Julebudskaber
Jeg forkynder jer en stor glæde


Jeg forkynder jer en stor glæde

Det Første Præsidentskabs julebudskab 2022

Søndag den 4. december 2022

Glædelig jul! Tak til alle, hvis budskaber, musik og tjeneste har proklameret »glædelige tidender om stor glæde« i denne juletid.

Hundredvis af millioner fejrer Jesu Kristi fødsel i denne juletid. Det bør hele verden gøre. Han var og er den største person, der nogensinde har levet.

I.

Selv i verdslige vendinger har Jesu fra Nazarets jordiske liv haft en større indflydelse på denne verden og dens historie, end nogen anden person, der nogensinde er blevet levet. Han har været hovedemnet for profeter og digtere i tusinder af år. Den største kunst og musik i den vestlige verden har været viet til at fejre Jesu Kristi fødsel og liv og mission. Filosoffer og teologer har brugt deres liv på at studere hans lærdomme. Disse lærdomme har inspireret utallige næstekærlige gerninger, tilkendegivelser af Kristi rene kærlighed.

Ingen har haft flere monumenter af deres liv og lærdomme end Herren Jesus Kristus. Dette omfatter selvfølgelig de store katedraler, der rejser sig i landskabet i Europa og Amerika, hvoraf mange krævede mere end hundrede år at bygge. I nyere tid har Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige 171 indviede og fungerende templer og 129 flere bliver renoveret, opført, designet eller er netop bekendtgjort af præsident Russell M. Nelson ved vores seneste oktoberkonference. Disse Herrens huse findes på hvert kontinent og i 74 nationer i verden. I dem vier vi vores liv til at følge Jesus Kristus.

Millioner har givet deres liv – og endnu vigtigere, millioner har formet deres liv efter Herren, Israels Gud, Jahve, Jesus Kristus, vor Frelser. Præsident Gordon B. Hinckley overdrev ikke, da han proklamerede: »Hans uforlignelige eksempel [var] den største kraft til godhed og fred i hele verden.«1

II.

Vi kan se et vigtigt formål og symbol i den guddommelige bekendtgørelse af Guds enbårne Søns fødsel. Vi lærer af beretningerne i Det Nye Testamente, at bekendtgørelserne om Kristusbarnets fødsel på den østlige halvkugle skete for tre forskellige grupper, hver med meget forskellige egenskaber. De, der modtog den himmelske bekendtgørelse om fødslen, var de meget ydmyge, de meget hellige og de meget vise.

Den første bekendtgørelse var til hyrderne på højene ved Betlehem. En engel og et himmelsk kor forkyndte »en stor glæde, som skal være for hele folket … en frelser … han er Kristus, Herren.«2 Hyrderne blev sandsynligvis valgt til at modtage disse gode tidender, fordi de var sagtmodige og ydmyge. Derfor var de unikt modtagelige for himlens budskab, som de bekræftede ved at besøge den nyfødte. Derpå, står der i skriften, »fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn.«3 Både deres arbejde som hyrder og de får, de tog sig af, var eksempler, som Frelseren brugte i sin undervisning. Og da Jesus kom til Johannes Døber i begyndelsen af sin tjenestegerning, erklærede denne profet: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.«4

Den anden bekendtgørelse om Messias’ fødsel var i templet i Jerusalem til to hellige personer, hvis gudfrygtige liv kvalificerede dem til at modtage Helligåndens vidnesbyrd. Da Maria og Josef bragte Jesusbarnet til templet for det offer, der var foreskrevet for den førstefødte, vidnede Simeon og Anna begge om, at han var Messias. I skriften står der, at Simeon tog barnet i sine arme og velsignede Gud for at lade ham se »din frelse«, et »lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel«. Og Anna, »en profetinde«, »trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.«5

En tredje gruppe hørte om denne bemærkelsesværdige fødsel. Bibelen, der er blevet lidt forbedret af Joseph Smith, fortæller, at »der kom vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: ›Hvor er jødernes nyfødte Messias? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.‹«6.

Ud fra deres forespørgsel er der ingen tvivl om, at de blev ledt af Herren i hans hellige formål. I Bibelen står der, at »heller ingen anden end den, der har Guds ånd, [ved] hvad der bor i Gud.«7 Disse vise mænd kom fra et andet land og en anden kultur, så et vidne for dem var en påmindelse om, at Messias blev født for alle mennesker. Derudover kan der have været et andet formål. Værdien af guldet og de andre gaver, de vise mænd præsenterede, kan have hjulpet Maria og Josef til at foretage deres hastige rejse til Egypten og til at blive der for at redde Kristusbarnet, da hans liv blev truet af kong Herodes’ ugudelige ordre.8

Er det ikke interessant, at den mirakuløse begivenhed ved Kristi fødsel og noget af betydningen af den begivenhed kun blev gjort kendt for de meget ydmyge, de meget hellige og de meget vise? Som ældste James E. Talmage sagde i Jesus the Christ: »Gud oprejste i sandhed vidner om sig selv for at imødekomme alle menneskets lag i samfundet og i alle situationer – vidnesbyrdet fra engle for de fattige og de ydmyge; vismændenes vidnesbyrd for den hovne konge og de stolte præster i Judæa.«9

Idet vi erindrer Simeon og Anna, kan det inspirere os til at blive som dem og tilføje vores vidnesbyrd om den hellige fødsel og formålet med den i denne juletid.

III.

For os er der intet nyt i fejringen af Kristi fødsel. Budskabet er tidløst og velkendt. Adam blev belært om det. Det blev forkyndt for Israels børn. Det blev åbenbaret for fader Lehis efterkommere. Igen og igen forkyndte profeterne de centrale sandheder i Jesu Kristi lærdomme og forsoning. Gang på gang forkyndte de hans mission og belærte om hans befaling om, at Guds børn elsker og tjener Gud og hinanden. Disse erklæringer, der er blevet gentaget gennem tiderne, er det vigtigste budskab i al evighed. For dem, der følger Kristus, skal disse erklæringer ikke revideres. De skal fornys hos os hver især.

Julen vækker et ønske i os om at række ud over vores normale kærligheds- og venskabsbånd. Den himmelske proklamation »fred til mennesker med Guds velbehag,«10 var ikke begrænset til dem, som vi allerede har følelser af kærlighed og hengivenhed for. Den anviser velvilje mod bekendte, fremmede, selv mod fjender. Julen er også en tid til at tilgive, en tid til at hele gamle sår og genoprette forhold, der er gået skævt.

Julen er en tid til at afskaffe arrogance og provokation, til at begrænse kritik, til at udvise tålmodighed og til at lægge mindre vægt på forskelle mellem mennesker. Vi har tilskyndelsen til at række ud til alle mennesker; de, der deler, og dem, der ikke deler vores tro, idet vi iagttager den befaling, som Gud fik profeten Moses til at give israelitterne:

»Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham.

Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv.«11

Julen er en tid til at huske, at vi alle er børn af en Fader i himlen, der gav sin enbårne Søn, så alle ville blive forløst fra døden, og som har tilbudt frelsens og ophøjelsens velsignelser til hele menneskeheden på de samme betingelser.

Som Kristi tilhængere bør vi være de venligste og mest hensynsfulde af alle mennesker overalt. Vi bør lære vores børn at være venlige og hensynsfulde over for alle. Vi bør selvfølgelig undgå den slags forbindelser og aktiviteter, der går på kompromis med vores opførsel eller udvander vores tro og tilbedelse. Men det bør ikke hindre os i at samarbejde med folk fra enhver overbevisning – troende og ikke-troende.

For nogle få årtier siden sagde præsident Monson disse ord:

»Hyrderne søgte barnet, Jesus. Men vi søger Jesus, Kristus, vores ældre bror, vor Formidler hos Faderen, vor Forløser, frelsens ophav; han, som i begyndelsen var hos Faderen, han, som påtog sig verdens synder og så villigt døde, så vi kunne leve for evigt. Det er den Jesus, vi søger.«12

Sidste dages hellige er enestående kvalificeret til at fejre Jesu Kristi frelsende budskab i løbet af hele året. Vi har Helligåndens gave, hvis mission er at bære vidnesbyrd om Faderen og Sønnen.13 Vi er børn af en Fader i himlen, der erklærede: »Dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«14 Og profeterne for vor Frelser, Jesus Kristus, som er Herren Israels Gud, har kundgjort hans evangelium.

»Han kom til verden, nemlig Jesus, for at blive korsfæstet for verden og for at bære verdens synder og for at helliggøre verden og at rense den for al uretfærdighed;

for at alle, som Faderen har givet i hans magt og skabt ved ham, kunne blive frelst ved ham;

som herliggør Faderen og frelser alt, hvad hans hænder har skabt.«15

Derfor erklærer vi i hans genoprettede kirke, »at hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning kan blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.«16 Det vidner jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Udskriv