Lam, var hyrder?
Nattemørket dækkede jorden, da de forbløffede hyrder samledes under en strålende prisme af lys, da himmel og jord stødte sammen i den skelsættende begivenhed, som Frelserens fødsel var.
»Men englen sagde til dem: ›Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde …
I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.‹«4
Med glæde kan vi se, at disse hengivne hyrder ikke udsatte deres hyldest, men ilede hen for at møde deres konge. Af dem lærer vi, at modtage er et handlingsord. Lukas fortæller, at hyrderne »skyndte sig derhen og fandt … barnet, som lå i krybben«.5
Mange gange bliver vores stille, små indtryk fra Herren måske ikke modtaget, fordi de ikke passer nemt ind i vores kalender, vores planer eller vores timing. Juleevangeliet minder os om at være som de hengivne hyrder, der ikke tøvede med at gøre det, der var nødvendigt for at modtage deres konge.
Bemærkede I, at Lukas har gemt et glædeligt element i juleevangeliet, nemlig at det at modtage ham er at fortælle om ham, for han forklarer: »Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn.«6 Disse hyrder modtog et budskab fra himlen, de skyndte sig af sted og blev derefter himlens budbringere, der forkyndte: »Fryd dig, o jord,« og indbød alle til at tage »mod [deres] Konge stor.«7
Tag imod med udholdende tro
Lad os nu vende os mod de vise mænd. De skiller sig ud blandt dem, der søger efter Jesus Kristus. De tilbragte flittigt deres liv med at holde øje med den himmelske tilkendegivelse, og da den kom, forlod de hjemmets, jobs, familiers og venners tryghed for at følge stjernen og finde deres konge.
I modsætning til hyrdernes var deres rejse en længerevarende rejse, der tog tid. De måtte søge og forespørge og vente og drage af sted, og derefter gøre det igen, indtil de endelig så barnet sammen med Maria, hans mor. De gav ham dyrebare gaver og knælede ned og tilbad ham.8
Jeg har ofte tænkt: I vores modtagelse af Kristus, søger vi ham da flittigt og lader ham så lede os til ukendte steder og mennesker på vores rejse? Hvordan kan vi udtrykke vores taknemmelighed gennem de gaver og den tilbedelse, vi yder?
Salige er de, der modtager
Så der er det – det storslåede juleevangelium.
Mine kære venner, velsignede er de, der modtager. Ligeså elsket min fars tog og de kærlige gaver af tid og økonomi, som familier overalt bringer, så falmer disse gaver i sammenligning med at modtage den sande julegave – gaven Jesus Kristus.
»For hvad gavner det et menneske, at han, hvis der bliver skænket ham en gave, ikke modtager den?«9
Tænk over det skriftsted i lyset af denne evige sandhed: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«10
Jeg elsker løftet om, at alle, der virkelig vil modtage Kristi gave, givet den hellige nat, vil få evigtvarende liv!
Så vi ser, at vi gennem vores daglige indsats for at modtage Kristus mere fuldt ud vil blive, som vores profet, præsident Russell M. Nelson, har opfordret: »Et folk, som er i stand til, klar og værdige til at modtage Herren, når han kommer igen, et folk, som allerede har valgt Jesus Kristus.«11
Hvor herligt at forestille sig den dag, hvor vi sammen endnu engang vil udbryde: »Fryd dig, o jord, bered dig nu, tag mod [det gælder hver enkelt af os] din Konge stor.«12 I Jesu Kristi navn. Amen.