Tro som et handlingsprincip og et princip med kraft
Seminar og instituts årlige oplæringstransmission • 13. juni 2017
Jeg ser altid frem til at være sammen med jer i denne vigtige forsamling. Som forberedelse til dette møde har jeg bønfaldt Herren om at vide, hvad han vil have os til at gøre for sine børn, som sidder i vores klasselokaler og i vores hjem. I stille stunder har jeg følt hans bifald af jeres utrættelige indsats og utallige ofre. Jeg har også haft en fornemmelse af, hvor meget han fryder sig over at velsigne jer og jeres familie. Og jeg har følt hans ønske om at velsigne jeres elever med kærlighed til og et vidnesbyrd om hans elskede Søn.
Dette opnås ikke udelukkende med flere eller bedre programmer eller læseplaner eller mere eller bedre oplæring eller teknologi, for intet af det vil nogensinde erstatte himlens mirakuløse berøring hos vores elever. Det, vi har et håb om, kommer kun som en gave fra vor Fader i himlen og kræver hans kraft til at udføre mirakler i den enkeltes tilværelse.
Det, det kræver af os, er, at vi udøver større tro, fordi tro går forud for ethvert mirakel. Ældste Dallin H. Oaks har sagt: »›Tro uden gerninger er død.‹ Men [så tilføjede han]: ›Gerninger uden tro er endnu mere død.‹«1 Hele vores store indsats vil med andre ord ikke frembringe de ønskede resultat, hvis det udføres uden tro. Det er derfor, at tro er både et princip om handling og kraft. En større fælles tro vil være et tegn over for Herren om, at vi sætter vores lid til ham og stoler på hans kraft til at inspirere, omvende, styrke, forberede og beskytte den opvoksende slægt. En større tro på Frelseren vil styrke vores undervisning, vores opfordringer til de unge og unge voksne til at deltage i seminar eller institut eller til at læse skrifterne og styrke selv vores forhold til forældre og præstedømmeledere. Så jeg beder jer: Vil I i de kommende uger og måneder sammen med mig bede vor Fader i himlen om at øge vores tro? Jeg tror, at han står klar til at hjælpe, hvis vi blot vil spørge.
Udøvelse af tro er et handlingsprincip
Joseph Smith har sagt, at når vi udøver tro på Gud, kræver det, at vi har »en korrekt opfattelse af hans karakter, fuldkommenhed og egenskaber« og en »kundskab om, at den retning i livet, som [vi] forfølger, er i overensstemmelse med hans vilje«.2 Begge disse nødvendige punkter kræver, at vi udøver af tro som et handlingsprincip.3
Ved den seneste generalkonference fortalte præsident Russell M. Nelson, hvordan vi kan komme det første af disse to krav nærmere.
»Jo mere vi ved om Frelserens tjeneste og mission – jo mere vi forstår hans lære og det, som han gjorde for os – desto mere ved vi, at han kan give os den nødvendige kraft, som vi har brug for.
Tidligere på året bad jeg de unge voksne i Kirken om at vie en del af deres tid hver uge til at studere alt, som Jesus sagde og gjorde, som det står skrevet i standardværkerne. Jeg inviterede dem til at lade skriftstedshenvisninger om Jesus Kristus i Topical Guide være deres personlige grundlæggende læseplan.
Jeg gav denne udfordring, fordi jeg allerede selv havde accepteret den. Jeg læste og understregede alle vers om Jesus Kristus, som er nævnt under hovedoversigten og i 57 underemner i Topical Guide. Da jeg færdiggjorde denne spændende aktivitet, spurgte min hustru mig, hvilken indvirkning det havde på mig. Jeg fortalte hende: ›Jeg er en ny mand!‹«4
Jeg vil gerne minde jer om den opfordring, fordi jeg personligt har set fordelene ved dette fokuserede studium og ved, at jo mere vi lærer at forstå Frelseren, des større bliver vores tro på ham.
Som jeg nævnte tidligere, har profeten Joseph sagt, at et andet væsentligt element ved tro er at lære at rette vores liv ind efter Herrens vilje. Jeg vil gerne illustrere dette ved at komme med et eksempel, som de tilstedeværende mødre kan sætte sig ind i:
Celeste Davis er en ung mor til tre, og hendes lille barn vågnede ofte, hver nat. Hun begyndte at bede om, at hun og hendes lille barn kunne få den søvn, de havde brug for. Men det var som om, der ikke kom nogen svar på hendes bønner. Det gjorde, at hun ønskede at få en bedre forståelse af bøn, og hvorfor hun ikke blev velsignet med lindring. Hun lærte dette i Guide til Skrifterne: »Vi er til fulde i stand til at bede i Kristi navn, når vore ønsker er i overensstemmelse med Kristi ønsker … Vi beder da om det, der er ret og dermed muligt for Gud at skænke os. Nogle bønner forbliver ubesvaret, fordi de på ingen måde er udtryk for Kristi ønsker, men i stedet udspringer af menneskets selviskhed.«5
Så Celeste besluttede at lave en liste over de ting, som hun havde bedt om. Ved at lave listen blev hun klar over, at hendes bønner hovedsageligt bestod af at bede vor himmelske Fader om det, som hun ønskede, hvilket var, at han skulle ændre hendes omstændigheder. Hun besluttede sig derpå at lave en anden liste og skrive de ting ned, som hun var sikker på, vor himmelske Fader ønskede for hende. Selvfølgelig var de to lister ikke fuldstændig uforenelige. Han elsker os og ønsker, at vi har det godt. Men denne lille øvelse lærer os en vigtig sandhed. Hvor hun ønskede at ændre sine omstændigheder, ønskede han at ændre hende. Hun besluttede derfor at tilpasse sin tilgang til bøn for bedre at rette sin vilje ind efter sin himmelske Faders. Hun skrev:
»Jeg fandt på en lille formular, der kunne hjælpe mig i mine bønner. Den er ganske enkelt denne: Når som helst man spørger om noget og ikke er sikker på, om det er noget, Gud ønsker for en, kan man støtte sig til ordene ›men hvis ikke‹ og dernæst tilføje noget, man er sikker på, Gud ønsker for en.
For eksempel: ›[Min himmelske Fader], vil du ikke nok hjælpe mig til at få noget søvn i nat, men hvis ikke, så hjælp mig til at have energi nok til alligevel at være rar og hårdtarbejdende.‹ ›[Min himmelske Fader], vil du ikke nok velsigne mit barn med at komme over sin sygdom og få det bedre, men hvis ikke, så hjælp os til at have tillid til dig og være tålmodige over for hinanden.‹ ›[Min himmelske Fader], vil du ikke nok velsigne mig, så jeg vil blive en del af min vennegruppe, men hvis ikke, så hjælp mig til at være venlig og gavmild, selv om jeg føler mig holdt udenfor.‹«
Hun fortsatte:
»Det har jeg afprøvet i nu et år, og jeg kan sige, at min succesrate for bøn er strøget til vejrs …
Jeg føler det, som om jeg endelig opnår det egentlige formål med bøn, hvilket er ikke at forhandle mig til mine ønsker, men at rette mig ind efter Gud …
En uventet sidegevinst har været, at jeg slet ikke frygter vanskelige situationer, eller at jeg ikke får, hvad jeg ønsker mig, helt så meget, som jeg plejede, fordi jeg har set og følt Gud besvare mine bønner, både mine ønsker og mine ›men hvis ikke‹.«6
Celestes oplevelse er et eksempel, der kan hjælpe os med vores bønner og vores bestræbelser på at udøve tro som et handlingsprincip. For at være klar i mælet fjerner tro ikke vores børns eller elevers handlefrihed, og den fjerner ikke alle livets prøvelser og udfordringer. Men den kan hjælpe os til at udholde godt og endog lære af vanskelige omstændigheder. Den vil også ændre på, hvordan vi ser vores elever (og vores børn), og hvordan vi beder for dem. Den vil ændre vores adfærd i klasselokalet og i vores hjem. Den vil hjælpe os til at stå oprejst med håb, glæde og optimisme i en stadigt mørkere verden. Den vil skabe muligheder for personlig åbenbaring og tilføre kraft i vores undervisning. Den vil bringe vores vidnesbyrd til vores kæres hjerte.
Sand tro fjerner rationalisering. Det leder til selvransagelse, som fører til oprigtig omvendelse og meningsfuld vækst. Den maner os til at undgå fælden med at forvente løsninger, som forudsætter, at andre ændrer sig, som fx når vi siger ting som: »Hvis jeg fik mere støtte fra forældre eller kirkeledere, så ville det hele se bedre ud.« Denne metode sætter ikke lid til Frelseren og vil derfor ikke give adgang til hans kraft. Den producerer ikke det mirakel, vi har brug for. Vi har nok og vi er nok til at udføre Herrens værk, hvis vi har tro nok til oprigtigt at bede ham om at ændre os og forme os til redskaber i sine hænder.
Det gælder også, selv når vi føler os utilstrækkelige og overvældede. Det lærte jeg som ung mand, da jeg forberedte mig på min mission. Jeg havde altid tænkt, at jeg ville på mission, men i mine unge år gjorde tanken om den mig meget nervøs. Jeg havde det slet ikke godt med at tale foran mennesker. Jeg har en tante, der stadig siger, at hun ikke så mine øjne, før jeg var teenager, fordi jeg gik rundt med bøjet hoved og gemte mit ansigt. I folkeskolen fik jeg den lavest mulige karakter for at bestå drama. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at stå foran klassen, selv ikke for at oplæse et forberedt manuskript, som min lærer gav mig.
Da jeg havde fået min missionskaldelse til Mexico, blev jeg bedt om at tale ved et foredrag for unge sammen med min storebror. Jeg brugte omkring 5 minutter, og han brugte resten af tiden. Jeg tror ikke, jeg overdriver ved at sige, at min tale sandsynligvis var den værste nogensinde i denne eller nogen anden kirke. Da foredraget var slut, stillede mange unge sig i kø for at hilse på min bror. Én venlig sjæl drejede lidt ud af køen og sagde til mig: »Tak. Det var en god tale.« Jeg tænkte vitterligt: »Det er pænt af dig, men du lyver, så vandet driver.« Jeg tog modløs hjem og spekulerede på, hvordan jeg nogensinde kunne håbe på at tage på mission. Jeg følte mig ikke tilpas ved at undervise om evangeliet på engelsk, og endnu mindre på spansk, som jeg stadig skulle lære.
Et par dage senere, stadig tung om hjertet, åbnede jeg skrifterne og læste beretningen om Enok. Da Enok blev bedt om at kalde folket til omvendelse, står der i vers 31, »bøjede han sig til jorden foran Herren og talte foran Herren og sagde: Hvordan kan det være, at jeg har fundet yndest for dine øjne, når jeg kun er en ung mand, og alle mennesker hader mig; for jeg er langsom til at tale; hvorfor er jeg din tjener?«7 Som svar på Enoks tvivl på sig selv og tilsyneladende manglende tillid til sit kald gav Herren dette smukke og beroligende svar, der står i vers 34: »Se, min Ånd er over dig, alle dine ord vil jeg derfor retfærdiggøre; og bjergene skal flygte foran dig, og floderne skal ændre deres løb; og du skal forblive i mig og jeg i dig; vandr derfor med mig.«8
Nervøs, usikker på mig selv og uforberedt på det, der lå forude, samtidighed med at jeg holdt fast i disse ord som en livline, gik jeg for første gang i mit liv op i et fly og fløj til Mexico for at tjene. Der lærte jeg, at hvis vi er villige til det, kan vi virkelig vandre med Herren. Jeg lærte, at det, som præsident Ezra Taft Benson sagde, er sandt: »Mænd og kvinder, der vier deres liv til at gøre Guds vilje, vil opdage, at Gud kan få meget mere ud af deres liv, end de selv kan.«9
Udøvelse af tro som et princip med kraft
Af Enoks historie lærte jeg også noget andet om tro. Lyt til beskrivelsen af, hvad der blev af denne fyr, som var langsom til at tale og hadet af mennesker. I Moses 7:13 står der: »Så stor var Enoks tro, at han ledte Guds folk, og deres fjender kom for at kæmpe imod dem; og han talte Herrens ord, og jorden bævede, og bjergene flygtede, ja, i overensstemmelse med hans befaling; og floderne med vand blev ændret i deres løb; og løvernes brøl hørtes fra ørkenen; og alle folkeslag frygtede såre, så kraftfulde var Enoks ord, og så stor var kraften i det sprog, som Gud havde givet ham.«10 Det lyder ikke som en dreng, der var langsom til at tale. Det lyder som en mand med tro, der vandrede med Gud og flyttede bjerge.
Sommetider rækker vores tanker kun til små, nødvendige forbedringer, men Herren har ikke opfordret os til kun at flytte små ting. Han har opfordret os til at flytte bjerge. Han sagde: »Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.«11
Den tro til at flytte bjerge, hvad enten disse bjerge er bogstavelige eller billedlige, er et andet niveau af tro. Ældste D. Todd Christofferson har sagt:
»[Der er et] niveau af tro, som jeg hidtil har beskrevet, [der] består af en åndelig forsikring, [og] som frembringer gode gerninger, i særdeleshed ved lydighed mod evangeliets principper og befalinger. Dette er sand tro på Kristus …
Der er imidlertid et niveau af tro, der ikke blot styrer vores adfærd, men også giver os kraft til at ændre det, der er, og som får ting til at ske, der ellers ikke ville ske. Jeg taler om tro, ikke blot som handlingsprincip, men også som et kraftsprincip.«12
Det er den slags tro, der er beskrevet i Hebræerne 11, og som Enok, Abraham, Sara og Moses anvendte. Det var den tro, ved hvilken profeter »besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede voldsom ild, undgik truende sværd, blev styrket, når de var svage, blev stærke i krig og slog fjendtlige hære på flugt … [og ved hvilken] kvinder fik deres døde igen ved opstandelse.«13
Det er den slags tro, der er beskrevet i Eter 12, og som omtaler Alma, Amulek, Nefi, Lehi og Ammon.14 Det er den tro, som blev udvist af »Jereds bror[, som] sagde til bjerget Zerin: Flyt dig! og det blev flyttet. Og hvis han ikke havde haft tro, ville det ikke have flyttet sig.«15 Og endelig var der »mange, hvis tro var så overordentlig stærk, selv før Kristus kom, at de ikke kunne holdes uden for sløret« – og lyt så til denne sætning – »men som i sandhed med øjnene så det, som de havde set med troens øje.«16
De er alle mindeværdige eksempler på tro som et princip med kraft. Men især det sidste eksempel fascinerer mig. De så først disse ting med troens øje, før de så dem med deres fysiske øjne. Der er et meget sigende, nutidigt eksempel på dette med præsident Brigham Young. Da han talte om den grund, hvorpå templet i Salt Lake City står, sagde han: »Jeg siger næsten ikke noget om åbenbaringer, eller syn, men lad det række at sige … Jeg var der, og jeg så templet i ånden … Jeg havde aldrig set denne grund, men synet af den var der.«17
At få et syn af, hvad der kan opnås, af det som Herren ønsker, er en nødvendig del af at udøve tro som et princip om kraft.
Kan I se det mirakel, vi har brug for med jeres troens øje? Kan I se jer selv undervise en klasse med større tillid til Herren, hans ord og jeres elever? Kan I se jeres elever forlade klasselokalet med større tillid til Frelserens lærdomme og forsoning, mere modstandsdygtige over for synd og mere forberedte på at gøre alt det, Herren beder dem om? Og kan I med jeres troens øje se flere unge, både medlemmer og dem, der ikke er af vores tro, reagere på vores invitation til at komme og være med i dette mirakel? Hvad kunne Herren udrette, hvis vi var sammen om at udøve vores tro, både som et handlingsprincip og et princip med kraft?
»Herren er med os. I skal ikke være bange for dem!«
Før jeg slutter, vil jeg gerne dele et sidste eksempel med jer. [billede] Jeg har på mit kontor en oliventræsudskæring, der skildrer en af mine yndlingsberetninger fra skriften og konstant minder mig om behovet for tro. Det skildrer Kaleb og Josva, som Moses sammen med 10 andre mænd havde udpeget til at udspejde Kana’an og rapportere tilbage. De 10 andre mænd kom tilbage og sagde: »Det folk, der bor i landet, er stærkt, og byerne er befæstede og meget store.«18
»Kaleb tyssede på folket, der havde vendt sig mod Moses. Han sagde: ›Lad os dog drage op og erobre landet. Det kan vi sagtens!‹
Men de mænd, der havde været deroppe sammen med ham, sagde: ›Vi kan ikke drage op mod det folk, for de er stærkere end vi.‹«19
På grund af deres manglende tro »udspredte de rygter om det land … ›Vi har set kæmper dér … så vi var som græshopper i vores egne øjne‹.«20
Men Josva og Kaleb svarede: »Herren er med os. I skal ikke være bange for dem!«21
Men folket kunne ligesom de 10 lidettroende budbringere ikke se, hvad Herren var villig til at gøre, og ville ikke følge Josva og Kaleb. På grund af denne manglende tro vandrede folket i ørkenen i yderligere 39 år. Af denne første gruppe overlevede kun Josva og Kaleb og fik lov til at komme ind i det forjættede land. I husker måske Kalebs berømte ord, da han og Josva stod foran Hebronbjerget, netop det sted de havde udspejdet disse mange år tidligere. Kaleb sagde:
»Jeg er stadig lige så stærk som den dag, Moses sendte mig ud …
Giv mig nu dette bjergland.«22
Takket være hans tro arvede han og hans familie i generationer hans bjerg i det forjættede land.
Der ligger udfordringer foran os. Vi kan fristes til at tvivle og aflægge negativ rapport fyldt med frygt og tvivl. Denne manglende tillid til Herren får os ikke til det forjættede land. Vi må ligesom Kaleb og Josva smide vores frygt over bord og udøve tro for at gøre krav på de velsignelser, han har i vente til os. Vi må se hver eneste udfordring og prøvelse i vores liv som en mulighed for at forstørre vores tro på Jesus Kristus.
Hvad kunne Herren udrette, hvis vi er sammen om at erstatte frygt og tvivl med håb og tro? Jeg tror, at han vil flytte ikke bare en lille ting, men bjerge, så mirakler vil ske i Kirkens unges og unge voksnes tilværelse. Efterhånden som vores tro øges, øges troen også hos dem, vi underviser. Jeg ved, at vor Fader i himlen vil velsigne jer, og han vil velsigne vores elever, når vi udøver vores tro på hans kærlige og fuldkomne Søn, verdens Frelser, Forløser og Befrier. I Jesu Kristi navn. Amen.
© 2017 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 5/17. Godkendt til oversættelse: 5/17 Oversættelse af »Faith as a Principle of Action and Power.« Danish. PD60004121 110