For de retfærdige betyder julen, at alt vil ordne sig

Det Første Præsidentskabs julebudskab 2022

Ældste Neil L. Andersen

De Tolv Apostles Kvorum

Søndag den 4. december 2022

Jeg takker præsident Nelson og Det Første Præsidentskab for privilegiet at tale her til aften. Vores familie har fejret julens traditioner i vores eget land og i Frankrig, Tyskland og Brasilien. Hvor end vi bor, så gælder det for alle os, der tror på og følger Jesus Kristus, at én smuk sandhed forbliver den samme: Vi fryder os over, at han, som blev kaldet fra begyndelsen, han, som var ventet i århundreder, han, som var Faderens Enbårne, han kom – i tidens midte og under de mest ydmyge forhold kom han. Og fordi han kom, vil de milliarder, der har levet på denne jord, leve igen, og kan, hvis de vælger det, arve evigt liv, den største af alle Guds gaver.

I den smukke historie om hans fødsel ved juletid findes der mange lektier, vi kan lære.

Her er lektien, jeg vil tale om i aften: Med al den bekymring og usikkerhed, de vanskeligheder og problemer, der følger os her i vores liv på jorden, vil det for dem, der er retskafne – som har tro på og tillid til Herren – i sidste ende alt sammen ordne sig.

Tænk på disse smukke eksempler.

En retskaffen kvinde ved navn Elisabeth og hendes mand Zakarias, der nu var i deres ældre år, var sørgmodige over, at de ikke var blevet velsignet med børn. Alligevel var de trofaste, og de stolede på Herren.

Selvom skrifterne ikke beskriver, hvad Zakarias og Elisabeth måske følte og sagde til hinanden, hjælper det musikalske drama, Savior of the World [Verdens Frelser], os til at reflektere over, hvad der kan have været i deres hjerte. Zakarias erklærer til Elisabeth: »Vi er ikke blevet udvalgt til at få børn. Men vi stoler stadig på Herren.« Og så synger de: »Jeg vil give Gud for evigt, men ikke for at gøre min vilje … Hvis det ikke sker, betyder det at give ham for evigt, at jeg venter og ser … Jeg vil lade ham lede mig … indtil mine timer, indtil mine dage, indtil mine år er gået.«¹

Så skete der et mirakel. Skrifterne fortæller, at englen Gabriel viste sig for Zakarias i templet. Englen erklærede: »Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes … Han skal … skaffe Herren et folk, der er gjort rede.«²

Zakarias svarede: »Jeg er … en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.«³

Gabriel svarede: »Fordi du ikke troede mine ord«, »skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette … vil gå i opfyldelse.«⁴

Tænk på de følelser, Elisabeth og Zakarias må have haft. I årevis havde de bedt om at få børn, men der var ikke kommet nogen. De fortsatte med at holde buddene og stole på Herren. Så viste en engel sig for Zakarias, men efterfølgende kunne han ikke tale. Han spekulere måske på sin plads hos Herren. Men i sin rette tid blev barnet født. Zakarias kunne tale igen. Og barnet blev profeten Johannes, som beredte vejen for Frelseren. Med al usikkerhed og alle vanskeligheder, vil alt i sidste ende ordne sig for de retfærdige.

Dernæst møder vi i julehistorien den elskede Maria, der var udvalgt til at være mor til Guds Søn. Og alligevel var der bekymring og usikkerhed i hendes liv. Gabriel viste sig for Maria og fortalte hende om hendes ædle kaldelse. Maria spurgte: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.«⁵ Gabriel forklarede, at Helligåndens kraft ville komme over hende, og den Højestes kraft ville overskygge hende, og hun ville undfange Guds Søn, og hans navn ville være Jesus.

Tænk på, hvilken glæde og lykke hun må have følt ved at blive besøgt af en engel fra Gud. Den ydmyghed hun må have haft, mens hun tænkte over at være mor til den længe ventede Messias. Og alligevel var alt ikke afgjort, da hun fortalte Josef om det. Josef var en retfærdig mand og ønskede ikke at bringe skam over Maria, men han var usikker på, hvilken vej var den rette at følge. I sine bekymringer og sin usikkerhed kom en engel til Josef i en drøm: »Josef … vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«⁶

Vi kan helt sikkert forstå, at Maria var bekymret og usikker og tænkte over, hvordan denne mest fantastiske velsignelse ville ske. Josef var også bekymret og urolig. Men nu stod det klart, at de skulle følge denne vej sammen. Maria må have været så glad for at vide, at en engel havde vist sig for Josef. Josef må have været så glad for at vide, at det var Guds vilje. Med usikkerhed og vanskeligheder vil alt i sidste ende ordne sig for de retfærdige.

Men som vi ved, var der stadig vanskeligheder forude; det er der altid. Da tiden nærmede sig, hvor Maria skulle føde, krævede romerne, at Josef skulle vende tilbage til byen Betlehem. Maria og Josef besluttede, at de ville tage af sted sammen. Vi elsker alle den smukke julehistorie. Da de ankom til Betlehem, var der ikke plads i herberget. Sikke bekymret Joseph må have været. Hvordan kunne det være? Hvorfor skal Maria, der er udvalgt frem for alle kvinder, føde Den Højestes Søn i en primitiv stald? Ville fødslen gå uden problemer eller komplikationer?

Det kan have virket så overraskende, så uretfærdigt. Men barnet blev født, og han var sund og rask. Som den smukke julesang fortæller: »Det lille barn Jesus i krybben sov sødt, foruden en seng og i fattigdom født.«⁷

Inden natten var ovre, viste en engel sig for hyrderne på marken og forkyndte en stor glæde. Og englene sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«⁸

Hyrderne tog til Betlehem for at finde det lille barn Jesus. Og da de fandt Kristusbarnet, må Josef og Maria have følt sådan en trøst og forsikring, da de indså, at der var et formål med de vanskeligheder, der omgav dem. Englene havde kundgjort hans komme og hans ædle mission. Efter usikkerhed og vanskeligheder, ordner alt sig i sidste ende for de retfærdige.

I den nye verden oplevede de retfærdige også problemer, usikkerhed og bekymringer. Profeten Samuel havde profeteret, at Frelserens fødsel ville ske fem år ude i fremtiden, og at der ville være et tegn med en hel nat uden mørke. Da dagen nærmede sig, var der planer om det utænkelige. »Der blev fastsat en dag af de ikke-troende, [som erklærede, at tiden var gået,] på hvilken alle de, der troede på[, at Frelseren ville komme], skulle sendes i døden, medmindre det tegn … viste sig.«⁹ De ikke-troende latterliggjorte de troende: »Jeres glæde over og jeres tro på dette [har] været forgæves.«¹⁰ Forestil jer de retfærdiges uro og bekymring. I skrifterne står der, at Nefi »bøjede sig til jorden og indtrængende anråbte sin Gud for sit folk.«¹¹ Og mens Nefi bad, kom »Herrens røst … til ham og sagde: Løft dit hoved, og vær ved godt mod; for se, tiden er for hånden, og i denne nat skal tegnet blive givet, og i morgen kommer jeg til verden.«¹²

Skrifterne erklærer: »De ord, der kom til Nefi, blev opfyldt … for se, ved solnedgang var der intet mørke … [Og] alle folk … blev så overordentlig forbavsede, at de faldt til jorden … [Og] der [var] ikke … noget mørke hele den nat, men det var så lyst, som var det middag … Og de vidste, at det var den dag, da Herren skulle fødes.«¹³

Med alle vanskeligheder og al usikkerhed, for de retfærdige – for dem, der stoler på Gud – vil alt i sidste ende, hvad enten det er i dette liv, eller når vi knæler ved hans fødder, ordne sig.¹⁴

Når man tænker på den hellige tid, hvor Frelseren blev født, hvorfor ventede Herren så til den allersidste nat med at fortælle Nefi, at han ville blive født den næste dag? Han kunne have fortalt ham det flere uger eller måneder i forvejen. Hvorfor tillod han Elisabeth og Zakarias at blive gamle uden børn, før han bekræftede, at de ville blive forældre til profeten Johannes? Og hvorfor skulle Maria undre sig over den kurs, der lå foran hende, og hvorfor skulle Josef sætte spørgsmålstegn ved hans plads i historien over alle historier? Hvorfor ville en krybbes, hyrders og engles rolle være ukendt, indtil begivenhederne fandt sted?

I den førjordiske verden erklærede Herren: »Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, vil befale dem.«¹⁵ Og fra Ordsprogenes Bog: »Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«¹⁶

I vores usikre tider, i vores svære og problematiske dage, i vores besværligheder, lad os da være trofaste. Jesus kom den hellige nat. Han er verdens Frelser, Fredsfyrsten og Kongernes Konge. Han lever, og »vort håb og frygt for sjælens ro« bliver mødt af ham i dag.¹⁷ Jeg vidner om, at når vi er retfærdige, vil alle vores tårer af sorg, vanskeligheder og usikkerhed blive mødt og blive gjort godt igen af ham, Guds elskede Søn. »Fryd dig, o jord«,¹⁸ Herren er kommet. I Jesu Kristi navn. Amen.